Fattige kedler
Populær
Påtaget storladent, svulstigt følelsesbombarderende og en håndfuld helt umuligt ringe sange. Baroness er ikke ligefrem blevet bedre med årene. Det var de heller ikke torsdag aften i sidste uge, hvor de besøgte Lille Vega.
2. March To The Sea
3. Morningstar
4. Shock Me
5. Board Up The House
6. Green Theme
7. Little Things
8. Iron Bell
9. If I Have To Wake Up/Fugue
10. Chlorine & Wine
11. Desperation Burns
12. Eula
13. The Gnashing
----------------------
14. Isak
15. Take My Bones Away
Første gang denne skribent var til koncert med Baroness på Stengade i vinteren 2008, havde de netop udgivet deres fremragende debutplade ’Red Album’ i løbet af efteråret forinden. Anden gang, man oplevede bandet fra Savannah, Georgia, var det kælderen på hedengangne The Rock, der i 2010 lagde rum til, og selv om der på pladefronten nu var en ny farve i diskografien i skikkelse af den såkaldte svære opfølger ’Blue Record’, så fulgte man stadig glædeligt med Baroness på deres tungmelodiske, nysgerrige musikalske rejse. Jeg mener, hvorfor skulle man dog ikke det? Især ’Red’, men også ’Blue’ markerede sig ved deres udgivelse som et par helt udmærkede, lette sludgeplader med et øre for også det progressive. Som en besynderlig konstellation af The Sword, Mastodon og Coheed and Cambria havde de fra begyndelsen en særegen tilgang til metalmusik i det hele taget, og man tog den til sig.
Selv da de stadig havde gode plader med i turneæsken, var man dog ikke specielt begejstret for bandet under liveforhold. Begge ovenstående gigs står i hukommelsen henholdsvis som ringe og som en velspillet, men også kedelig ligegyldighed. Ens syn på Baroness-koncerter blev der desuden ikke rådet bod på i 2012, hvor det var Roskilde Festivals tur til at få besøg af bandet. Tværtimod. Med dobbeltalbummet ’Yellow & Green’ i bagagen var det, der tilsyneladende skulle vise sig at være en længerevarende musikalsk deroute, netop begyndt for Baroness. På ’Yellow & Green’ syntes bandets nysgerrighed ensidigt at være blevet erstattet af ambitioner, hvilket resulterede i et album, der groft sagt lød som en fattig udgave af Muse. Velskrevne numre, jovist, men indspillet, produceret og leveret uden snerten af musikalsk saft. Når saften er endnu mere fraværende på ’Purple’, bandets seneste udspil, siger det næsten sig selv, at der ikke var mange forventninger til aftenens koncert i Lille Vega.
Overflødige ambitioner fra start
Til trods for at ens forhåbninger var i bund, var man dog mere end åben for en aften i guitarens vold. Guitaren i det hele taget forstås. Hvilken som helst guitar! Vi kender alle de uger, hvor for meget arbejde forstyrrer den potentielle livsglæde, og i uger som disse skal der ikke nødvendigvis grænsesøgende, majestætisk metalmusik til for at løfte alting et givende nøk op. I uger som disse med følelserne uden på tøjet kan en simpel, middelmådig rocksang gøre hele forskellen. Så til trods for at det var Baroness anno 2016, der var på plakaten, så man skam frem til at drikke et par dyre bajere, høre en omgang rockmusik og koble af sammen med resten af et pænt besøgt Lille Vega.
I takt med at der blev lagt ud med ’Kerosene’ fra bandets seneste studieplade, blev det dog meget hurtigt meget tydeligt, at det ikke skulle blive denne aften, man skulle koble af. Nummeret tillader kort sagt ikke lytteren at koble af, så drønirriterende en skæring er det. En ting er John Baizleys rip off af Mastodons Brent Hinds under sangens fingerspilagtige staccatoindledning, og ditto Baroness’ nyere trommeslager Sebastian Thomsons plagiat af selvsamme Georgia-kollegaer, eftersom hans slåen an i dette nummer umiskendeligt placerer sig som en 1:1 kopi af Brann Dailors karismatiske rundgange. Bevares, det kan man med en god portion stædighed muligvis affinde sig med. Nummerets efterfølgende kobling af henholdsvis en Linkin Park-puls, en til dels barnligt moderniseret udgave af Alex Lifesons guitarsignatur og en falleret epikafslutning resulterer derimod i en så bombastisk og desværre kaotisk følelse, at nummeret ender som ambitions gone terribly wrong. ’Kerosene’ er et kedeligt og desværre sigende eksempel på, at Baroness har givet slip på den nysgerrige simpelhed, de håndterede så fint på deres første par plader.
