Death Metal Forever
Populær
Death Metal derudad. Dawn of Demise skuffer aldrig. Heller ikke i Huset fredag aften.
2. Rejoice in Vengeance
3. Hate Takes Its Form
4. Degrading the Worthless
5. The Process of Killing
6. He Rises Again
7. Bludgeon
8. Deride the Wretch
9. Reap the Suffering
10. Extinction Seems Imminent
11. Beyond Murder
12. Ridden with Disgust
13. Juggernaut
14... And Blood Will Flow
Det er nok ikke videnskabeligt bevist. Det behøver det heller ikke at blive. De fleste kan sikkert nikke genkendende til det. Når alkoholen kommer i blodet, stiger trangen til metalkoncerter.
Egentlig var fredagen reserveret til firmabowling og fri bar. Det blev eftermiddagen såmænd også brugt flittigt på.
Men middagen og efterfesten fik fingeren, da en gammel ven lokkede med Dawn of Demise i Huset. Det var konteksten.
Frem til teksten. Firmafest eller fredagsslik kommer aldrig til at konkurrere imod dødsmetal. I hvert fald ikke mod den slags, der kommer fra Silkeborg.
Dawn of Demise fejler aldrig. Det er snarere et spørgsmål om, hvor gode de er den pågældende aften. I ligningen måske hvor fulde de er. Eller hvor de er. Det joviale jyske image får jo gerne en tand mere i hovedstaden.
Jysk dødsmetal på udebane kommer aldrig uden attituden. Eller festen. Om det er så Dawn of Demise, Illdisposed eller Hatesphere. De tre største navne vest for Storebælt, som ofte tager turen øst på.
Vi har næppe anmeldt andre bands så mange gange end de her tre senior-grupper. Nye vise ord er efterhånden svære at vride ud. Det skal de måske heller ikke her, hvor metal ånder i sin reneste form.
Enhver kliché om heavy metal kommer til udtryk. Netop derfor vi her på redaktionen igennem årene står foran dem igen og igen. Det samme gør publikum. Huset kunne melde udsolgt.
Klichéerne holder liv i oprindelsen. Det handler egentlig ikke om noget som helst. Andet end at være til stede og væk fra hvad som helst. Det er et tempel uden krav. Du skal hverken søge eller finde svar. Sanserne skal bare være klar til at lade det rationelle slå fra. For det giver ingen større mening i en verden, der har travlt med at forstå, fordømme og forklare.
For artsfællerne kommer logikken blot ved bare at stå i flokken og vælte rundt i hinanden. Råbe fordrukne udsagn tilbage til ham på midten af scenen, der ikke skjuler formerne opnået ved en maskulin diæt, men står i bar overkrop og nok en aften i sit liv står og siger ”Hva’ så møjerfuckers?’ imellem de mange monsternumre, hvor han svinger det lange hår og brøler dybt i mikrofonen.
Omgivet af fire kompetente såvel som koncentrerede musikere, der forener og former et massivt angreb af toner. Tæskehurtige som tunge. Skudt af sted fra nogle af de bedste.
For det er Dawn of Demise. Især når debutens nyklassikere i det danske metalkatalog kommer. Titelnummeret ’Hates Takes Its Form’ og ’Beyond Murder’ – sidstnævnte er verdensklasse.
Det kan man så ikke helt kalde det nye kuld af kompositioner, der kom tre af. Kreativiteten går op og ned. Det kommer ingen uden om. Det kendetegner måske især de tre omtalte jyske grupper. Men det kommer sjældent en hel koncert med dem ved.
Vi kender dem altid, når karrierens klenodier gasses op og kører folk ned. Efterlader koncerter som trafikuheld, der aldrig er kedelige at være i. Nogle med et større brag end andre.
Dawn of Demises koncert på Copenhell i 2014 forvoldte varige men på hukommelsen, der aldrig går over. Mindre kan gøre det. Mange af dem gør det. Men man var der.
For en befriende stund, hvor musikken styrede, og lysterne drog videre.