Copenhell 2015: Med spøgelsestoget til endestationen
Populær
Det klædte Ghost at være hovednavn og få spilletid i mørket efter midnat.
From the Pinnacle to the Pit
Ritual
Prime Mover
Majesty
Con Clavi Con Dio
Death Knell
Cirice
Stand by Him
Elizabeth
Satan Prayer
Year Zero
Absolution
---
If You Have Ghosts
Monstrance Clock
Der har været sagt og skrevet meget om Ghost. Bandet har haft en kometkarierre siden begyndelsen i 2008 og er blevet verdenskendt for især deres sataniske ikonografi og ditto tekster – været med Metallica på turne og det hele... Men i hele satanhalløjet, og måske også succesen, ligger kimen til kritikken fra visse dele af metalmiljøet, for handler det om Satan, ja, så bør musikken også kradse grundigt i ørerne.
Og det gør Ghost ikke. Skal man kalde det heavy, skal man skrue forventningerne tilbage i tid til halvfjerdserne, og er man i gang med tidsmaskinen, kan man lige så godt gå hele vejen og kalde Ghost for chok-rock. Måske er det en forudsætning for en god oplevelse af Ghost at afstemme genreforventningerne til det svenske orkester, for gør man dét uden at at løbe skrigende væk, så er der virkelig mange sange, der er temmelig godt skruet sammen. Og sammen med det sataniske cirkus, de står for, bliver det en ret vellykket og stemningsfuld omgang.
Da Ghost sidst gæstede festivalen (og det var i 2013) havde de fået en eftermiddagsplads i solskinnet, hvilket tog toppen af bøhmandagtigheden, og det samme kan man sige om orkestrets opvarmningstjanser for Metallica, der heller ikke helt kunne sælge Ghost-visionen (det kan man i øvrigt sige om snart sagt alle bands, der kommer igennem Metallica-maskinen, men det er en helt anden snak). I år havde de fået tiden efter midnat og stod som lørdagens hovednavn. Dét klædte musikken og showet godt, da den musikalske underspillethed sammen med showdelen sikrede de optimale forhold til den snigende uhygge og den svenskerpop, der kendetegner Ghost.
Sangvalget var glimrende med størst fokus på første udgivelse 'Opus Eponymous', hvilket var et fornuftigt træk. Nye sange havde de også med til Copenhellpublikummet, og de lover godt for det kommende album, 'Meliora' (der udkommer til august), for det lød, som om dén udgivelse bliver deres mest metalliske.
Frontfænomenet Papa Emeritus III er den tredje inkarnation af figuren. Man kan gætte på, om han er den samme, eller om de rent faktisk skifter sanger for hver plade, men mon ikke det er det første, der er tilfældet? Men i hvert fald var han/den/det ikke helt så vokalt skarp som tidligere. Lyden var til at begynde med for lav, men stemmen virkede lidt fjern, selv da der blev skruet op.
The Nameless Ghouls – dvs. musikerne – havde fået nyt outfit med djævlemasker i stedet for deres tidligere kutter. Forståeligt, at de vil forny cirkuset, men det var nok de masker, der virkede dårligst. Men en detalje er det blot, for alt i alt var det en god og storladen afslutning på Helviti på Copenhell.