Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hyggelig hæviaften

Populær
Updated
Hyggelig hæviaften

Ingen mos på hævi rockens grundsten: Deep Purple og Uriah Heep i KB Hallen, søndag aften.

Kunstner
Spillested
Dato
03-11-2030
Genre
Forfatter
Karakter
3

At sætte dinosaurerne Uriah Heep og Deep Purple på samme plakat i år 2003 virker på forhånd som noget af en rendyrkelse af anakronismer. Men gamle røvhuller kan altså sagtens være gode røvhuller. Det beviste begge 70'er bands til fulde i KB-Hallen søndag aften. Uriah Heep fik en time til at varme op for Ian Gillan & Co., og vi fik en times dejlig, smittende easy livin' i selskab med nogle gamle drenge, der har været med i mere end 30 år, men som stadig elsker det, de gør. Og det smittede af på det veloplagte publikum (som i parantes bemærket også har været med i mange år). Forsanger Bernie Shaw klarede skærene godt, og den lille guitartrold, Mick Box, hyggede sig fint i det ene hjørne af scenen. Det musikalske omdrejnings- og energipunkt var dog rytmesektionen, med trommeslager Lee Kerslake, der godt nok er stor som et hus, men som slår SÅ hårdt i gryderne og lækker en så sej bund, samtidig med, at han uden problemer leverer et flot kor-arbejde. Den stille og noget visne bassist, Trevor Bolder, var det musikalske højdepunkt. Meget kompetent og nærmest med bassen som soloinstrument var han med til at holde den musikalske for-fest i live. Memory Lane er den skønneste vej at vandre på, når man er kommet op i årene, og Uriah Heep tog os på en skøn vandring, startende med deres største hit "Easy Livin'", og så blev vi ellers guidet igennem en time af et bagkatalog, som desværre ad åre er blevet noget underkendt - og helt uden grund. Uriah Heep er hippie-heavy, leveret med smil og stort musicianship, et godt drive og store, nærmest psykedeliske lydflader. Publikum var på fra starten og kom rigtigt på, efterhånden som vi blev guidet igennem spillevende versioner af "Stealin'", "Sunrise", "Circle of Hands", "Gypsy" og ikke mindst aftenens fantastisk Heep-højdepunkt, "July Morning". Uriah Heep fik banket godt og grundigt op i det opsatte publikum og sørgede derfor for, at aftenens hovednavn, Deep Purple, allerede fra start havde et godt udgangspunkt. Hvad mere kan man forlange af et opvarmningsband? Heep-heep, hurra! Hyggelige gudfædre Et eller andet sted er Deep Purple den egentlige årsag til at der overhovedet ryger et Heavyjam.dk i mange metalrockeres mailbokse hver mandag, så derfor var undertegnede Heavyjam.dk redaktør naturligvis troppet op for at se og høre mine gamle helte gennem det nu fjerde årti. Nuvel, i de senere år har bandet - uden guitarikonet Ritchie Blackmore og kongen af keyboardspillet, Jon Lord - imidlertid ikke haft min store bevågenhed, men nå nu markante hævi-nørder som Nicko McBrain, Steffen Jungersen og ikke mindst vor egen Lars Schmidt nikker anerkendende til det aktuelle Purple line-up, så var det bare med at finde den gamle Deep Purple-form frem igen. Og - intet problem. Trommeslager Ian Paices flabede fede start på klassikeren "Highway Star" - og dermed sættet - var bare trylleslaget, som fik mig tilbage til tilstanden fra '73 eller deromkring. Sammen med bassist Roger Glover er Paice Purples puls, og den banker stadigvæk forrygende fint i takt med den endeløse kærlighed til musikken, som stemmemæssigt udtrykkes af den lidt rundere men stadigt virlie vokalist Ian Gillan (bill.). Og det er netop kærligheden og den unikke musiske kvalitet, der gør at Purple er værd at opleve på scenen i dag; ikke sådan helt og aldeles euforisk og over-ophedet, men på en agtværdig, opmærksom og fokuseret facon. Og de gamle sager var bare dejlige, denne søndag aften. Et nummer som "Space Truckin'" er jo nærmest hævi rockens fødselshymne, mens afsluttende "Black Night" er undertegnedes personlige Purple-fave, da det også var den der startede hele hævilavinen dengang i start-70erne. Der var også nye numre fra det ok-men-ikke-mere-album "Bananas", jovist, men allerbedst var det aktuelle Purple line-up måske i midt-80er genkomstens gedigene træffere som "Knockin' At Your Back Door" og "Perfect Strangers", hvor Purple-lyden perfektioneres et sted mellem det originale og det fornyende. Navnlig her fungerede de nye folk, guitarist Steve Morse og den drevne keyboardmand Don Airey allerbedst. Måske fordi det er så pokkers svært at skulle fortolke nogle af de allerældste klassikere som den semi-parodiske, pligtskyldige "Smoke On The Water"? Måske. Det gik i hvert fald langt bedre - for de nye folk og de gamle - i den jammede og evigt fabelagtigt svingende "Lazy". Over noget andet, var gensynet og genhøret med Deep Purple dog omgæret af noget så - i hævi rock sammenhæng - suspekt som... hygge! Ja, det var sgu' hyggeligt at være til Deep Purple koncert igen. Mere end noget andet. Og lad bare dét være et kvalitetsstempel for et af heavyscenens allerstørste bands gennem tiderne, her ved tærsklen til år 2004.