SRF ‘17: Solskinsramt kyndelmisse
Populær
Alle Copenhell-gæster opfordres til at se Candlemass. Deres show på svensk grund var fængende, dystert og veludført – en oplevelse, ingen metalelsker må snyde sig selv for.
2. The Well of Souls
3. Codex Gigas
4. At the Gallows End
5. Samarithan
6. Marche Funebre (bånd)
7. Dark Are the Veils of Death
8. Mourners Lament
9. Bewitched
10. Black Candles (bånd)
11. Mirror Mirror
12. Dark Reflections
13. Crystal Ball
14. Solitude
De er blandt de bedst sælgende kunstnere i Sveriges historie, og med udgivelsen af deres debutalbum ‘Epicus Doomicus Metallicus’ fra 1986 blev de fædrene og navngiverne af episk doom metal. Alligevel har Candlemass ikke altid ramt rigtigt hverken i deres album eller liveshows, men heldigvis har de holdt standarden, siden Devilution sidst så dem på Metal Magic Festival for to år siden – eller i hvert fald så godt som.
I Fredericia gav de en af festivalens bedste koncerter nogensinde, men det var imidlertid ikke tilfældet på årets Sweden Rock. Forklaringen ligger dog i, at bandet spillede midt på dagen, og ikke i deres egen indsats, for den var ganske imponerende; trods manglende mørke formåede Candlemass at inddrage publikum i deres univers og tryllebinde alle med deres tunge, depressive og dystre toner.
Det er en bedrift i sig selv på en dag med 25 plusgrader og bagende sol, og det understreger ikke mindst vigtigheden af musikernes indlevelse og fremtrædende æstetik under koncerter; Rock Stage var fyldt med gravsten og kirkegårdsudsmykning omkring trommesættet, Mats Levéns mikrofon var et stort, sortpoleret og gotisk metalkors, hele bandet var iført sort tøj, og ved alle passende lejligheder blev der også fyret op for ild. Med en veludført og strømlinet æstetik kan man komme rigtig, rigtig langt og overvinde samtlige givne logistiske rammer.
Candlemass’ generelle præstation var også en af de bedre – og var uden deres fremtrædende æstetik nok heller ikke nået helt så højt op. Men alt gik alligevel op i en højere enhed. Bandets optræden matchede musikken og var hverken for nedtonet eller for overdrevet på noget tidspunkt. Instrumentalisterne leverede et solidt produkt, der, festivalomstændighederne taget i betragtning, var uhyre tæt på albumkvalitet, de havde en tilpas mængde publikumskontakt og lod ellers fokus hvilke på Mats Levén, som man skulle tro havde været med bandet siden dets spæde start. Han imiterede samtlige tidligere forsangeres udtryk til perfektion; særligt ‘Bewitched’ fra Candlemass’ gennembrudsalbum ‘Nightfall’, som mange anser for at være deres absolutte mesterværk, skinnede klart igennem, som var vi stadig 1987, og det var lykkedes Leif Edling at overtale Messiah Marcolin til at blive i bandet.
Dem kan man godt glæde sig til på Copenhell.