Bioen blev “hammersmasket”
Populær
Man kunne på forhånd frygte, at Amager Bio søndag aften fik resterne fra AMF's bord, men det var på ingen måde tilfældet. Aoen smadrede, Revocation lirede, og i sidste ende efterlod Cannibal Corpse Amager Bio med et hammersmasket ansigt.
Varm velkomst fra et sparsomt publikum
Allerede kl.19 lagde Aeon for, og der var mødt foruroligende få op til en lektion i svensk dødsmetal a la Bloodbath. De, som imidlertid havde indfundet sig i den første håndfuld rækker, gav Aeon en særdeles varm velkomst med en klynge af hår, der bølgede taktfast til de millimeterpræcist og brutalt eksekverede dødsriff. Det varmede mit gamle hjerte og fik indimellem til at rejse sig at se en ny generation af dødsmetalfans i fuld vigør i pitten. Og så på en søndag. Respekt.
Der var med andre ord en god kemi mellem band og publikum. Eneste lille minus ved Aeons koncert var, at lydmanden tilsyneladende lod sig snyde af Amager Bios lidt besynderlige indretning, så stage left-guitaren var markant højere end stage right, som mixerpulten er placeret ud for. Når guitarlyden oveni blev boostet i solostykkerne, så overdøvedes hele bandet. Nogle gange var det egentlig passende, men især i numre, hvor der ofte blev skiftet guitarlyd, lød det ganske forskrækkeligt.
For mange ideer på for kort tid
Der var egentlig aftenens main support, jeg havde glædet mig mest til. Og Revocation havde noget af et åg at bære efter Aeons brutale (lad os kalde den det) magtdemonstration. Anført af det gryende guitarikon David Davidson gik Boston-bandet fra start til makronerne med deres mere thrashede end dødelige toner.
Bandet spillede med uhyre præcision og et usædvanligt overskud på alle instrumenter. Det smerter mig imidlertid at indrømme, eftersom jeg har stor sympati for Revocations projekt, at det blev en tand for progressivt til min smag. Bandet skriver talrige fede riff, men det er sjældent, de får den tid og plads, de fortjener. Der syntes omvendt at være en overflod af ideer, der skulle komprimeres ned til en sang på omkring de 5 minutter. Dog lod jeg mig rive med af sættets tungeste og velsagtens mest dødsmetalliske komposition, ‘Madness Opus’. Heri fik hovedriffet i sine varianter også den fornødne plads.
Stemningen blandt publikum var mere afdæmpet og lyttende, men der kom gang i et par circle pits, så hverken Revocation eller publikum, der under koncerten langsomt var vokset, gik tomhændede derfra.
Hammersmask!
Da Cannibal Corpse lagde an til første strofe, var Amager Bio efterhånden pænt besat, og stemningen var, tro det eller lad være, hyggelig. George "Corpsegrinder" Fischer fik undervejs fyret nogle sjove og skarpe bemærkninger af og fik dermed banket den værste søndagsladhed ud af folk, så selv dem allerbagerst i salen jublede med. Herligt.
Mine forventninger forud for koncerten var imidlertid relativt beskedne, eftersom bandets forrige besøg i København var lidt af en skuffelse. I hvert fald blegnede både de og Devildriver i forhold The Black Dahlia Murder den pågældende aften. Hvorom alting er, genvandt Cannibal Corpse min dybeste respekt, og man forstod, hvorfor bandet bliver regnet for levende legender inden for deres genre.
Fremførelsen var præcis så old school, som den skulle være. Alex Webster, Pat O’Brien og Rob Barrett viste, hvordan man motionerer synkront på strengeinstrumenter (for hold kæft, hvor gik det somme tider imponerende stærkt), alt imens Paul Mazurkiewicz gav fuld gas med charmerende sloppy dugga og muskelgrind. Oveni dette fantastiske virvar brummede Corpsegrinder, og det hele gik op i en højere, skønt uskøn enhed. Publikum kvitterede igen med et hav af hår og energiske pits.
For mig stod ‘Stripped, Raped and Strangled’, ‘I Cum Blood’ samt ‘Hammer Smashed Face’ på de højeste piedestaler i et i udgangspunktet langt, men faktisk ganske passende sæt på et særdeles højt niveau. Man kunne altså på ingen måde mærke, at de var næsten fire uger inde i den knap syv uger lange Europaturné.