Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Giganternes åbenlyse dødvande

Populær
Updated
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande
Giganternes åbenlyse dødvande

Vi var med på scenen under hele koncerten på Ullevi Stadion i Göteborg, hvor vi bogstaveligt talt var helt tæt på bandet, da de spillede. Det var ikke kun godt.

Kunstner
Spillested
Dato
22-08-2015
Genre
Trackliste
1. Fuel
2. For Whom the Bell Tolls
3. Battery
4. King Nothing
5. Disposable Heroes
6. The Day That Never Comes
7. The Memory Remains
8. The Unforgiven
9. Sad But True
10. Turn the Page
11. The Frayed Ends of Sanity
12. One
13. Master of Puppets
14. Fade to Black
15. Seek & Destroy

16. Whiskey in the Jar
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Lad det være sagt med det samme. Denne anmelder er og har været en så stor fan af Metallica, at det tenderer det patetiske. Af samme årsag er medlemskab af deres fanklub bevaret, mestendels for at sikre, at man uanset vind og vejr er sikret adgang til at købe de bedste billetter til den næste runde af koncerter i Europa. Således også i 2015, hvor det nærmeste, de kommer Danmark, er Ullevi Stadion i Göteborg. Så en tur over Kattegat med Stena Line Jutlandica lørdag morgen var påkrævet. 

Da Metallica ikke har udgivet en plade siden 'Death Magnetic' i 2008 og alligevel har gæstet Europa hvert eneste år siden, begynder det efterhånden at se lidt skidt ud med undskyldninger. Vi skal helt tilbage til 2010, hvor de første gang samlede Slayer, Megadeth og Anthrax omkring sig under banneret Big 4, hvor den eftertragtede turne så gik sin sejrsgang over hele verden i et par år, og denne anmelder bl.a. oplevede dem til den første af disse koncerter i Polens hovedstad Warszawa og året efter på selvsamme stadion i Göteborg, Ullevi.

I 2012 fik vi så serveret deres helt store plade 'Metallica' eller 'Black Album', som den populært kaldes. Her begyndte det for alvor at blive tydeligt, hvor meget autopilot der er, og bandets leflen for laveste fællesnævner blev så tydelig, at selv en inkarneret fan som denne anmelder kunne gennemskue det. Året efter reddede Lars, James og resten af bandet så røven på både Roskilde Festival og dem selv fra at lide en økonomisk bet. Roskilde ville gerne sælge billetter til pløjemarken. Metallica havde brug for pr i forbindelse med lanceringen af deres kommende film 'Through The Never', der i den grad gjorde behovet for fremtidig turnevirksomhed en nødvendighed af allerstørste vigtighed.

Sidste år kunne fans så selv vælge sangene til deres koncerter. En skøn tanke på papiret, der af masserne blev skudt i sænk med store kanoner, der hænger i rum, hvor der er uhyggeligt lavt til loftet. Frygteligt forudsigelige sætlister, der var næsten lige så identiske som de sætlister, Lars Ulrich normalt flygter fra i AC/DC og Iron Maiden, når han selv sammensætter dem i dagene og timerne op til et show.

Her anno 2015 var det nye sort for os billetkøbere, at Metallica inviterede nogle af deres fans med op på scenen. Da denne anmelder stadig havde klubkortet, blev der deltaget i lodtrækningen, og søreme om ikke det blev til en plads oppe med mægtige Metallica i det allerhelligste til en koncert. Scenen!

Efter en tur på billetkontoret på stadion for at afhente de vigtige armbånd var det ellers bare ind på stadion som sædvanlig. Vi havde på mail fået anvisning om, hvor vi skulle befinde os og hvornår. Så da klokken slog 20.00, hvilket var lidt over halvvejs inde i Meshuggahs ganske hæderlige opvarmningskoncert, kom folkene bag Metallica ud og hentede de ventende fans. Vi blev gelejdet op bag scenen, hvor vi ganske hurtigt, kompetent og præcist fik udlagt præmissen for deltagelsen i festen oppe med bandet. Der var nogle enkle regler, der skulle efterleves.

