En skuffende forestilling
Populær
For første gang siden turen med Deftones i 2010 gæstede Coheed and Cambria onsdag aften igen København. Det endte dog i ærgrelse og skuffelse over et ellers velspillende progressivt rockorkester.
A Favor House Atlantic
Goodnight, Fair Lady
Key Entity Extraction V: Sentry the Defiant
Key Entity Extraction III: Vic the Butcher
Key Entity Extraction IV: Evagria the Faithful
The Afterman
Here We Are Juggernaut
Dark Side of Me
In Keeping Secrets of Silent Earth: 3
Ekstranumre:
Key Entity Extraction I: Domino the Destitute
Welcome Home
De lokale drenge og lidt kuriøse vindere af sidste års Gaffa Pris for "Årets Danske Hardrock-Udgivelse" fra Siamese Fighting Fish stod for opvarmningen, og det gjorde de såmænd ganske udmærket. De spillede, hvad jeg ville kalde indiehårdrock. De flirter med hårdrocken a la Incubus på nippet til metal, og så er der tydelige (især rytmiske) inspirationer fra indierocken af i dag. Fremførelsen er tight, og Mirza Radonjica beherskede en god live-vokal. Det var ikke musik efter min smag, men Siamese Fighting Fish efterlod et positivt indtryk.
Det var desværre mere, end hvad man kunne sige om aftenens hovednavn, Coheed and Cambria, der ærlig talt var lidt af en skuffelse. Det startede ellers så godt med ’No World for Tomorrow’, hvor sanglærke og guitarist Claudio Sanchez havde sit store krøllede hår slået ud og væltede mystisk-energisk rundt på scenen, men så valgte han efter et par numre at sætte håret op, og med ét forsvandt mystikken og med den prog-rocken. Det hele blev pludselig en tand for stillestående og teenagepunket til min smag, og det forplantede sig også ud i det halvfyldte Amager Bio. Der kom først rigtig liv i kludene de desværre få gange, hvor bandet hev klassikere som ’In Keeping Secrets of Silent Earth: 3’, ’Domino The Destitute’ og selvfølgelig ’Welcome Home’ frem, og hvor Sanchez igen begyndte at udvise noget energi.
Der herskede imidlertid ingen tvivl om, at Coheed and Cambrias hårdkogte fans havde en fest denne aften. Der var konstant hænder i luften fra de forreste publikummer, masser af sing-along, og rørende var det, at en gut ikke langt fra mig græd under et af de afsluttende numre.
Det er på ingen måde for at pille ved disse menneskers glæde, men for en udenforstående var det en koncert på det absolut jævne – eller faktisk lidt under. Jeg havde forventet meget mere af et så velspillende band, for velspillende var de uden tvivl, men sættet var sat dårligt sammen. De lod progrocken forsvinde for hurtigt til fordel for ordinær amerikansk (teenage)punkrock, og det blev tungt for dem at trække den op, da de igen ville tilbage til proggen. Og på det tidspunkt havde de desværre mistet mig. Ærgerligt.