Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bruce stærkere end før

Populær
Updated
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før
Bruce stærkere end før

Trods en svag plade og kræft i tungen hos forsangeren leverede Iron Maiden et brag af en koncert, da de indtog Boxen i Herning i går aftes.

Kunstner
Spillested
Dato
21-06-2016
Trackliste
1. If Eternity Should Fail
2. Speed of Light
3. Children of the Damned
4. Tears of a Clown
5. The Red and the Black
6. The Trooper
7. Powerslave
8. Death or Glory
9. The Book of Souls
10. Hallowed Be Thy Name
11. Fear of the Dark
12. Iron Maiden

13. The Number of the Beast
14. Blood Brothers
15. Wasted Years
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Bruce Dickinson blev ved juletid 2014, ganske få måneder efter deres koncert på Copenhell, undersøgt af sin læge og fik konstateret kræft i tungen. Et chok gik gennem musikverdenen. En af de helt store sangere i et af de største bands får kræft i tungen af alle steder. Heldigvis reagerede Bruce Dickinson godt på behandlingen, og i februar måned sidste år kunne Iron Maiden selv melde ud, at det gik godt med deres forsanger. I maj måned 2015 skrev de så, at efter en MR-scanning var Bruce Dickinson fri for kræft. Alle var glade, og bandet kunne fortsætte indspilningen af deres næste plade. Pladen fik titlen 'The Book of Souls' og den var vi ikke ubetinget glade for på redaktionen, som man nok kan fornemme på vores anmeldelse af samme.

Parret med oplevelsen af Iron Maiden de senere år på dansk muld, bl.a. deres optræden på Roskilde Festival i 2011, hvor vi har oplevet et band, der flere gange har kørt lidt for meget på autopilot, var vi en anelse skeptiske, før vi indtog Jyske Bank Boxen tirsdag aften. For hvordan ville det nu lyde? Rygterne ville godt nok, at hans stemme ikke var blevet dårligere trods sygdomsforløbet.

Rygterne talte sandt. Bruce Dickinson fløj bogstaveligt talt tværs over scenen i vanligt manisk tempo, sang, som gjaldt det livet, og leverede et brag af et show på alle fronter. Tidligere har forsangeren ofte været klædt ud i diverse underlige kostumer og bukser, der lignede noget fra et karneval i Sydamerika. I aften i Herning havde han bare et par arbejdsbukser og en hættetrøje på. Godt nok tog han en maske på en under enkelt sang og selvfølgelig den britiske kampuniform til 'The Trooper', men derudover var det hans stemme og energi, der skulle bære. Det holdt fint. Og han kan stadig huske, da de spillede på en parkeringsplads i Horsens i 2008.

De nye numre blev også leveret i en sådan grad, at de føltes langt bedre til koncert, end de gør på plade. De spillede hele seks numre fra den nye plade og krydrede oplevelsen med ni udødelige klassikere. Det fungerede faktisk virkelig godt. De nye numre var lange, og guitarerne legede i adskillige minutter, hvor det på plade til tider lyder kedeligt, men i Jyske Bank Boxen var de instrumentale passager kærkomne og fungerede og løftede stemningen. Her var specielt Adrian Smith og Dave Murray i legehumør denne aften, hvor de lod guitarerne synge bedre, end denne anmelder har hørt dem i en del år på dansk jord. Deres respektive soli skar rent igennem denne aften og fremstod fantastisk flotte. Janick Gers er sit sædvanlige kapitel for sig selv. Han står og strækker ud henover monitorerne i højre side af scenen og laver sine udskejelser, der ildner publikum op. Alt i alt en virkelig god indsats af strengespillerne denne aften under de nye numre.

Det er dog klart, at brølet var større, når bagtæppet blev ændret til 'The Trooper' eller da guitarstrengene slog tonerne an til 'Hallowed Be Thy Name' og 'Fear of the Dark'. Klassikerne er udødelige, og de trofaste fans leverede energien tilbage til scenekanten. Nuvel, der kunne have været klemt flere publikummer ind i salen, men dem, der var der, gjorde alt, hvad de kunne for at give Iron Maiden det medspil, de havde brug for. Der var fællessang alle de forventede steder, og stemningen var i top. Ikke mindst da maskotten Eddie gik sig en tur på scenen, eller når dennes hoved blev pustet op bagved og eksploderede i fyrværkeri. Det teatralske har Iron Maiden naturligvis stadig intakt 40 år inde i karrieren.

Under ekstranumrene, der heldigvis kom uden nogen egentlig pause, var det 'The Number of the Beast' der lagde ud, og så nærmede Jyske Bank Boxen sig kogepunktet. Bruce Dickinson satte trumf på, da han fik anerkendt udfordringerne med bl.a. skyderiet på natklubben i Orlando for nylig og derefter satte i 'Blood Brothers', der var eneste sang fra den glimrende plade 'Brave New World' denne aften. Hele koncerten blev lukket ned med 'Wasted Years', og så kunne Nicko McBrain ellers kaste trommeskind og trommestikker ud til publikum, mens Steve Harris og guitaristerne afmonterede sig deres svedarmbånd ud over samme.

Koncerten var helt i top. De nye numrede fungerede klart bedre her, end de gør på plade, og de gamle klassikere blev selvfølgelig leveret med usvigelig sikkerhed, mens Bruce Dickinsons vigør bandt det hele sammen. Vi kvitterer derfor med topkarakter og glæder os over en af de bedste koncerter med Iron Maiden i mange år på dansk jord. Lydforholdene var ikke optimale alle steder i Jyske Bank Boxen. Denne anmelder stod helt oppe foran og bemærkede ikke, at det skulle være slemt, så vi slap for den akustiske slagside, der var andre steder pga. lydtrykket. For højt, det spillede de!

Som opvarmning havde Iron Maiden taget svenske Ghost med. De spillede i cirka 45 minutter og havde nogle af de store sange med fra deres seneste plade, deriblandt 'Cirice' og 'From the Pinnacle to the Pit'. Der blev også plads til sange som 'Ritual' og 'Prime Mover', der ikke rigtig rykkede så godt, som hvis de havde inkluderet 'He Is' eller 'Secular Haze', der glimrede ved deres fravær. Papa Emeritus III skvattede i et hul på scenen undervejs, men der skete heldigvis ikke noget, og han kunne efterfølgende selv grine af det. Men det teatralske show og den megen snak før det afsluttende 'Monstrance Clock' var mere end godt er, og det trak lidt ned i den samlede bedømmelse. Vi har bestemt set Ghost bedre. Som opvarmningsband fungerer det ikke helt for de svenske spøgelser.