En kolossal lørdag
Populær
Vega lagde i weekenden hus til første udgave af post-rock/metal-festivalen A Colossal Weekend. Devilution var til stede om lørdagen, som blev en storslået rejse ind i et mægtigt, voldsomt og introvert musikunivers
Stilhed før stormen
Første band på plakaten lørdag var svenske pg.lost, som med flere anmelderroste udgivelser i bagagen har markeret sig som en af Nordens fineste post-rock aktører. Og det var derfor heller ikke overraskende, at Lille Vega allerede var helt pakket, da bandet dækket i røg og blid belysning tronede frem og begyndte første nænsomme opbygning mod de massive crescendoer. Et element i musikken, som uden tvivl har givet anledning til navnet på weekendens festival. For næppe har der tidligere været en begivenhed her til lands med så stor en forkærlighed for den lettere introverte og storladne post-rock/metal.
En genre, der ikke ligefrem inviterer til stor underholdning på scenen, men i stedet forsøger at drage lytteren ind i sit univers med indadvendte optrædener, hvor musikken vinder over alt andet. På trods af det var der god indlevelse hos det svenske band, som ikke rigtig formåede at levere nogen ørehængende stykker, men i stedet vandt på en skarpt leveret dosis af flotte melodier og eksplosive udladninger.
Ud over klipperne
Som weekendens med flere længder mest uptempo band indtog Solbrud scenen og satte straks i løb mod fjerne afkroge af det mørke sind med nådesløse blastbeasts og infernalske skrig fra forsanger og guitarist Ole Luk. En buldrende kontrast til den instrumentale post-rock fra pg.lost, som stadig rungende i baghovedet. Men skridt for skridt fik Solbrud vendt stemningen til deres fordel, og det virkede særdeles oplagt med vindmaskiner på scenen, som fik bandmedlemmernes lange lår til at ligne, at de stod på en klippetop og spredte et stort mørkt tæppe ud over land og rige.
En passende kulisse til bandet, som efter en smule dvale fornylig igen gav lyd fra sig med den veltitulerede nye single 'Besat af mørke'. Et nummer, der også blev spillet denne aften, og som vidner om, at Solbrud stadig har masser at byde på, om end showet måske manglede lidt af den mystik og trance-lignende atmosfære, som får deres soniske afstraffelser til at klaske hårdt mod ørerne med effekten fra en omgang både voldsom og behagelig massage.
På trip i loungen
Københavnske Late Night Venture satte solidt kog under Vegas mindre Loungescene øverst i huset, hvor et tætpakket publikum blev taget med på en rejse ind i bandets spacede stoner/doom, hvor stjernestræbende synthriffs udstikker kursen sammen med betontunge, ofte uimodståelige stonerriff, som er umulige ikke at nikke dybt med nakken til. Flere numre var instrumentale og præget af stille, indadvendte mellemspil, men det blev egentlig aldrig kedeligt, for der var både energi i indlevelsen og kompetence i fremførelsen hele vejen igennem.
Ingen af Devilutions udsendte havde nogen forudgående erfaring med bandet, men de formåede at vise rundt i deres univers på inciterende vis, så det er en rejse, vi meget gerne tager med på ved næste lejlighed.
Mørkt og monumentalt
Som et eftersøgningshold i en sammenstyrtet mineskakt listede texanerne i This Will Destroy You ind på den komplet mørklagte scene, som kun blev lyst op af bandets skarpe pandelamper.
Keyboardist og bassist Donovan Jones satte den indledende stemning med melankolske keyboard, og langsomt stemte resten af bandet i. This Will Destroy You gør sig i en særligt indadvendt og atmosfærisk form for post-metal, hvor der bestemt ikke hastes mod slutningen. Stort set alle numre var byget op omkring den samme formular, hvor helt sarte stemninger langsomt vinder mere og mere styrke, for til sidst at eksplodere i magtfulde crescendoer, hvor især trommeslager Alex Bhore får lov at vise blændende og trommespil. Som tidevand, der langsomt pibler frem og skyller ind over lytteren, for til sidst at opsluge alt under mægtige bølger. Voldsomt på sin helt egen måde. Det er musik, som kalder på store og uforklarlige følelser, og det var både storslået og stemningsfuldt at være vidne til bandets musikalitet og den heftige energi, som de vældige crescendoer blev leveret med.
Der blev ikke mælet et ord fra scenekanten før inden sidste nummer, hvor bandet sagde pænt tak for den fine modtagelse, og at de håbede, at der ikke igen ville gå otte år inden næste besøg. At dømme efter publikums reaktion var der vist mange, der kunne bruge en dosis snart igen.
Onde robotter på lur
Et andet af aftenens mere alternative indslag inden for post-metallen. Danske LLNN med deres 'Terminator'-inspirerede sci-fi metal, som netop har sikret bandet en kontrakt med det spændende berlinske selskab Pelagic Records. Fremtiden ser altså lys ud for bandet, selvom de om nogen forstår at male den sort og dyster.
Med udgangspunkt i den fremragende seneste udgivelse 'Loss' sørgede LLNN for at omdanne Vegas lounge-scene til et mørkt og klaustrofobisk rum med følelsen af at være omringet af en hær af hæmningsløse krigsrobotter, som forsanger og guitarist Christian Bonnesen må have set som sin opgave at holde væk fra os alle med sin desperate råbevokal. Det lykkedes til fulde at holde massakren fra døren og overbevise publikum om, at LLNN er kommet for at blive med deres tungere end livet-tilgang til musikken.
Lige ud af landevejen
De svenske veteraner, som tidligere i år imponerede vores anmelder med albummet 'Mariner', var endelig igen at finde på dansk jord. Men ikke for at promovere deres nye album. I stedet bestod sætlisten udelukkende af den 10 år gamle 'Somewhere Along the Highway', som af flere betragtes som gruppens fineste værk. I hvert fald var gensynsglæden stor i den stadig fyldte sal til festivalens sidste show. Også scenen var helt fyldt op med to trommeslagere, der spillede simultant og lagde en tyk bund til resten af musikken.
Rent stilistisk er Cult of Luna tæt beslægtet med de hedengangne Isis, med hvem de deler en forkærlighed for monumentale post-metal-numre, der både byder på slugdede riff, melodiske mellemstykker og gigantiske crescendoer, der tårner sig op som store bølger. Det hele efter den velkendte stilhed før stormen-formular. En skabelon, der virker ligetil, men som i virkeligheden kræver et stort overskud at få til at gå op i en højere enhed. Det mester Cult of Luna til fulde. Og de beviste de også på scenen, hvor især perler som 'Finland', 'Back to Chapel Town' og den lune 'Dim' foldede sig mægtigt ud og satte et fornemt punktum på en weekend i den kolossale musiks tegn.