Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En passende mindesten

Populær
Updated
En passende mindesten

Venom Inc. med to tredjedele af det originale Venom-line-up leverede en absolut godkendt koncert mandag på Loppen. Men det var for sjældent, de rev hovedet af en.

Kunstner
Spillested
Dato
05-10-2015
Trackliste
Prime Evil
Die Hard
Don't Burn the Witch
Live Like an Angel (Die Like a Devil)
Buried Alive
Raise the Dead
One Thousand Days in Sodom
Warhead
Schizo
The Seven Gates of Hell
In Nomine Satanas
Bloodlust
Sons of Satan

Encore:
Welcome to Hell
Black Metal
Countess Bathory
Witching Hour
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Der plejede at være tre ting her i verden, som er sikre: skat, døden, og at Loppens koncerter ikke begynder før kl. 22. Nu gælder kun de to første, for Loppen åbnede denne mandag dørene kl. 19.00, mens første band, britiske Divine Chaos, gik på kl. 20.00. Det kalder jeg en historisk begivenhed i sig selv. Det er også glædeligt, når man har et arbejde, man skal forestille at passe dagen efter. Det er knap så glædeligt, når man den ene dag ikke rigtig får tjekket Facebook, hvor den tidlige start var annonceret af arrangørerne.

Det gik først op for mig forholdsvis sent, så Divine Chaos blev misset. Desværre har der også masser af guddommeligt transportkaos for mig denne aften, så jeg nåede ikke engang polske Vader.

Med bandleder, sanger og guitarist Piotr ”Peter” Wiwczarek (et kunstnernavn uden helt så meget schwung som hos medlemmerne i aftenens hovednavn) som eneste originale medlem og frontfigur skulle Vader have gjort det glimrende ifølge dem, der havde set det.  Ærgerligt, at man missede det.

Mere Venom end Venom?

Venom Inc.s line-up tæller 2/3 af det oprindelige Venom i form af guitaristen Mantas og trommeslageren Abaddon. Med sig har de Tony ”Demolition Man” Dolan, der dels var med i kult-NWOBHM-bandet Atomkraft, dels varetog vokal og bas i Venoms ’Prime Evil’-periode. Med andre ord: Venom Inc. er nærmest mere Venom end Venom, med mindre man mener, at Cronos er Venom. Det mener Venom Inc. ikke, men Mantas kom til at give ham bandnavnet. Begge lejre mener at have om ikke andet den moralske ret til bandnavnet. Hvad den juridiske ret angår, forestiller jeg mig, at Cronos har fat i den lange ende – eller også er der trods alt ikke så mange penge i navnet, at det er værd at gå i retssalen for. En fuld reunion er nok ikke nært forestående.

Især når man tænker på, hvor meget Cronos siden har svinet Abbadon til for kun at ville spille techno (nuvel, bandet Abaddons ene album retfærdiggør også en tilsvining eller 666) – ironisk nok var Abaddon den eneste, der var med hele vejen frem til genforeningen med ’Cast in Stone’ i 1997 (de to andre gik ud i perioder), og såmænd også den eneste, der gad at møde op til pressemøde og interviews, da Venom i sin tid blev genforenet. Når Cronos i de seneste år er blevet manden, pressen spørger om black metallens bulldozerpunkede barndom, glemmes de to andre i ligningen.

Men man kan ikke sige sig fri for, at Venom Inc. alligevel har en aura af at være deres eget tributeband. Ikke kun på grund af det manglende bandnavn, men også på grund af det kiksede ”Inc.” tilføjet bandnavnet. Ikke desto mindre forekommer det mig at være mere Venom end Cronos og hvem-han-nu-spiller-med (går nogen mon op i andre nuværende Venom-medlemmer end Cronos i dag?). I bund og grund kan man vel sige, at vinderne er Venoms fans, der har to versioner af bandet, man kan dyrke; to versioner, der vel at mærke begge har en vis legitimitet.

