Metallicas 30 års fødselsdag – Dag 3
Populær
Den næstsidste af Metallicas fødselsdagskoncerter bød på gæstebesøg fra to punk-legender, en sydstatsørkenvandring, et grunge-ikon og en ægte metalgud!
2. Master of Puppets
3. ...And Justice for All
4. Of Wolf & Man
5. Fade to Black
6. The Thing That Should Not Be
7. I Disappear
8. The Outlaw Torn
9. Hell and Back
10. Blitzkrieg
11. For Whom the Bell Tolls
12. Nothing Else Matters
13. So What? (Anti-Nowhere League)
14. Tuesday's Gone (Lynyrd Skynyrd)
15. Fuel
16. Fight Fire With Fire
17. Die, Die My Darling (Misfits)
18. Last Caress/Green Hell (Misfits)
19. Rapid Fire (Judas Priest)
20. Seek & Destroy
To dage, hvoraf især andendagen var spækket med så mange specielle gæsteoptrædende, at det næsten ikke var til at fatte. På tredjedagen fornemmede man til gengæld den første træthed, især hos Lars Ulrich, der nok havde drukket og festet godt igennem med onsdagens gæster, og han virkede noget klatøjet, da han mødte om sammen med resten af bandet og bød velkommen til aftenen, og det skulle også vise sig at få en vis indflydelse på hans indsats.
Men opvarmningsnavnet denne aften var Bay Area-bandet Lääz Rockit, som de færreste kender, men som var valgt ud, fordi Metallica spillede en række koncerter med dem helt tilbage i 1982. Kvintettens musik er mere "power" end "thrash", og man fornemmede godt, at de ikke havde haft helt så god tid til at øve op til aftenens koncert… Frontmand Michael Coons gjorde imidlertid alt, hvad han kunne for at piske en stemning op, og han og bandet var tydeligt benovede og overraskede over at være blevet inviteret til at spille denne aften. Når det er sagt, så kunne man godt høre på sangene, hvorfor bandet aldrig er kommet videre.
Kort efter blev crewet fra "HQ", som er Metallicas studie og fanklubhovedkvarter i San Rafael nord for San Francisco præsenteret, og så var det tid til Cliff Burton-segmentet, som denne aften blev leveret af James Hetfield og en af Cliffs bedste venner eks-Faith No More-guitarist Jim Martin.
Jeg kunne overhovedet ikke kende Martin, mest af alt fordi, fordi han hverken havde sit lange hår, fuldskæg eller solbriller på, som dengang i start-90'erne, hvor han lagde navn til blandt andet guitarsoloen i 'Epic'. Men det var en af de bedre anekdoteaftener takket være netop Jim Martin, der kendte Cliff også før, han kom med i Metallica.
Det der med Lars Ulrichs udmattelse kom klart til udtryk allerede i den instrumentale åbner 'Suicide & Redemption', som både måtte startes forfra og som usikkert bumpede sig vejen gennem de små ti minutter, og så var det en lettelse, at den blev fulgt op af standarden 'Master of Puppets', som Metallica har spillet live langt over tusinde gange. Dén duede.
Af obskure sager var 'I Disappear' fra "Mission Impossible 2"-soundtracket hentet frem sammen med endnu mere sjældne livesag, den nærmest proggede 'The Outlaw Torn', som hele bandet åbenlyst nød at kaste sig ud i, navnlig James Hetfield, der bemærkede, hvordan sangen havde fået en helt ny betydning for ham, siden de sidst spillede den.
Aftenens "nye" sang var 'Hell and Back' – en relativ simpel en af slagsen, som stilistisk ville passe bedre på en af 'Load'-pladerne end på 'Death Magnetic', og herefter var det meget nervøse og fokuserede fanklubmedlem Joseph med på scenen og spille med på 'Blitzkrieg', hvilket var atter en ikke særlig skelsættende oplevelse.
Alices Jerry, Skynyrd, Pepper, Jim og Jason
Alice in Chains' Jerry Cantrell var aftenens første gæst, og han så lidt spøjs ud med nyklippet, nærmest kort hår. Metallica har aldrig studieindspillet noget med Cantrell, men venskabet mellem ham og bandet rækker langt tilbage, og Lars Ulrich spillede trommer i 'Man in the Box', da Alice spillede i Store Vega for en håndfuld år siden, og det var sjovt at se ham spille 'For Whom the Bell Tolls' og riffe løs ved siden af Hetfield, inden der blev sat barstole på scenen, og han sang med på mere forudsigelige 'Nothing Else Matters'.