For det første skulle vi have det sjovt. Dernæst måtte vi ikke røre ved bandet. Det var vigtigt, at vi alle blev iført hvide trøjer. Hvorfor vides ikke, men et kvalificeret bud er, at en flok sortklædte fans midt på scenen ville gå for meget i tapetet med resten af den mørke scene, ligesom de fire medlemmer af bandet ikke vil stå i nær den samme kontrast til netop disse fans, som hvis de blev iført hvide trøjer. Så det blev vi. Det sidste var, at vi skulle se at få forrettet vores nødtørft her og nu, mens instruktion og iførelse af trøjer foregik. For når først vi blev ført op på scenen, var der ikke mulighed for noget som helst. Skulle man forlade scenen, fordi kroppen enten ville af med noget eller skulle have noget ned i gabet, var det ikke muligt at komme igen. Denne sidste og vigtige regel var allerede varslet i en mail forud for koncerten, så vi havde timet såvel måltid, væskeindtag og toiletbesøg, således at der ikke ville være slinger i valsen.

Kort derefter var det ellers bare op og stå lige bag Lars Ulrichs trommesæt. I fugleflugt stod vi vel 2-3 meter bag ham. Det var så tæt på, som det overhovedet kunne være. Gelænderet var vitterligt under en meter fra det lille plateau, hvor trommesættet står. Et plateau, der ikke er højere end 10 centimeter.

Synet udover Ullevi var fantastisk. Hvilken udsigt. Menneskehavet på mere end 60.000 stod lige foran os, og vi kunne nyde brølene, sangene, klappene og de mange kald på bandet, mens vi sammen med masserne ventede på, at bandet skulle gå på. Det blev vi så varslet om af netop publikum. For de kunne høre, at AC/DCs 'It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock 'n' Roll)' gik i gang på anlægget. Vi kunne kun lige akkurat høre det. Derefter Morricones 'Ecstasy Of Gold', og så bragede Metallica ellers ind på scenen og startede med 'Fuel'.

Vi optog netop 'Fuel', som kan ses og høres her, optaget fra scenen:



Forløsningen var der omsider. Her stod vi. Omkring 100 mennesker midt på scenen bag et gelænder, der gjorde, at vi havde masser af plads. Det var ikke trangt. Det var faktisk rigtig godt. Som i helt aldeles fantastisk fedt. Lyden var bestemt ikke optimal, men at se James Hetfield valse stille og roligt op til gelænderet, hilse med mimik og så ellers vende sig om mod det store publikum og læne sig op ad gelænderet og de selvsamme fans, der lige havde fået at vide, at vi ikke måtte røre bandet, var en surrealistisk oplevelse. Både Lars, Kirk og James var virkelig gode til at dele opmærksomheden lige mellem dem på scenen og dem ude foran den. Rob Trujillo på bas var mere fokuseret på de mange ude foran. Det kan man ikke fortænke manden i.

Og sådan var det hele koncerten igennem. Vi følte os bestemt ikke snydt. Tværtimod. Det var jo et rent slaraffenland at stå en meters penge fra James Hetfield eller Lars Ulrich, når de skiftevis var den, der satte en sang i gang. Enten var James på knæ foran os med en kameramand, der zoomede ind på guitar eller ansigt, eller også var det Lars, der gestikulerede vildt til os om at komme op i gear, og så satte han ellers i de åbnende taktslag, der skulle afsløre næste sang. 

Når man er så tæt på, ser man også andet end det, man plejer. Vi så en James, der på toppen af scenen stod lige over os og sang enten forkert eller falsk. Uanset hvad det var, så var det tydeligt, at det irriterede ham ret meget. Ved mundaflæsning var det i hvert fald ikke pæne ord, der blev råbt, da han ikke skulle synge, og så samlede han sig så ellers om næste vers. Den slags detaljer er ikke til at se ude foran, men var krystalklare for os, der stod med snuden lige oppe i ansigtet på ham.

"Do you want heavy?"



Som koncerten skred frem, blev det dog klart for undertegnede, at Metallica er et band i kunstnerisk limbo. De har ikke haft noget som helst at bevise siden 1991. Bevares, de var kastet ud i en eksistentiel krise, som de flot klarede sig gennem, et årti efter det helt store gennembrud, men kunstnerisk har der ikke været noget, der har kunnet tvinge dem ud i overhalingsbanen. Denne magelighed kunne vi nok alle foranlediges til at forfalde til, såfremt bankbøgerne havde tilstrækkeligt med cifre før kommaet.

