Dr. Rock udskriver gamle recepter Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/88/e6/8f/24000_-jungersen-1384204077-1384787134.jpg
17. November 2013    

Det er vel de færreste journalister, der mener, at en bogudgivelse af et udvalg af deres artikler vil være en decideret dårlig idé, når et forlag hvisker dem søde ord i ørerne.

Titel
Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie
Dato
07-11-2013
Label
Forfatter
Karakter
3

Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at de fleste journalister vil mene, at en bogudgivelse af netop deres artikler er en aldeles fortrinlig idé.

Således også BT’s mangeårige rockanmelder Steffen Jungersen, der markerer afskeden med BT efter knap 25 år i rockens tjeneste med en bog indeholdende 34 anmeldelser af de bedste koncerter, han har anmeldt. Derudover indeholder bogen en halv side om omstændighederne omkring hver koncert, skrevet af Jungersen selv; et forord af Michael Poulsen; en række udsagn fra danske musikere om Jungersen, spændende fra Michael Hardinger og Michael Falch til Michael Denner og Michael Stützer (og indimellem Flemming Rasmussen, Lars Ulrich osv.); herudover er der også Jungersens lister over de bedste bands, musikere, album og så videre bagest i bogen. Bogen er flot illustreret med John Mortenssons altid gode koncertfotos.

Intet nyt fra Jungerfronten

Når jeg nævner noget så overflødigt som musikernes blurbs, er det, fordi der vitterlig ikke er ret meget nyt materiale i bogen, som det på mirakuløs vis er lykkedes forlaget at pumpe op til hele 221 sider, ikke mindst takket være et, ahem, eksperimenterende layout, der er mere sjældent end kønt, og som mest af alt ligner én af de læderjakker med frynser, forfatteren ynder at gå i. Forlaget prøver ellers på bagsiden at sælge bogen som "et stykke kultur- og samtidshistorie om dansk og international rockmusik på danske og internationale spillesteder siden midten af 80'erne". Røv og gulvsand. Bogen er en samling anmeldelser med ekstramateriale, men sådan retfærdiggør man åbenbart en pris på 249,- for, hvad der vel sniger sig op på 20 siders nyt materiale. Redaktionelt savner man, at der fortælles om udvælgelseskriterierne - hvorfor netop disse 34 bedste koncerter?

Men: Hvis nogen fortjener denne bog, så er det Steffen Jungersen, der har ofret sig selv, sit helbred og sin lever i rockens tjeneste – han har betydet ekstremt meget for metal og hård rock i Danmark, hvor han utrætteligt har promoveret den hårde rock som den eneste i et landsdækkende medie, og for det skylder vi ham tak. 9/10 danske metal- og rockskribenter har på et eller andet tidspunkt forsøgt at skrive som Jungersen, og 11/10 af dem har slet ikke haft formatet til det – der er kun én Steffen Jungersen, og man bør vogte sig for efterligninger.

Ikke desto mindre er bogen først og fremmest for fans af Jungersen, for ’Dr. Rock’ er ikke ligefrem tapetseret med overraskelser for dem, der har fulgt ham gennem tiden. Den største overraskelse finder man vel i listerne, hvor i hvert fald jeg ikke havde set det komme, at Jungersen er så glad for Y&T, som tilfældet er, og heller ikke at Dave Meniketti fra Y&T eller Mark Kendall fra Great White var blandt Jungersens (eller nogens) top 10-guitarister. Men det giver jo mening, når det er Jungersen. Ligesom det på én eller anden måde giver mening, at Jungersen i 2002 mener, at den rædselsfulde 'Snakecharmer' er Sort Sols bedste nogensinde, for han holder med sine favoritbands, som en fodboldfan holder med sit favorithold.

Kolossal indflydelse

Når jeg tænker tilbage til 90'erne, tænker jeg også på at tigge penge af forældrene til at købe BT om lørdagen, så jeg kunne læse Jungersens udgydelser. Dengang fik han lov at lave halvsidesanmeldelser af Entombed og Immortal og lave helsidesinterview med Jon Schaffer fra Iced Earth og den slags. Man tror ikke, at han kun er 53, for han har altid været der.

Med de mange sygdomsforløb op gennem 00’erne, kombineret med avismarkedets generelle tilbagegang, mistede Jungersen indflydelse på BT og er således endt på sin egen blog, hvor han kan tale til kernepublikummet, men måske ikke så mange andre. Det er trist, at den hårde rock således har mistet sin sidste fortaler i et mainstreammedie.

”Og hvad med bogen?”, spørger læseren nok om nu. Bogen, tja. Det er de færreste anmeldelser, der er interessante flere år efter, de blev skrevet. Især anmeldelser af koncerter, man ikke nødvendigvis selv har været til (og såmænd heller ikke anmeldelser, man rent faktisk har været til). Det gælder også anmeldelser skrevet af en anmelder som Jungersen. Det kræver noget ekstra, hvis man skal kunne læse dem uden for avismediets flygtige spalter i bogformatet.

Styrker ...

Her viser udvalget i bogen på én gang Jungersens styrker og svagheder. Styrkerne er drivet og begejstringen og evnen til at formidle koncertoplevelsen, med streg under oplevelsen. Og især de mange Jungersenske sprogblomster, hvor AC/DC spiller med en lydstyrke, så koncerten ”kan høres på Svalbard”, og hvor man med største selvfølgelighed skriver: ”Selvfølgelig var hele denne talentmasse, som de siger i dansk eksperimentalteater, når bevillingerne er små, omtrent så nyttig som en herrefrisør i et nepalesisk kloster, hvis ikke sangene var der”, som det hedder i en Judas Priest-anmeldelse.

