Sublim intensitet
Populær
Anna von Hausswolff leverede den absolut stærkeste koncertoplevelse på årets A Colossal Weekend. Det var synd for de mange festivalgæster, der gik glip af den.
Forventningerne til koncerterne på festivalen var tårnhøje med det program, der fyldte Lille Vega den første weekend i maj. Langt de fleste forventninger blev da også indfriet, hvilket i sig selv ikke er den store overraskelse – men det var den svenske sangerindes optræden derimod. Hold. Da. Op. En. Oplevelse!
Navnet Anna von Hausswolff ringer måske ikke mange klokker hos metalfans, hvilket der er en god grund til. Den kun 30-årige anmelderroste Göteborgfødte komponist, sangerinde og pianist, der i øvrigt er datter af multikunstneren Carl Michael von Hausswolff, gør sig primært i en alternativ tilgang til folk- og singer/songwriter-genrerne og har umiddelbart heller intet med metalscenen at gøre. De læsere, der måtte være bekendte med den svenske kunstner på plade, kan med stor sandsynlighed være enige i, at der er enkelte doom- samt ekstremt dystre og tunge elementer i hendes musik; men det er vist også dét, der på nogen som helst måde kan relateres til metalgenren.
Dermed sagt kom det ikke som nogen overraskelse, at von Hausswolff blev booket til netop denne festival, der har fokus på musik med et på den ene eller anden måde kolossalt lydudtryk, og ikke mindst på alsidige bands, der kan betegnes med “post” foran genren.
Hvad der til gengæld kom som en stor overraskelse, var hvor meget sangerinden og bandet havde skræddersyet sætlisten og ikke mindst musikken til at passe ind i eventen og de resterende bands. Måske lige med undtagelse af Redwood Hill leverede von Hausswolff & co. festivalens mørkeste, mest dystre og tunge koncert, der hovedsageligt var baseret på hendes seneste udspil, ‘The Miraculous’ – et i øvrigt stærkt anbefalelsesværdigt album, hvis man er til kunstnere med gotiske tilbøjeligheder som eksempelvis Chelsea Wolfe.
Koncerten, der passende nok startede ved midnat, kan beskrives ganske kort: Ens værste mareridt møder ens smukkeste drøm. Den knap halvanden times livemusik var på samme tid så dyster, intens og eventyrlig, at det føltes som at være i et andet univers; det var lokkende, farligt og inddragende på et højt niveau. Anna von Hausswolff ofrede hele sin sjæl for koncerten, hvor hun leverede en altopslugende og intens indlevelse i musikken, der beviste hendes enorme talent som komponist, musiker og ikke mindst sangerinde.
I ‘Come Wander With Me/Deliverance’ mestrede hun Kate Bush-lignende falsetter, der dog på intet tidspunkt blev falske, under ‘Pomperipossa’ leverede hun gyselige paniske skrig, der snildt kunne have fungeret som soundtracket til en mareridtspræget heksegyserfilm. I de resterende dele af koncerten leverede hun både kraftfuld og skrøbelig ren vokal med karakter og præget af en vildskab, der bedst kan sammenlignes med Karin Dreijer Andersson fra The Knife og Fever Ray – alt sammen langt bedre end på plade, hvilket kun lykkes for meget få kunstnere.
Anna von Hausswolff er uden tvivl en af de mest spændende kunstnere, der er i den svenske musikscene. Hun og orkestret beviste deres alsidige og talentfulde musikalske kunnen med et sæt, der gik langt ud over den oplevelse, man får af at høre musikken på plade. På scenen leverede de en musikalsk dynamik, hvor drone, doom, folk, industrial og endda få black metal-elementer smeltede sammen til en højere enhed i et overordnet nordisk udtryk. Desværre lod det til at være en for stor mundfuld for mange publikummer, der blandt andet stod af i den lange og ildevarslende orgelintro på det langsomt opbyggende nummer ‘Discovery’, der for de åbensindede, insisterende og musiknørdede gæster dog blev et af koncertens højdepunkter.
Da koncerten var slut, var kun en fjerdedel af koncertpublikummet tilbage, hvilket er enormt ærgerligt for alle dem, der var taget hjem. For undertegnede var Anna von Hausswolff på A Colossal Weekend 2017 uden tvivl blandt de absolut bedste koncertoplevelser nogensinde.