Den fødte undergrundshelt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/03/cd/ee/Borntolose-plakat-31-1449003325.jpg
01. December 2015    

'Born to Lose' tegner et flot, ærligt og intimt portræt af Danmarks ukronede syrekonge.

Kunstner
Titel
Born to Lose
Dato
02-12-2015
Karakter
5

Allerede som 11-årig har Uffe Lorenzen – også kendt som Lorenzo Woodrose eller Guf (som han hedder i denne artikel) – sin første psykedeliske oplevelse hos tandlægen. En rejse ind i sindet, som smagte af meget mere, og som den dag i dag stadig har betydning for den nu 44-årige danske syrekonges leben.

En titel, som er kommet i hus takket være over 20 år som udøvende musiker med over 500 numre på samvittigheden, som forplanter sig til Gufs første band On Trial, over de slidstærke Baby Woodrose, som vandt P3 Guld i 2003, til det helt store folkelige gennembrud med Spids Nøgenhat og pladen 'Kommer med fred' fra 2013.

Et album, der ikke alene har ført Guf og hans bandkompagnoner til toppen af dansk musik, men også for alvor har sparket porten ind til syrerockens uendelige, drømmende univers for en hidtil uset stor lytterskare. Senest med tre udsolgte Spids Nøgenhat-shows i træk i Pumpehuset her i efteråret som bevis. Og ikke mindst med en solid, livlig og boblende undergrund til følge med bands som De Underjordiske og Fribytterdrømme i spidsen, samt den succesfulde Copenhagen Psychfest.

Syre- eller psychrocken har altså kronede dage. Og derfor giver det god mening at sætte fokus på manden, som om nogen kan siges at være genrens gudfaderlige figur herhjemme, for at finde ud af, hvem han er.

Svampejagt, coke og køkkensmøger

Og det finder man i den grad ud af ved at se Palle Demants fornemme debutfilm 'Born to Lose'. Et personligt projekt for instruktøren, som siden 2011 selv har fulgt den over to meter høje Guf med sit kamera og en tilsyneladende all access-invitation.

For vi er med overalt. På svampejagt, hvor Guf med øl i hånden braser ind i borgerskabet på de nordsjællandske golfbaner, hvor de sjove psilocybinsvampe har stærke grobetingelser. I øvebunkeren, hvor der tages coke og tylles bajere hele natten. På landevejen, hvor især succesforskellen mellem Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er tydeligt at se. Hvor sidstnævnte er opskaleret til et band, der kun spiller større shows, er førstnævnte, trods en langt større international anerkendelse, stadig en mindre fisk herhjemme, som et knapt så velbesøgt show i Herning bliver beviset på. Sigende er det, at Guf i en mildt ironisk vending kalder Baby Woodrose for “taberbandet”.

Og så vi med hjemme hos Guf i hans hyggelige lejlighed, hvor hans store mave hænger frit, smøger pulses, lyrik bliver til, og musik malkes fra mandens egen bevidsthed. En bevidsthed som langt fra altid er lige rosenrød, når Guf blandt andet lufter ideen om, at vi alle måske er “de sidste mennesker”. En tanke, der både fremmaner angst, men også hælder benzin på hans kunstneriske motor.

Sorg og fred

En af dokumentarens trumfkort er uden tvivl, at Palle Demant når at få hele skabelsen af Spids Nøgenhats 'Kommer med fred' med. Fra de første melodier bliver nynnet i øvelokalet, til de brager ud over Roskilde Festival foran flere tusinde begejstrede mennesker. Bag albummet, som altså udkom hele 12 år efter Spids Nøgenhats debutplade, 'En Mærkelig Kop Te', gemmer sig dog en trist historie.

I løbet af filmen både møder vi og siger farvel til Gufs mangeårige producer og samarbejdspartner Ralph A. Rjeily, som må lade sit liv til kræften. En af hans store ønsker var, at Spids Nøgenhat skulle lave en plade til, og på den måde kommer hele processen med 'Kommer med fred' også til at være en sjælfuld sorgbearbejdning for Guf, som filmen nænsomt skildrer.

Fra prisoverrækkelse til pisserend

For Guf er musikken den eneste vej frem. Og mest tydeligt står dedikationen, når han den ene dag i rebelsk stil tropper op til Danish Music Awards for at modtage prisen for årets livenavn og rockalbum sammen med de andre nøgenhatte, for senere at befinde sig bag disken og skeptisk jonglere med tomme fustager i baglokalet på den bodega, hvor han til daglig arbejder. “Hvis jeg skulle leve af musik, skulle jeg hele tiden spille noget andet,” konkluderer Guf med tilfredsstillelse i stemmen.

Det er, som om Guf har accepteret (eller måske blot fornægter) en masse ting, som de fleste bruger hele livet på at komme overens med. For der er næppe mange på den danske musikscene, som lever sit liv med så stor indlevelse og selvopofrelse på vegne af sin kunst. Et liv i overhalingsbanen, som vil være umuligt for de fleste, men som for Guf er den eneste mulighed, når man, som han selv udtrykker det, “er født til at tabe”, og når han bemærker, at man jo alligevel “dør af at leve livet.”

Palle Demant har kløgtigt valgt at indtage rollen som fluen på væggen og selv lade hovedpersonen og hans slæng fortælle historien – og dermed også lade det være op til seeren selv at drage sin konklusion. Herfra kan det kun anbefales at nyde de knap halvanden time i selskab med en af undergrundens største vindere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her