Og at høre de klassiske Venom-sange med 2/3 af det klassiske line-up og Dolan var så fristende, at det var umuligt at blive væk. Særligt med tanke på de liveoptagelser af bandet, der har floreret på internettet, hvor niveauet har været højt, og den medrivende sjuskede spillestil har været intakt og givet sangene det skud energi, som nyere Venom efter min mening har manglet på de sidste mange udgivelser. Det var ikke ligefrem på grund af glatte riffs og tvivlsomme forsøg på midttemposejtrækkeri, at Venom blev et af de bedste og mest indflydelsesrige metalbands. Heller ikke selvom bandet faktisk var eksperimenterende inden for deres egne rammer med deres tredje album ’At War with Satan’, der havde et ambitiøst, albumsidelangt nummer og på den måde så at sige grundlagde black metallens lyst til at eksperimentere – et ofte overset faktum.

Mellem godstog og legetøjstog

Klassisk Venom var det, vi kom efter, og klassisk Venom var, hvad vi fik. Men desværre blev det ikke helt det brag, man havde håbet på. Bandet lagde ud med ’Prime Evil’. Det er fedt, at de spiller noget fra det line-up. Det er også praktisk for bandet, for så har man ligesom det figenblad, man kan dække sig bag, når resten af sættet er fra Cronos-perioden. Det var fedt, at Abaddon kom ind og havde solbriller på, sådan en mandag aften i oktober på Loppen. Mantas’ tonede solbriller var knap så fede og vakte mindelser om amerikansk douchebagrock som Kid Rock og den slags, men okay, han kalder jo også sit band for M-pire of Evil, så det siger et eller andet om en periodevis labil dømmekraft. Bør man kritisere en musikers påklædning? Ja, fandeme. Når man spiller i Venom (Inc.), der også byggede karrieren på at være verdens mest rå band, så duer sådan noget ikke. Dolan, derimod, er karismatisk og sympatisk og laver en mere end habil Cronos-imitation, bortset fra at han modsat Cronos har taget konsekvensen af den vigende hårpragt og barberet sig skaldet.

Lyden var temmelig ringe i starten. Ikke ringe på den fede Venom-måde, men svag og uden punch. Igen: Man hører ikke Venom (Inc.) for deres sofistikerede subtilitet, man hører dem for at blive kørt over af et godstog. Uden styrke i lyden er det ikke helt det samme. Det føles mere som et legetøjstog. Fut-fut. De opfølgende klassikere ’Die Hard’ og ’Don’t Burn the Witch’ lider under samme problem, men får dog publikum mere op at køre, før der kommer rigtig gang i den under ’Live Like an Angel (Die Like a Devil)’, mens den fremragende ”ballade” ’Buried Alive’ sågar får publikum til at synge med. Som man kan se på sætlisten, er det ikke ligefrem, fordi der mangler klassikere (selvom jeg da personligt gerne havde hørt ’Manitou’ og undrede mig over fraværet af ’In League with Satan’).

Venom Inc.s problem synes at ligge i lyden, som savner kraft, selvom det bliver en del bedre, som aftenen skrider frem. Men det ligger også i bassen, som simpelthen ikke lyder beskidt og buldrende nok, og det er altså nødvendigt, hvis man vil have den fede Venom-lyd. De når ikke langt nok ud over de forreste rækker (og så mange rækker er der ikke på Loppen), og selvom det føles unfair at klandre aldrende herrer for at være gamle, så er energien ikke helt den samme, som man forestiller sig, den må have været, dengang Venom var verdens mest rå og onde band – der er udfald, hvor det hele lyder lidt træt, som da de jammer under ’Warhead’ og i små udfald i koncerten. Men på den anden side havde velmagtsdages-Venom ikke det bedste ry som liveband dengang. Til gengæld har de dengang som nu materialet til at hive sig selv op igen og smadre igennem, som under ’One Thousand Days in Sodom’ og især under ekstranumrene, der kan rive hovedet af de fleste og også gør det. Her er det, som om koncerten topper. Især under ’Witching Hour’, der stadig føles ekstrem i dag, også selvom Venom på det punkt er blevet overhalet af den revolution, de satte i gang.

En koncert som denne er en passende og mindesten over velmagtsdagene. Men det minder også én om, at når man skal ”Raise the Dead”, så er liget ikke nødvendigvis i samme stand som den krop, man lagde i graven.