Det er hyperblen og den overraskende sammenligning, der er Jungersens retoriske kendetegn, og det er især det, der gør ham værd at læse. Manden er simpelthen underholdende, velskrivende, charmerende og i besiddelse af noget så gammeldags som dannelse.

… og svagheder

Men svaghederne står også klarere i en bogudgivelse, end de gør i dagspressen. Analysen er ikke hans stærke side – han drives af begejstringen. Over en hel bog bliver stilen en anelse monoton og selvgentagende. Det er altid rocken i opposition til ”det normale samfund”, selvom oppositionen i dag mest virker som et postulat. I forlængelse heraf synes det også nødvendigt for Jungersen hele tiden at sammenligne sine favoritter med ”platte, pludrende poppapegøjer eller indie/nyrock-bands, som skabte en karriere på at lide for åbne mikrofoner” – han ved meget om musikken, han brænder for, men resten …

Det lugter lidt af musikalske mindreværdskomplekser på metallens vegne, og det er forståeligt nok, når man tænker på, hvor lidt bredt accepteret metallen har været op til årtusindeskiftet, men i dag virker denne konsekvente placering af sig selv som opposition bedaget, når man tænker på, at metallen aldrig har været så bredt accepteret (samtidig med, at den paradoksalt nok fylder mindre i mainstreammedier end nogensinde før).

Til svaghederne hører også, at udvalget koncentrerer sig om de seksstjernede anmeldelser, hvorfor sprogbrugen også bliver repetitiv. Når Jungersen er til seksstjernerskoncert, viser klichéen sig altid at rumme dybe, dybe sandheder; rocken er altid der, hvor livet i sandhed leves  – hvis ikke den ligefrem er ”større end selve livet”; ”passionen” formelig driver af guitaristernes fadølsrockende fingre; hvor verden er ond, og rocken kan frelse og give en pause fra hverdagens fortrædeligheder, og hvor den anmeldte koncert altid er den bedste, Jungersen nogensinde har set med pågældende band. Det havde været rart at få et mere repræsentativt udvalg, også af de ikke-seksstjernede.

Jungersen er med andre ord en skribent, der udfordrer sig selv cirka lige så ofte som Motörhead. Og det er en skam, for det er ofte, når han ikke er på hjemmebane, at han er mest interessant. I hvert fald hører anmeldelsen af Manic Street Preachers fra Midtfyns Festival i 2001 til blandt bogens bedste. Her er Jungersen tydeligvis ikke inde i bagkataloget på forhånd, og netop derfor overrasker han sig selv og læseren og eksperimenterer med formen, samtidig med at han bevarer Jungersenheden. Et andet eksempel er Leonard Cohen-anmeldelsen fra 2008, hvor han kommer med på afbud og ender med at blive dybt rørt, så læseren næsten selv bliver rørt (og denne skribent ville ikke kunne blive rørt af nogen Leonard Cohen-koncert. På det punkt er jeg mejslet i granit).

Man ville ønske, at Jungersen ville udfordre sig selv lidt mere. Det gælder generelt, hvor han ofte stiller sig tilfreds med at tale til den hårde kerne i ekkokammeret, der på forhånd synes det samme. Men det gælder især i bogen, hvor man ville ønske sig, at han havde gravet lidt i posen og fundet anmeldelser af mere obskure bands frem, frem for at den forudsigelige Jungersen-kanon skal fylde næsten det hele.

Det private

Et sted, hvor man kunne have kommet ud over dagspressens korttidsholdbarhed, kunne have været i de små introduktioner til omstændighederne omkring koncerten, som står inden hver anmeldelse. Men dem får man ikke meget ud af. Da han tror, han skal dø lige efter en Van Halen-koncert pga. ”voldsomme smerter i kroppen, trykken for brystet” og vejrtrækningsproblemer, viser det sig, at han lider af ”ekstrem stress”, men det fører ikke til anden refleksion, end at det er pga. kærligheden til rock’n’roll. Og da han får en hjerneblødning (som 42-årig) pga. ekstremt forhøjet blodtryk, afføder det heller ikke andre refleksioner, end at hans største frygt er ikke at kunne huske alle koncerterne (i særdeleshed Stones-koncerterne). For forfatteren er det tydeligvis et eksistentielt grundvilkår, men man kunne som læser godt have ønsket sig, at hans overvejelser i bogen blev ført lidt længere end bare dette.

Enten viser det en mand, der er smeltet så meget sammen med sin whiskytyllende rockanmelderpersona, at personen er blevet ædt af personaen. Eller også vidner det om en mand, der er meget privat bag sin offentlige persona. Det er han i sin gode ret til at være, men det gør ikke bogen bedre, og de beretninger, der skulle retfærdiggøre bogudgivelsen, bliver en blanding af et meget tyndt figenblad og en forspildt chance for at sætte sig selv og anmeldelserne ind i én eller anden form for kontekst. Men det er nok utopisk at forestille sig, når Jungersen lader til at anse enhver antydning af noget, der blot ligner intellektualisering af musik, for at være en tøranalvoldtægt af selve rockens idé.

Det betyder bare også, at han har svært ved at lokke nye fans ind i butikken – både sin egen og den hårde rocks. Bogen prædiker for koret. Det skal der også være plads til. Men den er også med til at styrke karikaturen af både forfatteren og emnet for bogen. Emnet skal nok klare sig, men en så dedikeret, talentfuld og sympatisk mand som Jungersen kunne godt have fortjent et redaktionelt modspil, at nogen pressede ham til at droppe automatpiloten. Bogen spiller på det sikre. For nogle vil det være et plus. Andre kunne godt have ønsket sig mere.

Steffen Jungersen: 'Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie.' Turbine. 223 sider. Vejl. pris: 249,-.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her