Stærkt bånd mellem frontmand og crowd
Populær
Menuen på Beta i torsdags var udpræget norsk, men grundet andre forpligtelser nåede Devilution kun frem til Kampfars udmærkede show, mens de to andre norske bands, Vreid og Dreamarcher, desværre blev misset.
Til lyden af de sidste toner af en sang efterfulgt af en overvældende applaus – der altså ikke skyldtes den sene ankomst fra manden bag tasterne her – mødte skribenten ind til et varmt og fugtigt koncertrum. Hvis ikke applausen sagde det, så gjorde indeklimaet det: Vreid må have leveret et godt show.
På trods af den fine pakke med Kampfar, Vreid og supporten fra Dreamarcher var det ikke lykkedes at finde et redaktionsmedlem, der kunne overvære hele arrangementet, og derfor bliver det altså en amputeret anmeldelse, der kun når omkring et af de tre bands. For når man først kan være på Amagers fine intime spillested Beta lidt efter 22.15 en hverdagsaften, så skal man nok ikke forvente at få det hele med. Men det, som så kunne nås, var heldigvis også værd at tage med.
Hårde hug fra Dolk
Kampfar fra Norge har med de seneste par udgivelser virkelig løftet niveauet, så det var ikke så sært, at der i salen inden showstart kunne fornemmes en spænding og en forventningsglæde. Og trods lidt rod i lyden helt i starten af showet stod det hurtigt klart, at forventningerne ville blive indfriet. Lyden blev rettet fint ind, og da frontmand Dolk fik spillet sig varm, var han nærmest ikke til at stoppe. Han var dog ikke alene om at levere. Trommeslager Ask Ty Ulvhedin Bergli Arctander sørgede for en energisk og knusende baggrund, som Jon Bakker på bassen bakkede fint op med en autoritær, dog tilbagelænet mimik. Guitarist Ole Hartvigsen var til gengæld noget mere udadvendt og nærmest smilende flere gange.
Dolk havde i løbet af dagen haft en oplevelse af, at ingen forstod ham i København, så der blev til start talt engelsk til publikum. Men som heden i salen steg til en illusion af det "helvete", han så lystigt sang om i sangen 'Mylder', så blev lysten til at bruge modersmålet større til stor begejstring for det københavnske publikum, der nu nok mente at kunne forstå de norske gloser. Og dette skift i sprog midtvejs i showet i snakkene til publikum gjorde, at band og publikum tilsyneladende knyttede tættere bånd, og koncerten blev en smule mere intens, mens publikum kvitterede med kraftigere headbanging og flere næver og horn i vejret.
Mindre pompøst, mere råt
Showet blev drevet stærkt frem af Dolk, der viste sig som en dygtig frontmand. Der blev talt en del til publikum, men ikke mere end showet kunne tåle. Glæden var stor for det danske publikum, der så begejstret tog imod bandet. Vokalen var glimrende, klassisk raspende black metal-vokal, og mens musikken bestemt havde sine "trve norwegian black metal"-momenter, så står det hurtigt klart, at det er stemningen, som Kampfar mestrer, der får dem til at skille sig ud. Tempoet sniger sig sjældent op i det voldsomme fræs. I hvert fald ikke som helhed, selvom trommespillet godt tør stikke af indimellem i et knusende højt tempo. Selvom der var visse samples til musikken, så fremstod den alligevel lidt mere rå end på plade, hvor det pompøse i sange som 'Tornekratt' og 'Our Hounds, Our Legion' træder klarere frem. Men det lidt mere rå udtryk havde også sine fordele i det energiske, meget udmærkede show fra Kampfar på den næstsidste aften på turnéen.