Aarhus, this is Sparta!
Populær
Devin Townsend var lidt bange for aarhusianerne og lidt syg, og teknikken drillede også. Men det blev alligevel en forrygende aften med canadieren på Voxhall.
2. Night
3. Stormbending
4. Failure
5. Hyperdrive
6. Where We Belong
7. Planet of the Apes
8. Ziltoid Goes Home
9. Suicide
10. Supercrush!
11. March of the Poozers
12. Kingdom
13. Ih-Ah!
14. Higher
Voxhall onsdag aften var fyldt allerede fra start, da norske Leprous åbnede ballet for det, der skulle blive en aften i det progressive hjørne. Fremmødet var så godt, at det faktisk overraskede en garvet anmelder, der ellers ikke er så nem at imponere. Måske undervurderede jeg Leprous' evne til at trække folket til, for festen var i gang fra start, og Leprous leverede varen. De er mere og andet end blot Ihsahns husorkester, når denne tager på turné, og det beviste de fredag aften.
Derefter var det Between the Buried and Me, der med deres noget anderledes og afvekslende jazzede progressive metal gjorde en noget anden figur. Her var publikum knap så intenst involveret, men salen blev ikke forladt til fordel for baren i en sådan grad, at det blev pinligt. Deres musik er bare noget anderledes og kræver absolut, at man er til den virkelig progressive metal.
Hovedretten med Devin Townsend Project satte dog begge opvarmningsbands til vægs fra første strofe. Med det samme var der gang i publikum, og der var klap og brøl på første sang. Salen var fyldt, og sveden haglede fra både Devins skaldede isse, publikums pander og armhuler, og væggene drev. Der var varmt på Voxhall denne aften!
Nuvel, teknikken drillede lidt i de første numre og på 'Stormbending', som ellers blev leveret ganske flot. Devin Townsend måtte træde lidt vande, mens folkene arbejde i kulissen med at få detaljerne på plads.
Da først teknikken var med, satte det pompøse tog ellers i gang, og med damp og sved buldrede den storladne musik ellers ud af anlægget. Devin er Devin. Selvironisk og velartikuleret. Tager aldrig sig selv for seriøst og topper det med et øre for melodi, der er ganske få forundt. En sand kunstner.
'Supercrush' fik ikke overraskende en varm velkomst, og der var dømt gruppeknus til 'Kingdom', der selvfølgelig var nogle af højdepunkterne denne aften.
Med Devin Townsend får man dog mere og andet end bare musikken. Hans smalltalk mellem numrene er på et anstændigt niveau, der gør det til mere og andet end bare snak. Også selvom anekdoten om, at han efter 10 år omsider har fået ryddet op i sin garage, i sig selv er banal, så serverer han den med tilpas humor og selvfornedrelse til, at det er svært ikke at hoppe med på hans positive tilgang til verden.
For han er hudløst ærlig og var ikke bleg for at indrømme, at hans til tider overstadige fremtoning også til dels skyldes, at han faktisk er bange for publikum. Det ved han og vi jo godt, at han ikke behøver være, men hans håndtering af de tekniske udfordringer, der virkelig var i småtingsafdelingen, vidner om en kunstner, der tager sit fag meget seriøst.
Så mens han fik lært at udtale Aarhus korrekt og mente, at tonationen var så tilpas dyster, at det måtte være en forstad til Sparta, så rullede han også let over i den akustiske 'Ih, Ah', der sammen med 'Higher' var de to sidste numre på denne aften med 100 minutters velleveret metal fra Devin Townsend og resten af projektet.
Når Voxhall så er pakket med dedikerede fans, er det svært ikke at gå derfra med et smil på læben. Det her var en af de aftener, der gjorde det hele værd.