Beta Begravet A.D.
Populær
Et veloplagt Beta-publikum bød nok en gang Entombed A.D. hjertelig velkommen til Amager, og bandet honorerede med et brag, der forstummede en (ubetydelig) smule mod enden.
I For An Eye
Revel In Flesh
Second To None
Eyemaster
Stranger Aeons
Living Dead
Out of Hand
Wolverine Blues
Damn Deal Done
The Underminer
Left Hand Path
Chief Rebel Angel
Supposed To Rot
Abnormally Deceased
Serpent Speech
Som lokal opvarmning på denne råkolde og forblæste efterårsaften i november var bybørnene fra By the Patient hevet ind. By the Patient har fornyelig sagt farvel til forsagner, Tan Møhl-Hansen, og har valgt at forsætte som kvartet. Og lad det være sagt, at trods af "premierenerver", så det virkede for dem. Udtrykket var hidsigt, tungt, umiddelbart eller måske rettere; ægte. Ægtheden kom især til udtryk under bassist, Troels Cort Nielsen, eneste og meget sagte tale til publikum, hvor nervøsiteten og frygten for at agere frontmand skinnede tydeligt igennem. Men fortvivl ej, drenge, I skal nok blive fortrolige med mikrofonerne.
Entombed A.D. havde medbragt svenske The Graviators som hovedsupport. Der er egentlig ikke så meget at sige om dem. De spillede en forvansket stonerudgave af landsmændene i Mustasch. Hånden på hjertet, så var det dårligt. Ikke fordi de ikke kunne spille, men originaliteten helt og aldeles fraværende, og så lod jeg mig irritere grænseløst af forsangeren, der mellem numrene tilsyneladende var så uhjælpeligt forpustet, at det yderst vanskeligt at forstå, hvad han forsøgte at kommunikere. Hvis formen er SÅ skidt, så tag en tur på løbebåndet.
Lige så gode By the Patient var, lige så dårlige var The Graviators, så aftenen stod og faldt med hovednavnet. Entombed skuffer imidlertid aldrig, og søndag aften var ingen undtagelse. Trods et manglende bassignal i åbneren, ‘Pandemic Rage’, var såvel lyden som eksekveringen knivskarp. Under de to supportbands havde salen været knap halvfyldt, men folk havde slæbt deres søndagslade kroppe til Amager tidsnok til knap at fylde salen, idet Entombed gik på scenen, og fra aftenens første klassiker, ‘I for an Eye” og koncerten ud var pitten i gang.
Koncerten toppede ikke blot for undertegnede, men målt på stemningen også for resten af Beta, med sange som ‘Out of Hand’, ‘Wolverine Blues’, ‘Damn Deal Done’ samt ‘Left Hand Path’. Desværre var disse sange lagt midt i sættet, så mod enden var luften ikke blot ved at sive ud af gode, gamle L.G. Petrov, der formentlig var medtaget efter et hektisk tourefterår, men også den sidste håndfuld sange blev ikke udført med samme autoritet og var derfor knap så ophidsende som den førnævnte midte. Dermed ikke sagt, at det var dårligt. Tværtimod var bandets bundniveau utrolig højt.
Entombed A.D. fulgte altså glimrende op på en efter sigende legendarisk koncert på AMF med endnu et brag.