Copenhell 2015: Livsbekræftende lidelser Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ed/b7/77/-MG-2537-copy-14-1434994182.jpg
22. Juni 2015    

Metallens transkønnede heltinde strålede af sejr over sindets dæmoner. Mina Caputo og Life of Agony spillede med sublimt overskud det meste af deres suveræne debutplade 'River Runs Red', men vokalen var gennemgående for lav.

Dato
18-06-2015
Trackliste
1. Plexiglass Gate (intro)
2. River Runs Red
3. This Time
4. Bad Seed
5. Love to Let You Down
6. Method of Groove
7. Lost at 22
8. Weeds
9. I Regret
10. My Eyes
11. Through and Through
12. Underground
Koncertarrangør
Karakter
4

 

”Der står fire gutter herude, som er totalt klar på at spille de fede numre, de lavede for 20 år siden.”

Det var lidt af en svipser, konferencier Carsten Holm fra DR fyrede af, da han skulle introducere festivalens første navn på den mellemstore Hades-scene. Der var sikkert lidt nerver på hos den sympatiske Holm, så hvad fa'en, bemærkningen blev taget med et smil, imens tre af de omtalte gutter trådte ind på scenen.

Og de er ikke bare hvem som helst, de tre herrer fra New York.

Trommeslager Sal Abruscato sad bag trommerne på Type O Negatives første plader – og før det i præ-Type O Negative-bandet Repulsion. Guitarist Joey Z spillede sammen med Peter Steele i Carnivore. Og bassist Alan Robert er manden, der primært har skrevet al musikken. Altså den musik, der ikke længere spilles af fire gutter.

Efter de tre musikere tungt havde slået tonen an med en instrumental version af ’Plexiglass Gate’ som intro, kom hun med rolige skridt, men med et rovdyrs selvsikkerhed ind på scenen.

Hende, der stadig har Keith Caputos sangstemme, men siden 2011 har kaldt sig Mina. Klapsalverne var store fra publikum, der i den grad var tændte på at opleve Life of Agonys originale line-up spille stort hele deres klassiske debutplade ’River Runs Red’ fra 1993.

Titelnummret åbnede festen. ”I got the razor at my wrist / 'cause I can't resist”, lød det fra metallens transkønnede heltinde, der symbolsk trykkede to fingre af som en pistol under hagen midt i nummeret.

Life of Agonys tekster har alle dage været lige så deprimerende som deres bandnavn. Med Abruscatos tunge trommeslag og de massive guitariffs tilsat Caputos dengang 21-årige og helt originale stemme var Life af Agony på vej mod stjernestatus midt i 90’erne. Så langt kom kvartetten aldrig. New Yorker-gruppen brød sammen efter få år.

Hvem ved. Måske var lyrikkens lidelser slet ikke så verdensfjerne fra virkeligheden.

”It's much easier to change me than it is to change them all/ Things I should have said and things that I regret/ Need to shed all my skin and start again”, synger frontkvinden på ’Ugly’s ’I Regret’ fra 1995.

Men selvom der ikke er noget at smile af i Life of Agonys univers, så var de 60 minutter på Hades en livsbekræftende oplevelse. Mina Caputo strålede af sejr over sindets dæmoner. Det betød absolut intet for hverken musikken eller gruppens udtryk, at frontfiguren er gået fra t-shirt til pink bh under en gennemsigtig striktrøje.

Kvartetten har genfundet sig selv og spillede med samme pondus som i 90’erne. At Mina Caputo har rundet de 41 år, var heller ikke til at mærke. Men ild i røven som en teenager var den hun over alt på den scene eller helt i hovedet på publikum, når turen gik ned foran scenehegnet. Hold kæft en energi!

Desværre var vokalen for lav i lydmixet, så ordene af og til gik tabt. Pokkers ærgerligt. For vi fik dem alle sammen. Fuldstændig som de skulle lyde. Debutens åbner ’This Time’, den bulldozertunge ’My Eyes’, moshpit-hittet ’Through and Through’ og den sublime ’Underground’, der satte punktum for en time i selskab med Mina og gutterne.

Én ting havde Carsten Holm da trods alt ret i. Life of Agony var totalt klar til at spille alle deres gamle fede numre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her