En lukket boble med strøm på

Da støjrocktrioen Dinosaur Jr. for første gang i omtrent ni år i sidste uge lagde vejen forbi omegnen af København, fik man på sin vis lige præcis den koncert, man havde sat næsen op efter, og alligevel fik man i sidste ende langt fra nok. Som det var tilfældet både i Lille Vega sommeren 2007, hvor J. Mascis, Lou Barlow og Murph, bandets tre oprindelige medlemmer, dengang havde en dugfrisk og stærk genforeningsplade, 'Beyond', i ryggen, samt under deres forrige besøg i Danmark på Voxhall i Århus i 2013, er Dinosaur Jr. formentlig et af de bedst lydende, men samtidig mest umotiverende livebands overhovedet. 

Når Dinosaur Jr. giver koncerter, har de deres elektrificerede mulepose fyldt til randen med numre fra mere end 30 års suveræn indie-shoegazende præ-grunge rockvirke. De har et arsenal af slidstærke numre med sig i bagagen. At de ikke selv evner at leve sig ind i deres materiale, nyt som gammelt, er dog ikke så meget et mysterium for en, som det efterhånden er blevet et irritationsmoment. Kender man bare lidt til bandet, vil man vide, at deres historie melder om adskillige fejder mellem især Mascis og Barlow, og når det derudover angiveligt tages for givet, at ikke bare Mascis selv, men alle mennesker i bund og grund er depressive, som den ikoniske guitarist i et par nyere interview har givet udtryk for, er det måske no wonder, at bandet har den indstilling til at give koncerter, som de under deres energiforladte gigs synes at have.   

Selvom man i Amager Bio var frisk på forsøgsvis at lade bandets ofte anderledes opløftende rocknumre veje højere end deres slemt ukarismatiske og uoplagte liveoptrædener, havde man derfor gerne set bandet vise deres publikum en smule mere goodwill, end man denne aften rent faktisk blev mødt med. Som respons til Mascis' førnævnte perspektiv på mennesket som værende depressiv, kunne den vatpikkede lifecoach indvende: Er livsleden en universel faktor for de publikummer, Dinosaur Jr. optræder for, hvorfor da ikke forsøge at give det universelt depressive en friaften ved at skrue bare en anelse op for en form for udadvendthed? 

Men jo, fritidsskribenter, der kræver mere og andet, end bandet rent faktisk leverer, er formentlig ikke den løsning, der med tiden – forhåbentlig,  men desværre formentlig ikke – får blødt Mascis jovialt op på en scene. Og jo, det er selvfølgelig samtidig fuldstændig omsonst at tro på musikken og en udadvendt rockstjerne som svaret på den sjælelige kur, alle depressive venter på. I den forstand har Mascis fuldstændig ret: Why even bother?

Det er imidlertid her, Mascis burde kigge Neil Young endnu mere i kortene, end han i forvejen gør, og ikke lade inspirationen fra den store canadier stoppe ved guitarspillet, men også tage Youngs dedikation på en scene til sig. Neil Young behøver hverken indvillige sig i publikumskontakt eller være udadvendt for at vise, at det er på en scene, han hører hjemme. Når Neil Young står foran én, overgiver man sig. Mascis overgiver man sig ikke til. De forrige par gange, man har oplevet Mascis live, overgav man sig en smule mere, end man gjorde denne aften i Amager Bio, men ligesom den lyttende ven, der gradvist kun bliver mere utålmodig for hver nye depressive sten på vejen, der ak og ve må vendes, er man nu pludselig selv blevet så pisseutålmodig, at man i liveregi trænger til at opleve en ny side af Mascis.

Bortset fra dette: Lyden i Amager Bio var ramt lige i røven, hvilket ikke kun skyldes spillestedets generelt høje standard, men også bandets valg af niveauforskelle de høje instrumenter og den mere sagte vokal imellem. Sætlisten vekslede fint mellem gammelt og nyt materiale, Murph og Barlow leverede en stram rockbund, og publikum bifaldt den høje volumen i form af både onsdagsdruk, sved og moshpits. Skylden var selvfølgelig til dels også ens egen, når man stod kun få meter fra Mascis, en af den senere rockhistories absolut mere ikoniske rockguitarister, som man i halvanden time fik lov til at opleve kede sig igennem sit formidable guitarspil fra første parket. Havde de for faen bare formået at overbevise en, Dinosaur Jr, at de rent faktisk gerne ville være lige præcis der på scenen i Amager Bio og spille for aftenens danske publikum, ja, så kan det være, man havde taget noget andet og mere opløftende end et semidepressivt suk og et luftguitarpræget håndled med sig fra koncerten.