Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '17: Rutinepræget og kedelig koncert

Populær
Updated
Copenhell '17: Rutinepræget og kedelig koncert

Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.

Kunstner
Dato
23-06-2017
Trackliste
1. Come to Life
2. Farther Than the Sun
3. Addicted to Pain
4. White Knuckles
5. Ghosts of Days Gone By
6. Cry of Achilles
7. Ties That Bind
8. Crows on a Wire
9. Isolation
10. Blackbird
11. Metalingus

12. Show Me a Leader
13. Rise Today
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Alter Bridge gæstede senest Danmark i november måned sidste år, hvor de spillede i Falconer Salen. Dengang kommenterede vi også den manglende energi fra bandet. Det var i den grad også tilfældet på Copenhells store scene Helviti fredag aften. De gik på præcis 19.45 og spillede 75 minutter. Den første time føltes dog dobbelt så lang. 

De har deres ægte amerikanske rock med dyb bas og tunge trommer. Det rykker i anlægget. Myles Kennedys vokal er fyldt med genrens vanlige fraseringer, og umiddelbart kommer Alter Bridge godt fra start i det første nummer. Men der sker ikke rigtig noget. Det hele er meget trægt, og tempoet hives ud af publikum, der ellers nok har været aktiveret, da Airbourne tidligere gav en energisk optræden, hvor de fremmødte i den grad var med på legen.

Den sparsomme leg, som Alter Bridge var medvirkende til, begrænsede sig til lidt hæven med armene i de to sider af scenen, mens der også lige skulle siddes på hug og hoppes op under ’Metalingus’. Derudover var kontakten mellem band og publikum nærmest ikkeeksisterende. Myles Kennedy virkede sært introvert og stod ofte med lukkede øjne, mens han sang.

Lydniveauet var heller ikke sønderrivende højt, hvorfor den rutineprægede indsats kom til at fremstå decideret kedelig. Det hjælper heller ikke, at guitarist og korsanger Mark Tremonti næsten overdøver Myles Kennedy, når de begge synger i mikrofonerne. Det fungerer ikke særlig godt. Først efter en times tid taler Myles Kennedy lidt til publikum, hvor han hylder Copenhell som Europas ondeste festival vurderet på antallet af pentagrammer, han har set. Det er så også eneste reelle interaktion mellem band og publikum. 

Det er først på ’Show Me a Leader’, at bandet vågner en smule op. Derefter en guitarsolo, der er lidt for lang, og så slutter de rutinepræget af med ’Rise Today’. De to ekstranumre er tydeligvis også de numre, som publikum bedst kan teksterne til, så der redder Alter Bridge sig igennem med skindet på næsen. Ellers var det kun ’Crows on a Wire’, der fik lidt fællessang ud af de ellers ganske mange, der stod foran Helviti og oplevede Alter Bridge. Pudsigt nok lød bandet en smule som Volbeat på ’Addicted to Pain’, men det er så også eneste sammenligning, der kan gøres mellem de to bands.

For Alter Bridge er et band, der normalt kan fylde stadioner i USA. Det kan Volbeat også. Danskerne er dog markant bedre til at inddrage publikum i koncerten. Her virkede det, som om amerikanerne bare skulle have overstået koncerten på Copenhell og derfor kørte på autopilot.