Kannibaler med gebis og rollator
Populær
Cannibal Corpse er klodens mest ikoniske dødsmetalband. Men de forvalter formatet, som spillede de på et plejehjem. Og dårlig lyd sørgede for det totale miskmask af frustrerende kedsomhed.
Måske er det bare undertegnede. Måske er der noget om det. De gæster ellers Danmark hvert år. Og som regel med flere besøg ad gangen rundt om i landet.
Men det er, som om koncerter med Cannibal Corpse, har en tendens til hurtigt at glide ud af hukommelsen.
Man tropper jo ellers op hver gang. Men hvornår var nu lige sidst? Nå ja, som sidemanden var hurtigst til at erindre. På sidste års Copenhell. Oplevelsen for blot ti måneder siden på Refshaleøen var der dog ikke mange minder om – kun ”kedeligt” stod tilbage om det indtryk, de havde efterladt.
Det kan uddybes med en tur i arkivet: Hvad mente kollegaen mon? Hun mente hverken fra eller til og uddelte tre sorte firkanter. Men til gengæld er teksten som at læse en anmeldelse af Cannibal Corpse på Vega lørdag aften – altså den her anmeldelse.
”Der kom ikke en lyd fra frontmanden [...] 20 minutters gedigen headbanging [...] Der var i det hele taget ikke så meget pis med Cannibal Corpse. Ikke så meget snak, ikke noget lysshow og scenemenageri til at dække for eventuelle mangler, bare amerikansk dødsmetal serveret lige i ens hammersmaskede ansigt.”
Ordene beskriver præcist, hvordan lørdagens koncert fandt sted. De fem amerikanere lader musikken tale for sig selv. En time stod det på. Fra åbneren ’Evisceration Plague’ over tre numre i streg fra seneste plade ’A Skeletal Domain’ halvvejs inde i showet til klassikerne, der kom mod vejs ende.
Numre som ’Born in a Casket’ og ’Hammer Smashed Face’ fra den periode, hvor Cannibal Corpse var blandt de banebrydende bands, der var eksponenter for en uhørt brutalitet i musik.
Angiveligt er de også historiens bedst sælgende dødsmetalband. Forpligter format i forhold til forventninger? For selvfølgelig er de til stede og store blandt de største. Får vi nok for varen, når giganter som AC/DC og Metallica kræver små tusinde kroner for to timer foran 50.000 mennesker? Det svar blafrer i luften.
Men på den mindre skala: Får vi så også nok, når den ekstreme musiks giganter kræver over 300 kroner foran 500 mennesker?
I selskab med Morbid Angel gør vi. Carcass svigter sjældent.
Bare ikke hos Cannibal Corpse. De lever simpelthen ikke op til arven. De forvalter den, som spillede de på et plejehjem, hvor bleer ikke skal fyldes, og blodtryk ikke komme i kog.
Den sjældne oplevelse af dårlig lyd i Lille Vega hjalp ikke på det. Den var lav. Lilletrommen lød som en kokosnød. Guitarerne druknede i rodet, og George ”Corpsegrinder” Fishers growl tåler stadig ingen sammenligning med forgængeren Chris Barnes – selv efter tyve år i spidsen for klodens mest ikoniske death metal-band.
En sympatisk klippe er han dog, den gode Corpsegrinder. Humøret var højt. Især en time efter koncerten, forlød det, da han stod foran Denner og Shermann, der fyrede Mercyful Fate-numre af til High Voltage Awards – fornuftigt valg, i forhold til det vi andre blev trukket igennem på Vega.