Copenhell '17: På toppen af proggen
Populær
Retro-rocken blev lagt på hylden, og drømmen om en tilbagevenden til det gamle Opeth fik lov at leve videre.
2. Ghost Of Perdition
3. Cusp Of Eternity
4. Heir Apparent
5. Era
6. Deliverance
Opeth har alle dage haft en tendens til at skille vandene. Dels på grund af de ændringer, Mikael Åkerfeldt og hans evigt skiftende allierede har lavet i løbet af karrieren, men også live, hvor de normalt tager sig lang tid til at grave ned i diskografiens gemmer, medmindre de er hyret ind til et festival-job på begrænset spilletid. Således blev vi denne aften givet blot en times blandede bolsjer på Hades, inden Slayer havde fået æren af at lukke hovedscenen. Når man råder over et katalog, hvor langt den overvejende del strækker sig til omkring timinutters-mærket, sætter det unægteligt sine begrænsninger, og det kan så bruges på forskellig vis.
'So, we´re at Copenhell, warming up for Slayer...' og en slet irritation fornemmes over fortsat at være konsolideret i den metalliske fanbase, hvis ikke over at skulle varme op for et band fra et helt andet ståsted end dem selv. Ikke desto mindre blev vi denne aften spist af med det absolut tungeste sæt, Opeth har leveret på dansk jord siden Roskilde ´06. På trods af at halvdelen af sættet var fra de senere, mere prog-rockede album, var det netop de hårdeste skæringer derfra, der var plukket ud, og Åkerfeldts stemme, som ellers på det seneste har været lettere udfordret live, ramte spot on på alt fra de høje harmonier til de dybe brøl.
Det kan godt være, at det storslåede element, som man typisk finder i de mere melankolske dele af deres repertoire, blev overset, og derudover var det også lidt af en klimaforandring at gå fra sidst at se dem i DR Koncerthusets nok så fine kulisser til at stå foran den andenstørste scene på Copenhell med blot et lille banner bag tønderne til at indikere, hvem det egentlig var, vi havde i vente.
Efter det doomede titelnummer fra 'Sorceress' fik vi den hidsige 'Ghost Of Perdition', hvor Martin Mendez for en sjælden gangs skyld markerede sig som den ferme bassist, han nu engang er. I det hele taget synd, når han er så legesyg på plade, at han trækker sig så meget tilbage på scenen, men så var det omvendt dét mere livsbekræftende at se hans indre Jaco Pastorius folde sig ud. 'Cusp of Eternity' blev startskuddet til den obligatoriske Copenhell-crowdsurfing, der til gengæld holdt resten af sættet ud, og efterfølgende fik vi 'Heir Apparent', som fortsat står blandt de mest aggressive indslag i Opeth-kataloget.
At Joakim Svalberg, som først overtog tangenterne i 2011, tilføjer sit eget touch til de ældre numre bidrager kun til at folde lydbilledet mere ud, og derudover ligner han jo også personificeringen af Yes anno 1976, et værdigt bidrag til Opeths progressive autenticitet.
Åkerfeldt underspiller denne aften de sædvanlige forstyrrede jokes og fokuserer mere på musikken, fornuftigt nok, spilletiden taget i betragtning, men afslutningsvis bliver vi dog introduceret til titelnummeret fra 'Deliverance'. Ironien træder tydeligt frem, da han omtaler denne plade som deres mesterværk, og det er da også svært at se mange ligheder mellem deres lyd i 2002 og frem til nu. Dét til trods leverer de fortsat alt til punkt og prikke, især når Åkerfeldts stemme er på toppen som her, og outroen er som altid en rendyrket perfektionistisk magtpræstation.
Opeth vil aldrig hvile på laurbærrene, og det kan man så mene om, hvad man vil. Foran Hades var der dog næppe nogen, der betvivlede, at de stadig føler metallen i årerne, uanset at deres nyudgivelser taler et helt andet sprog. Så må tiden vise, om de leverer et rendyrket balladesæt næste gang, bare for at være på tværs. Det skulle jo nødig blive for forudsigeligt ...