Brændende god karma
Populær
Karma to Burn leverede et kraftfuldt og præcist spark i mellemgulvet, da de torsdag gæstede et halvfyldt Loppen.
Ægte. Det ord, der kommer tættest på at beskrive den oplevelse, som den amerikanske stonerrock-trio Karma to Burn gavmildt formidlede til et halvfyldt Loppen torsdag aften omkring midnat.
Det blev en aften med fri riff-buffet, og det blev en effektiv og medrivende lektion i, hvordan man leverer blues-gyngende og medrivende stonerrock, som kan bringe selv det stiveste nakketøj i bevægelse.
Karma to Burn er definitionen på en power-trio, hvor kraftværket er guitarist William Mecum, der river det ene bundsolide og bluesy stonerriff efter det andet op af hatten, bakket op af den ekstremt energiske bassist Rob Halkett og det forholdsvis rudimentært spillende, men til alle tider hårdtslående energibundt Evan Devine bag trommerne.
På bandets plader kan man til tider savne lidt vokal til at bryde formen, men i en livesituation leverer Karma to Burn varen så overbevisende, at man på intet tidspunkt savner en forsanger. Lydmanden havde også en god aften, så alt lød veldefineret, fyldigt og knasende sprødt som flæskesvær.
Ægthed og integritet
Skal dette band rammes ind med et enkelt ord, må det være 'ægthed'. Karma to Burn har altid insisteret på at gå egne veje. For disse herrer handler det udelukkende om musikken. Den eneste udgivelse, hvor man finder vokal på alle numre, er debutpladen fra 1997, hvor bandet blev presset af deres pladeselskab Roadrunner til at benytte en forsanger. Da den kommercielle succes udeblev, fyrede de forsangeren og blev som konsekvens fyret af Roadrunner. Herfra har vejen været udelukkende instrumentalt belagt, bortset fra få numre, hvor bl.a. stoner-ikonet John Garcia kaster vokal glans over udfoldelserne.
Bandet har også den lille særhed, at de blot tildeler deres sange et nummer, efterhånden som de bliver skrevet. Sangene kommer så på pladen i den orden, der nu passer, og med den spritnye og i øvrigt habile udgivelse 'Arch Stanton' er de nu nået til nummer 59 i rækken.
Aftenen bød på både ét- og tocifrede skæringer, der alle blev leveret med usvigelig sikkerhed af den tæt sammenspillede trio, som heller ikke foran et publikum ser nogen grund til unødig brug af stemmebåndene. De taler i stedet til publikum gennem instrumenterne og den mærkbare energi, de lægger i udførelsen. Publikum må bare nyde turen og så ellers passe sig selv. Hos Karma to Burn leger man hverken hverken klappelege med publikum eller giver lange takketaler før og efter numrene.
Og sjovt nok mærkes det aldrig som arrogant distance eller afstandtagen. Der blev optrådt med glødende intensitet og et nærvær, som var meget langt fra at være ekskluderende. Når bassist Rob Halkett ikke laver windmills med sine imponerende, meterlange dreadlocks, stamper han rundt som en anden Tom Morello i bar mave, mens Evan Devine bare koncentrerer sig om at headbange og slå vanvittigt hårdt på hvert eneste slag med stikkerne. Når man som publikum får så meget energi fra scenen og mærker, at de optrædende gør deres job med al hjerteblod i kammeret, behøver man ingen tak for at klappe eller anden ligegyldig småleflen - og naturligvis heller ingen ekstranumre, da der var gået en god time, og det hele var slut. En fed booking af Loppen og en noget nær perfekt aften.