Fræsende fed tirsdags-thrash
Populær
Lede lussinger fra den gamle metal-skole, da kult-legendariske Exodus gæstede et trekvart fyldt Lille Vega tirsdag aften.
Der var tæv i luften.
Det emmede simpelthen langt væk af lede lussinger fra den gamle metal-skole, da kult-legendariske Exodus skulle på scenen i Lille Vega tirsdag aften.
OK, ja, det originale/semi-oprindelige mandskab decimeret til den powerpulserende trommeslager Tom Hunting og den bjæffende indpisker og frontmand Steve Souza, men omgivet af andre kompetente – og tændte – thrash metal-kræfter: bassist Jack Gibson (første gang i bandet i 1997), guitaristerne Lee Altus (tidligere i de Bay Area-samtidige Heathen, i Exodus fra 2005) og Kragen Lum, som første gang agerede live-stand ind for den kreative kraft Gary Holt i 2013. Holt, som nok en gang var på samtidig turné med Slayer.
Intenst og intakt
Knytnæven placeret lige i solar plexus fra første frenetiske piskesmæld. Bandet punchede løs med en nonstop thrash-kaskade af midt-80'er klassikere som 'And Then There Were None', 'Metal Command', 'A Lesson in Violence', 'Deranged', 'Strike of the Beast' og endda 'Impaler', som bandet skrev, da en vis Kirk Hammett var med i bandet (og som siden blev indspillet på 'Tempo of the Damned', 2004).
Intensiteten fuldt intakt i det nye og stærke materiale fra det seneste album ' Blood, Blood Out' (2014) som det effektive titelnummer, den gnistrende groovy 'Salt in Wound' og "bandets egen favorit", 'Body Harvest'.
Og der var ligeledes nerve og fortsat høj-oktan i et nummer som 'War is My Shepherd' fra førnævnte 'Tempo of the Damned'.
Kommunikationen ud til publikum fungerede fint, og Souza var opildnende og inkluderende hele vejen igennem (bortset fra at han vist havde glemt bandets ellers udmærkede optræden på forrige års Copenhell !?). Der var en lille hilsen til Mercyful Fate, en ditto til Gary Holt tilsat et brudstykke af Slayers 'Raining Blood' og en stor hyldest til Lemmy og Motörhead.
Fra fire til fem
I finalens sejerter som signatursangen 'Bonded By Blood' og uforlignelige 'Toxic Waltz', der trak tænder ud i mosh-pitten, smaskede Exodus sig slutteligt op fra de stolpesikre fire stjerner til de fem funklende af slagsen.
Og apropos "fire" og "fem": Det fremstår fremdeles som tidernes metal-mysterium, at The Big Four of Thrash (Metallica, Megadeth, Slayer, Anthrax) aldrig har været The Big Five af samme inklusive Exodus. Men efter tirsdagens tornado-opvisning kunne man vel logisk løse mysteriet ved slet og ret at erklære Exodus for uden for kategori?
Det her vaskeægte og dybt loyale metalband er simpelthen så hyperintense live, som var de Bay Area-thrashens Ramones! Og de var ganske fænomenalt kørende tirsdag aften i Lille Vega.
Men der er alligevel et stykke vej op til den absolutte Devilution-topbedømmelse 666; thi, vi manglede jo – trods alt – Gary Holt, og så burde bandet tage nogle grundige dyk ned i deres fabelagtige thrash 'n'roll-pionerplade 'Fabulous Disaster' fra 1989. Den rummer langt flere perler end 'Toxic Waltz', men måske Exodus finder anledning til at pløje hele skidtet igennem, når albummet kan fejre 30-årsjubilæum om tre år!? Gerne det.
Der var udmærket support fra de unge og energiske Lost Society, som spillede en god og lidt groovy metal-thrash, måske lidt henad Machine Head sine steder.