Chillet skull fuck
Populær
Legendariske Repulsion spillede hele deres legendariske dødsmetalperle 'Horrified' plus et Motörhead-cover. Hvad mere har man brug for?
Eaten Alive
Acid Bath
Slaughter of the Innocent
Decomposed
Radiation Sickness
Splattered Cadavers
Festering Boils
Pestilent Decay
Crematorium
Driven to Insanity
Six Feet Under
Bodily Dismemberment
Repulsion
The Lurking Fear
Black Breath
The Hammer (Motörhead cover)
Maggots in Your Coffin
Horrified
Pladecoveret til Repulsions eneste fuldlængde til dato, ’Horrified’ (1989) var et, der hjemsøgte undertegnede, da jeg var knægt. Ikke fordi det mumificerede skeletansigt ligefrem gjorde en ræd. No way, Jose. Det var man alligevel for stor en fan af øksemorderen Jason Voorhees og kultlederen Charles Manson til. Men i al sin simple suverænitet bed coveret sig kort og godt fat i ens underbevidsthed. Om det var, fordi man som 10-årig var så stor en fan af horror generelt, at man havde en latent lyst til at snave og kæle med de levende døde, skal heldigvis forblive usagt. Kærlighedsforholdet mellem lige præcis dette fordærvede kranie og knægten i en kommer man dog ikke uden om.
Selvom der gik flere år, før man rent faktisk fik taget mod til sig og inviteret pladen med hjem til sit drengeværelse, var det derfor en befrielse endelig at få set Repulsion live og dermed få taget også denne side af ens mødom. Hvorfor man ikke fik den taget, da bandet var forbi Pumpehuset i 2013, husker man ærligt talt ikke, men har det dengang været bare halvt så godt, som det var denne tidlige fredag aften på Roadburn Festivals Main Stage, har det i hvert fald været pokkers godt. Ikke blot er ’Horrified’ stadigvæk en pokkers solid udgivelse inden for dødsmetal og grindcore, det er også en af de sjældne plader, der fortsat bliver ved med at gro en smule, hver gang man hører den. Lee Dorrian fra hedengangne Cathedral og aktuelle With The Dead har det sikkert på samme måde, eftersom det var ham, der havde inviteret Repulsion til at spille på Roadburn som en del af sit kuraterde program Rituals for the Blind Dead.
Om Dorrian var klar over, at Scott Carlson og co. ville spille hele skullsvineriet fra start til slut, fortæller historien ikke noget om, men det har han sikkert været. Carlson og Dorrian har trods alt spillet sammen i både førnævnte Cathedral og Septic Tank, så insiderviden har ikke været utænkelig. Lige så stramt indspillet en plade ’Horrified’ er, lige så behageligt chillet var bandets tilgang til deres eget materiale i liveregi her mere end et kvart århundrede efter albummets indspilning. Der blev hyggesnakket til publikum mellem numrene, sendt flere dedikationer til Herbert ’Re-Animator’ West, som angiveligt har været en ikke ubetydelig kilde til inspiration for bandet, og fortalt anekdoter, blandt andet om dengang flere af pladens numre blev skrevet i Chuck Schuldiners køkken, mens guitaristen selv var på job på Taco Bell.
Godt nok får det altid en til at spekulere en smule, når det ene covernummer, der finder vej til sætlisten, også står tilbage som det bedste nummer for aftenen. Men sådan er der så meget. Og når covernummeret nu engang er ’The Hammer’ med Motörhead, er der jo ikke så meget at rafle om. Repulsion var fucking suveræne. Og nåja, lyden var eminent. Det samme var publikum. Taknemmelige og fucking eminente.