Nu er det så bare blevet lidt for åbenlyst. Metallica nyder helt sikkert at spille koncerter. I nogle af sangene slår samspillet og energien gnister, og man fornemmer virkelig, at disse giganter kan lægge verden for deres fødder, når bare de gider. Det er bare ikke hele tiden, de gider. Nogle af sangene fremføres med selvsamme gnist fuldstændig slukket i øjne og lemmer på bandmedlemmerne. Det virker, som om de har svært ved at trække den igennem på fuld skrue hele vejen igennem og tager nogle pauser, hvor der kun lige bliver givet 40-50 % af ydeevnen, for at de kan lade op til de steder, hvor de føler sig udfordret af sangene.

Her kan vores læsere nyde en af de sange, de ikke fremfører, hver gang de går på scenen.



Lige så fantastisk, det som fan var at stå oppe på scenen med Metallica i de knap 2½ time koncerten varede, lige så ærgerligt var det at være vidne til denne situation på førstehånd. Der var ikke noget filter, og vi kunne se bandet, som de er. Der var ikke en afstand, der kunne maskere og skjule noget. Det var hudløst ærligt. For de fleste mennesker kan jo med det samme se, hvis et smil er anstrengt, eller en mimik er uægte. Her var det hele ægte.

Denne ægthed har alle dage været Metallicas varemærke. De har ikke gemt sig. De har ladet os se dem på godt og ondt. De har høstet roserne, når det er gået godt, og har taget de tørre tæsk, når det var ubehageligt at se på. De har gjort det hele med oprejst pande. Det samme med denne fase i deres karriere. Der er ikke rigtig nogen god grund til at turnere, andet end at de kan lide det. Det meste af tiden, i hvert fald. Nå ja, og så måske fordi de har tabt lidt mønt på at afholde deres egen Orion-festival i USA og på filmen 'Through The Never'.

Der er dog nu gået syv år, siden 'Death Magnetic' udkom. Den opfølgende plade udkommer tidligst i 2016. Det bliver altså otte år. Cirka samme periode, som bandet bruge på at blive dannet og lave deres fem første og største plader. Tankevækkende.

Så mens vi nød koncerten i fulde drag på en ganske speciel plads, så udeblev det helt store, magiske øjeblik. For da vi oplevede dem samme sted for fire år, siden tørrede de gulvet med alt og alle. En kraftpræstation, hvor de vitterligt satte alt og alle i thrash- og metalverdenen eftertrykkeligt på plads og gjorde det klart for enhver, at tronen stadig tilhører Metallica.

Det gør den nemlig. Vi kalder dem giganter. Det er de. De har lavet de største og bedste sange. Ingen kommer nogensinde i nærheden af dem. Den status mister de ikke. Men selv en stjerne kan falme. Det gør Metallicas lige nu. Kunstnerisk og på scenen er det åbenlyst, at de har ramt et dødvande. Skuden trænger til noget vind i sejlene. Det samme gør den kunstneriske stjerne, hvis ilden igen skal blusse op. Det er vi bekymrede for ikke sker lige foreløbig. Men vi håber det. Til evig tid.

For da denne anmelder gik af scenen, blev jeg rakt et plekter af min kammerat. På den ene side stod der "Metallica 2015", og på den anden side stod der "Got Riff?"

Hvis der er nogen, der har haft et riff i ærmet så er det Metallica. Det var jo tydeligt, hvis man læser setlisten igennem. Der er de seks faste punkter i form af 'Seek & Destroy', 'Master of Puppets', 'One', 'Enter Sandman', 'Nothing Else Matters' og 'Sad But True'. Men der er også 'Battery', 'For Whom the Bell Tolls', 'The Frayed Ends of Sanity', 'Fade to Black' og 'Disposable Heroes'. Masser af fantastiske riffs, der stadig mangler at blive overgået af de horder af bands og musikere, der gennem tiden er blevet inspireret af selvsamme.

Men hvornår introducerer de nogle nye? Og hvis ikke, hvornår må vi så høre nogle af de riffs, vi ikke har hørt i mange år? Metallica trænger til at gøre det, de er bedst til. Det uventede. Det, de selv har lyst til. Lige nu ser det desværre ud til, at de i mangel på gnist bare gør, som de tror, vi forventer af dem. Og så dør flammen stille og roligt. Hvilket denne fan så inderligt håber ikke er tilfældet.

Her til sidst kan vores læsere nyde 'Master of Puppets', hvor man både kan se, hvad der sker ved kameraføringen, når Lars Ulrich vælger at smide en trommestik hen imod jeres anmelder, samt hvor tæt James Hetfield er på sine fans, når han synger en af de allerstørste publikumsfavoritter i deres repertoire.