Gå hjem og fix
Populær
Et stramt og velspillende amerikansk backing-band med svensk hjælp forhindrede erhversrockeren Erling Daells rockstjerne-drøm i at brase helt sammen.
Tilbage i 80'erne var amerikanske The Georgia Satellites et anerkendt boogierockband, som få gange endda var oppe at snuse til toppen af hitlisterne. Især med nummeret 'Keep Your Hands to Yourself'.
I 2016 er nogle nuværende og tidligere medlemmer reduceret til et backing-band for Erling Daell. Erhversmanden og rockelskeren, som står som hovedarving til lidet sexede betonbastioner som Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus. Domkirker for gør det selv-folket.
I sidste uge skrev vi om The Bullhounds' nyeste album. Begejstringen var behersket. Det var den også lørdag aften i Amager Bio, hvor Erling Daell indtog scenen i en uformlig t-shirt og trætte cowboybukser flankeret af et ellers yderst stilrent band, hvor de tre amerikanere med Georgia Satelittes-forbindelser lignede ægte rockstjerner fra fortiden, mens den svenske guitarist tilførte noget forventeligt kedeligt og spiseligt til opsætningen med sit anonyme tørklæde og sin falske rigmands-habit.
Ikke desto mindre et fantastisk velspillende band, hvor især trommeslageren Mauro Magellan stak ud som en sand force bag tønderne.
Snakken fra scenen foregik i aftenes anledning også på engelsk, da mange angiveligt var kommet for at se Georgia Satellites-medlemmerne og ikke The Bullhounds i aktion.
Og skuede man udover publikummet denne aften, var det da heller ikke ungdommelig tilstedeværelse, som sprang i øjnene.
Kun 64 billetter var der efter sigende blevet afsat i forsalg. Men takket være rabat på biletterne i Harald Nyborg og udsigten til at se nogle gamle boogierockere på scenen var Amager Bio blev pakket godt. Det viste sig, at nogle også havde vundet billetter i Daells Bolighus, mens en ældre blondine blot forsvarede sin tilstedeværelse med et: “Jeg kender Erling”.
Nå, men ja, musikken. Som nævnt spillede bandet godt. Så godt, at de også fik lov til selv at tage sig af ekstranumrene, uden at Erling Daell kom tilbage på scenen. Med al mulig sympati og forståelse for, at man gerne vil være forsanger i et rockband, så er det alligevel forbløffende, at Erling Daell ikke have valgt at gøre mere ud af sig selv. Bevæbnet med ét move og én nedslibet toneleje sled han sig igennem den halvanden time. Med et stort smil på læben, men også med en snert af accept af, at det måske er meget godt, at der står noget andet på visitkortet mandag morgen.
Respekt for at følge drømmen. Men når man har så godt og karismatisk et band om sig, havde det klædt Erling Daell at ride den hele vejen, i stedet for at give den som halvhjertet karaoke-rocker. Fix det.