Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvalpeudstilling

Populær
Updated
Hvalpeudstilling

I begyndelsen af karrieren, langt inde i den eller lige pludselig ved dens afslutning: Tre bands på hver deres stadium var uforløste på hver deres måde på Bornholm.

Titel
+ Ground + Below Stones
Spillested
Dato
09-12-2016
Karakter
2

Der er altid noget særligt over at se purunge bands. Man er villig til at give dem ekstra lang snor, tillader dem fumlen og nervøsitet, fordi der så tit også er en friskhed over det. Alle i bandet er opsatte på at få det til at fungere, på at overbevise publikum om, at de har noget at have det i. Det er charmerende i al sin kluntethed, lidt ligesom hundehvalpe. 

På den facon er Ground fra Rønne noget så kære. De er tydeligt nervøse, står stift på scenen, koncentrerer sig om at spille og har ikke den store publikumskontakt. Og det er faktisk en forbedring i forhold til første gang, jeg så dem i vinter, hvor der gik lige lovlig meget fjolleri i den med papfigurer og ‘Star Wars’-tema. Siden dengang er Grounds musikalske udtryk kommet til at stå meget klarere, og det er endnu en ting, der er så fedt ved helt unge bands: De rykker simpelthen så hurtigt på så kort tid. Fra at være lidt et miskmask af doom, groove, djent og prog fokuserer Ground nu på en progressiv metal med så tilpas meget død i, at man uvægerligt kommer til at tænke på Opeth. Det klæder dem, både at være fokuserede og at have fundet sig til rette – foreløbig, velsagtens – i en genre, der ikke er fuldstændig skamredet af andre unge, danske bands. Bandets tekniske begrænsninger gør det bare til en svær stilart at binde an med: Trommerne hænger kun lige i uden at tilføje noget ekstra til de forholdsvis komplicerede sange; bassen prøver, men gør ikke meget væsen af sig, og vokalen er bandets store akilleshæl. Den growl, der bliver brugt størstedelen af tiden, står simpelthen ikke mål med det udtryk, det for mig lyder, som om Ground prøver at ramme, og det er kun, når Claes T. Sørensen lejlighedsvis synger rent, at man alligevel bliver lidt taknemmelig for hans growl. Grounds store clou er fortsat guitaristen Mads Aspesgård, der har en virkelig god tone, et godt øre for, hvordan riffene skal falde, en forståelse for, hvordan en solo kan tilføje noget til helheden. Ground kunne med fordel lade ham bære en større del af sangene, indtil resten af medlemmerne når op på niveau med ham. Og det er stadig et helt nyt band, som der kan nå at ske meget med. Det er der også bare nødt til snart, hvis det skal blive rigtig overbevisende.

Pøllet død
Six String Slaughter er langt hinsides det punkt: De tre faste medlemmer, sangeren Daniel Wilkens, guitaristen Søren Jensen og trommeslageren Nicholas Maschøln, er veteraner på den sjællandske dødsmetalscene fra 90’erne og frem, de to sidstnævnte i Corpus Mortale, der netop var hovednavn ved den koncert, jeg så med Ground tidligere på året. Hvor Corpus Mortale imponerede med præcision, intensitet og velstrukturerede sange, der gjorde deres tekniske dødsmetal noget mere medrivende, end den slags har det med at være, er aflæggerbandet Six String Slaughter langt mere loose i deres tilgang til dødsmetallen. Rødderne er fortsat i 90’erne, men vi er rykket frem mod midten, hvor der er kommet frygtelig mange groove metal-tendenser ind over det, ikke mindst i guitarspillet. Det er nok ikke det helt store vildskud at formode, at Søren Jensen har sendt Dimebag Darrell en tanke på dagen efter årsdagen for mordet på den stildannende guitarist. Uden at der går ren Pantera i den, er Six String Slaughter virkelig pøllet dødsmetal. Det er et sæt byggeklodser, der lige nøjagtig passer sammen, uden at de egentlig skaber nogen blivende konstruktion. Det er bare fire minutters dødsmetal efter bogen. Så en opfording til at drikke øl efterfulgt af fire minutter til og så fremdeles. Det er ikke på nogen måde ubehjælpsomt eller direkte dårligt, man kan tydeligt mærke, at alle i bandet har mange års erfaring at trække på, også gæstemusikerne fra Iron Fire og Vanir, det er bare meget, meget svært at holde gejsten oppe til at stå igennem.

Og det kan man ikke altid: Stå tingene igennem, holde gejsten oppe. Det har det lokale band Below Stones måttet sande, og derfor åbner aftenen med en afskedskoncert. Jeg nærer voldsomt stor antipati for den stadionrock, Below Stones har spillet i bandets halvandet års levetid. Det minder mig om de bidder af Alter Bridge-sange, jeg på et tidspunkt udsatte mig selv for i researchøjemed, da guitaristen fra det band skulle spille på Copenhell: Det strider mod alt, hvad jeg gerne vil have hard rock til at være (ikke-sterilt, ikke-fortænkt, ikke-klynkende, ikke-vammelt). Når jeg tidligere har forholdt mig til Below Stones, har jeg derfor forsøgt at være så nøgternt observerende som overhovedet muligt: Virker det her på det publikum, det er tiltænkt? Synger folk med? Ser publikum glade ud? Spiller bandet godt sammen? Og de to foregående gange har jeg måttet konstatere, at ja, det gjorde det, ja, det gjorde de. I aften virker Below Stones, som om de er ved siden af sig selv. Måske er de rørte over at spille deres sidste koncert, men det bliver ikke et triumftog. I stedet falder alt bare sammen, alle står og spiller for sig selv, og sangene klasker op mod væggene på et halvtomt spillested og glider ned på gulvet. Så gør det ikke så meget at stoppe. Det er bare en ærgerlig måde at gøre det på, trods alt.