Endnu mere underholdende blev det bagefter, da Animal fra Anti-Nowhere League gik på scenen og sang svigermors mareridt 'So What?', som ellers har været skrinlagt i Metallica-regi længe, da den genfødte kristne og familievenlige Hetfield har nægtet at synge sangen live. Men nu var det som sådan heller ikke ham, der skulle synge teksten om dyresex, urinsex og fellatio på gamle mænd, men derimod Animal, som gjorde det hele ekstra underholdende ved at eksplicit at gestikulere som supplement til de obskøne linier. Bestemt et højdepunkt!
Med Jim Martin og Jerry Cantrells medvirken tidligere i showet, var det ikke nogen kæmpe overraskelse, at Lynyrd Skynyrd-balladen 'Tuesday's Gone' nu blev luftet sammen med både Down- og tidligere Corrosion of Conforrmity-guitarist og Skynyrds egen Gary Rossington på guitar, samt Soul Rebels på blæsere. Nøjagtig som på 'Garage, Inc.', men det var nu en gumpetung sydstatsshowstopper, som man godt kunne have været foruden. Keenan bemærkede sjovt, at han kendte Soul Rebels hjemme fra New Orleans, men ikke anede, at de skulle spille til disse Metallica-shows.
Jason og en Danzig med overskud
Jason Newsted var på scenen til 'Fuel' og 'Fight Fire with Fire', som var ren luksus at få serveret, og så kom han sgu, Glenn Danzig. Manden, der pissede os alle op og ned ad ryggen i Amager Bio tidligere på året. Ja! Han kunne stadig ikke synge, men han så en hel del gladere ud, end han gjorde til lynseancen i bioen, og det er alt for længe siden, han har sunget Misfits-materiale.
Til gengæld kunne han ikke huske teksten til 'Die, Die My Darling', som han måtte læse fra en prompter på gulvet, mens han tonsede brutalt rundt på scenen med sin dunk, som han nu har det med at gøre.
Bagefter fik vi 'Last Caress/Green Hell'-medleyen (med 'Last Caress' i sin oprindelige, lange version), som virkede betragteligt bedre, selvom Glenn ikke kunne få vejret under sidstnævnte. Og som en teaser begyndte Lars på atter en Misfits-sang 'London Dungeon', men da var Danzig allerede på vej ned fra scenen.
Enter: Metal God!
Om onsdagen var det Mercyful Fate, her på fredagen kiggede ingen mindre end Rob Halford forbi. Judas Priest er i gang med USA-delen af deres såkaldte farveltour, og Rob var blevet fløjet ind og kom direkte fra lufthavnen, og optrådte således i almindeligt tøj. Men det er altså lige så meget bevægelserne, der gør den mand "mædl", som det er motorcyklen og læderfrynserne. Man savnede det ikke efter triumfen på Copenhell tidligere i år.
Det var sjovt at se James Hetfield i bogstaveligste forstand knibe sig selv i armen over at stå på samme scene som sit barndomsidol. James har kaldt 'British Steel' for et af sine yndlingsalbum og en af de plader, der inspirerede ham til at spille heavy metal, og det var da også 'Rapid Fire' fra den plade, der spillet. Nøjagtig som Metallica gjorde det med Halford live tilbage i 1994. Der ikke så meget at tilføje. Bare nyd metalguden:
Traditionen tro lukkede 'Seek & Destroy' koncerten med et væld af gæster, ganske vist ikke Halford, men til gengæld var Glenn Danzig på scenen og spæne rundt, så længe kondien varede, og det samme var Jerry Cantrell, Pepper Keenan, Jim Martin og alle de andre, mens balloner og konfetti haglede ned!
Denne fredag led en del under Ulrichs træthed, ørkenvandring i 'Tuesday's Gone', men Cantrell, en obskøn Animal, en Danzig med overskud og selveste Rob Halford trækker den samlede oplevelse langt op over det middelmådige.
Se flere videoer fra Fillmore-koncerterne
" target="_blank">HER!