Uforsonlig respekt
På den anden side har man også en vis respekt, for at vi her har et band, der tydeligvis står så meget ved deres nye lyd, deres nye måde at komponere sange på og deres til tider egenrådige måde at gribe den mere melankolske side af rock- og metalmusikken an på. For står ved det, det gør Baroness uden tvivl. Faktisk står de så meget ved deres nyere musikalske makeup, at der ud af de femten numre, der torsdag aften blev spillet i Vega, var blot to skæringer fra de to første fuldlængder at finde på sætlisten. Resten var hentet fra bandets to seneste udgivelser, hvilket man i øvrigt sagtens kunne forveksle med et statement, thi man er næppe den eneste, der de senere år er hoppet af Baroness-vognen. Men det skider bandet på, og respekt for det. Respekt går imidlertid ikke altid hånd i hånd med hverken forståelse eller overbærenhed, og en direkte forsoning med bandets nyere musikalske veje vil for denne skribent aldrig ske.
Ringe nuancer af lilla, gul og grøn
Foran et hengivent publikum i Vega gik Mastodon-guitarspillet igen under ’Morningstar’, der ikke blev bedre af, at Baizley i dette nummer lavede sin måske mest umulige James Hetfield-associerende vokal i hvert for aftenen. I det hele taget er der noget lettere opslidende ved at lytte til den senere ”hårdere” variation af Baizleys vokalskala og hans umotiverende blanding af growl og skønsang i længere tid ad gangen. Den ligeledes nye ’Shock Me’ fulgte op på den musikalske tråd fra ’Yellow & Green’ ved at komme an som en popsludgevenlig udgave af Muse, vel at bemærke uden at kunne indfri den tilsigtede pompøsitet. Lidt bedre gik det for Baroness, da riffet på ’Desperation Blues’ gik Melvins i skoene, om end dette nummer i sidste ende mest af alt fik en til at se frem til de skæve riffmestres egen koncert på Jazzhouse til juni.
Lige så svært det er ikke at være vild med idéen bag det nyere musikalske ansigt af Baroness, lige så svært er det rent faktisk at skulle omfavne resultatet og også give sig hen til det. Det er en ting med alle de metalatterlige associationer, man får til andre og bedre navne. Sådan kan man jo nogle gange være så privilegeret. Noget andet er det faktum, at Baroness kommer an som et band, der forsøger mere, end de evner. De tænker større, end de er. De har ikke den musikalske formåen til at spille luftig melodiøs progrock a la Coheed and Cambria, og de har ikke riffene i sig til hverken at gå Mastodon, Rush eller Melvins i bedene. Det har de på ingen måde.
Storladen mangel på indlevelse
Baroness har dog melodierne – dem har de i den grad – og objektivt set kommer de langt med dem. Det er i sig selv en bedrift, just hvor stærke melodier de hiver op af deres tætsiddende denimlommer. Og har man melodierne, er der en stor sandsynlighed for, at man også har et publikum, I guess, og Baroness synes kun gradvist at have fået mere indflydelse på rockscenen, netop i takt med at de har skruet op for de blødere, aparte melodiværdier. Ligesom det tilsyneladende var tilfældet, da de i 2013 besøgte spillestedet Loppen på Christiania, havde Baroness torsdag aften derfor deres danske publikum mere eller mindre i deres hule hånd. Fællesskabsfølelsen, de gode øl og den ganske gode lyd og volumen kunne dog ikke overskygge det faktum, at der stort set udelukkende blev leveret blege numre, man helst havde været foruden. Så til trods for at først ’The Gnashing’ og efterfølgende ’Isak’ hen imod slutningen af koncerten fik sparket en mindre danserytme ind i skroget på én, virkede disse par udmærkede numre mere som en teaser for what could have been end som et egentligt come back. Baroness synes at være kommet for at blive. Dog ikke for denne skribent.