Lost in Hollywood
Populær
Jungletrommerne havde buldret i nogen tid via hashtags som #makeamericarageagain og #prophetsofrage. 31. maj skete det så, 3/4 af Rage Against the Machine med Chuck D (Public Enemy) og B-Real (Cypress Hill) på vokal indtog legendariske Whisky A Go-Go.
2. Guerilla Radio
3. Bombtrack
4. Miuzi Weighs A Ton
5. People of the Sun
6. Take the Power Back
7. Rock Superstar
8. Testify
9. Hands on the Pump / Can't Truss It / Insane In the Membrane / Bring the Noise / I Ain't Goin' Out Like That / Welcome to the Terrordome
10. Sleep Now In The Fire
11. Shut Them Down
12. Know Your Enemy
13. The Party's Over
14. No Sleep 'Til Brooklyn / Fight The Power
15. Bulls on Parade
16. Killing in The Name
Hele vejen ned ad Sunset Boulevard er facader plastret til med plakater med grafik, der umiskendeligt leder ens tanker i retningen af Rage Against the Machine; en stjerne, en knyttet næve. "#prophetsofrage" er eneste tekst. En elektronisk bulletin tikker ind: Billetter er til salg fra kl 10:00, og det understreges, at det kun er ved personligt fremmøde.
Fast-forward til showtime. Allerede fra morgenstunden fik man besked på, at mobiltelefoner, optagedingenoter, kameraer og alskens anden elektronik var forbudt, så bevæbnet med pen og papir befandt Devilution sig pludselig til anarkistisk koncert i regelrette Hollywood. For dem, der ikke er bekendt med koncerter på den fjerne siden af Atlanten, kan det afsløres, at man, uanset hvor gammel og træt man ser ud, skal vise legitimation for at få lov til at købe de øl, man behøver. Denne aften var systemet en helgardering via stempel i døren samt billedlegitimation i baren, når man bad om et skvæt ildvand. En voldsom kontrast til de anarkistiske paroler.
Selve spillestedet emmer af historie. Indenfor hænger billeder fra koncerter med nærmest alle, der har defineret rockmusikken, især den hårde. De fysiske rammer er ikke ulig hedengangne The Rock – et spillested relativt befriet for bullshit og modeluner. Noget, man ellers sagtens kunne forestille sig var en fristelse i Tinseltown. Scenens opbygning består af førnævnte anarkistiske grafik samt lyspaneler.
Omkring kl 21:00 går DJ Lord (Public Enemy) på scenen. Han er fuldbyrdet medlem af Prophets of Rage, men denne aften agerer han også opvarmningsband. Med sikker hånd fører han os på en tidsrejse begyndende med old-school hip hop over ’Walk this Way’ til Roskilde-aktuelle House of Pains ’Jump Around’. Og demved var vi klar til aftenens rap-metalliske hovednavn.
Clear the way for the Prophets of Rage
Til lyden af sirener og med knyttede næver indtager Prophets of Rage scenen. Publikum jubler, og bandet sætter passende i gang til tonerne af sangen af samme navn. Lyden er, som vi kender den, men gejsten er en anelse amputeret – på scenen såvel som blandt publikum. Gennem hele koncerten veksles mellem både nyt og gammel, metal og hip hop.
Stærkest er koncerten klart, når det hele mødes i de gammelkendte Rage Against the Machine-numre. Der er en udmærket guitarsolo med tænderne i ’No Sleep ’Till Brooklyn’ og en endnu bedre solo i ’Take the Power Back’. Dette gør det dog umuligt ikke at reflektere over, hvilken berettigelse Prophets of Rage har. Det politiske budskab står så stærkt som altid, og præmissen om, at Amerika trænger til en rusketur, køber vi også, men vi kommer ikke uden om, at skærebrænderrytmikken i Zach de la Rochas vokal savnes. Både Chuck D og B-Real leverer deres linjer med perfekt timing, og trods alt ikke helt uden charme, men ... der mangler stadig noget.
Fed oplevelse, middelmådig koncert
Derfor må den foreløbige konklusion være, at Prophets of Rage, trods de bedste intentioner, flakker rundt i Hollywood. For der er ingen tvivl om, at de har hjertet på rette sted. Men er de relevante anno 2016? Er det et politisk projekt eller musik? Eller er det bare musikere, der forsøger at tjene en skilling på storhedstiden? Svaret blafrer lidt i den varme forårsvind, da vi efter koncerten igen træder ud på Sunset Boulevard.