Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?

Populær
Updated
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?
Copenhell '17: Havde det været bedre at aflyse?

Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.

Dato
22-06-2017
Koncertarrangør
Karakter
2

Det er problematisk, når både ens forsanger og trommeslager pludselig må springe fra en igangværende tour. Det er ikke mindre problematisk, når erstatningsforsangerne samtidig har problemer med mikrofonen. Den primære erstatning var Architects-forsanger Sam Carter, der ellers er en særdeles kompetent erstatning for Keith Buckley, der var taget tilbage til staterne på grund af et familie-anliggende. Et skidt udgangspunkt, men med hjælp fra Carter burde de tilbageværende medlemmer af Every Time I Die som minimum kunne spille en arbejdssejr hjem.

Klokken halv fire kunne Jordan Buckley byde velkommen til et noget skuffende fremmøde. Publikum stod spredt i små klynger foran Pandæmonium-scenen, og selvom flere kom til, da Devildriver gik af, opstod der aldrig det magiske koncertøjeblik, der ellers var potentiale for. Den mere end solide koncert, der er en opvisning i velspillet metal-/hardcore, og som bandet vel at mærke har leveret før på Copenhell. I 2013, hvor kvintetten spillede en opfriskende koncert i silende regn.

Den store forskel fra den gang var Keith Buckleys fravær. Energien i bandets kompositioner kom sjældent ud over scenekanten. Bandet forsøgte, men uden en forsanger, der for alvor kunne rive barriererne ned, var det nærmest håbløst. Sam Carter gjorde sit, men det var tydeligt, at han ikke kendte bandets numre godt nok. Andet kunne næsten ikke forventes. Det var en lappeløsning, der hang i flager på samme måde som lyrikken, der var tapet fast til scenegulvet. Carter forsøgte. Det samme gjorde hjemlige Dan Christensen fra Sons of Death Vally, der blev udvalgt blandt publikum til at synge med på ‘Thirst’. Danskerens indslag var livligt, men symptomatisk for resten af koncerten kunne vokalen ikke høres på halvdelen af nummeret.

Ikke nok med at Every Time I Die måtte spille uden deres normale sanger, vokalen var også justeret helt skævt i lydbilledet. Al ren vokal druknede i vind, vejr og dårlige indstillinger. Selv den rå vokal havde det med at være uhørlig. Desværre, for det var tydeligt, at amerikanerne gerne ville spille en overbevisende koncert. Frustrationerne emmede ud af Jordan Buckley, der gang på gang forsøgte at tale publikum i gang. Det lykkedes næsten. Moshen blev startet, og der blev crowdsurfet, men publikum havde det med at finde tilbage til stilstående observation efter kort tid.

Every Time I Die havde fortjent bedre. Publikum på Copenhell havde fortjent bedre. Og det store spørgsmål er nok, om alle ikke havde været bedre tjent med, at kvintetten havde aflyst koncerten? Bandet forsøgte alt, de kunne, men havde alle odds imod sig. Det var en umulig kamp, og resultatet blev derefter. Efter lidt over 30 minutter gik de af scenen. Sansynligvis lige så skuffede som store dele af publikum.