RF '13: Henry - Cubas turistminister
Populær
Lørdag åbnede Henry Rollins Pavilion-scenen med en omgang spoken word, der bl.a. kom til at handle om en bustur på Cuba.
Helt i tråd med Rollins' optræden om fredagen var en del af omdrejningspunktet til denne omgang spoken word, at man for alt i verden skal rejse og opleve verden. Også selvom det trodser en regerings anbefalinger om det modsatte. Amerikas anstrengte forhold til Cuba behøver næppe blive opridset her, selvom det i sig selv bestemt er en historietime eller flere værd at dykke ned i. Tro mig!
Rollins valgte dog et år at trodse retningslinjerne og tog til Cuba, hvor han på sin tur valgte at lave en afstikker fra det planlagte program og begav sig ud mod et landbrug, hvor Fidel Castro åbenbart havde indtaget et måltid og lænet sig op af et træ, der siden var blevet noget af en turistattraktion. For hvad er mere naturligt end at rejse ud på Lars Tyndskids for at se på et træ, som en politiker engang har lagt sin hånd på? Jo, jo.
Det var dog mere rejsen, der i sig selv var kernen i historien. For han fandt en buschauffør, der godt gad køre ham derud og på gebrokkent, nærmest ikkeeksisterende engelsk fik buschaufføren gennemført nogle ret korte sætninger med Rollins, og de blev enige om baseball, og at Cuba og USA gerne måtte være venner i al tid. En diplomatisk krise, der har raset i årtier, blev således løst med nogle få sætninger, håndslag og et par smil mellem en buschauffør og pensioneret rockmusiker.
Her var essensen af oplægget egentlig. Rejs ud og mød verden med et åbent sind, og du vil blive belønnet med gode oplevelser, øjeblikkelige venskaber og gavmildhed. Den enkelte kan gøre en forskel og være med til at ændre historiens gang. Rollins gjorde meget ud af at understrege denne pointe og gjorde det klart for de fremmødte på Pavilion, at det er disse generationer, der har muligheden for at gøre en ende på forudindtagede holdninger, dæmoniseringer af det, der ikke umiddelbart forstås samt respekten for liv, uanset hvor på kloden det er startet.
Igen lørdag blev det krydret med lige dele humor og alvor, hvor bl.a. en historie om et par krigsveteraner og den fællesskabsfølelse, de to fandt i hinandens selskab og omfavnelse, var den rørende historie, der gerne skulle sætte de tværgående forbindelser i publikums hårdt alkoholprøvede hjerne i gang og mane til eftertanke.
Lørdag var der selvfølgelig en lille smule genbrug fra fredagens oplæg, men ikke i en sådan grad, at det ødelagde optrædenen. Han fik det pænt vævet ind i sine nye fortællinger. Lørdagens optræden blev overværet af markant flere end fredagens, men var ikke helt nær så godt. Dog stadig ganske indlevende og relevant.