WOA'13: Kakofoniens mestre
Populær
Meshuggah spillede deres første koncert på Wacken, som om de ejede stedet.
Combustion
Obzen
Do Not Look Down
Bleed
Rational Gaze
New Millenium Cyanide Christ
Demiurge
Mind’s Mirrors
In Death - Is Life
In Death - Is Death
The Last Vigil
Efter at have set Meshuggah to gange - én gang i det rolige dagslys på Copenhell i ’12, og den anden på en regnvejrsbombarderet strand på Færøerne under G!-festivalen - troede jeg, at jeg vidste, hvordan det var at opleve en Meshuggah-koncert. Men i selskab med et forholdsvis stort publikum på Party Stage gav Jens Kidman og co. en næsten ubeskrivelig oplevelse, der ikke mødte sin lige på Wacken i år.
Musikalsk var settet skruet sammet af en hel del af det nyere materiale. De første fem sange var fra 'ObZen' og 'Koloss', og især var det forrige albums ‘Bleed’ og efterfølgeren ‘Rational Gaze’ fra 'Nothing', der fik publikum op at køre. Efter klassikeren ‘New Millenium Cyanide Christ’ og den nye ‘Demiurge’ skiftede settet karakter, da ‘Mind’s Mirror’ gik i gang. Den samplede vokal lukkede munden på folk, mens lysshowet foldede sig ud, og under de mange minutters gentagelse af de samme fire toner var man fanget som i en trance. Polyrytmerne kom igen, og nummeret blev efterfulgt af ‘In Death - Is Life’ og ‘In Death - Is Death’, der selvfølgelig flød ind i hinanden, inden ‘The Last Vigil’ sluttede koncerten.
Men sættets komposition kunne næsten være ligegyldig i selskab med det scene- og lysshow, der akkompagnerede Meshuggah. Med fire oplyste kolosser bag sig stod musikerne i mørke, mens deres silhuetter fungerede som et skyggeteater mod det skarpe lys. Skarpt lys, der ville gøre Sensation White til skamme. Med lyskanoner, strobelys og lasere var lysteknikeren Meshuggahs sjette medlem og gav et af de mest gennemførte shows, jeg nogensinde har set. Rammstein kan tage og pakke deres bunsenbrændere sammen, for det her er kunst på et plan, jeg ikke kan sætte ord på. Det var umuligt at holde sig tilbage, man blev fuldstændig draget ind i lysinfernoet, der med førnævnte fire toner i ‘Mind’s Mirrors’ blev tonet helt ned til fire lysfelter, inden det eksploderede igen. Og selvfølgelig var sætlisten alligevel ikke ligegyldig, da det var den gudsbenådede kombination af lyd og lys, der gav effekten.
Planeterne stod i Meshuggahs gunst og gav de perfekte omstændigheder for en fuldkommen koncert. Helt stille mørke, der blev overtaget af infernalsk lys - på samme vis som Meshuggahs vekslen mellem stilhed og kakofoni.
Jeg har stadig ikke fået armene ned.