Overset eller ej?
Populær
I ugens opsamlingsheat for anmeldelser af oversete udgivelse for 2016 samler vi også Rage op – overset eller ej.
2.My Way
3.Back On Track
4.The Final Curtain
5.War
6.Ocean Full Of Tears
7.Deaf Dumb And Blind
8.Spirits Of The Night
9.Times Of Darkness
10.The Dark Side Of The Sun
Hvis oversete udgivelser til anmeldelse alene skulle indeholde forbigåede mesterværker, så ville denne anmeldelse ikke være blevet til. For nok forbigik vi ’The Devil Strikes Again’ i 2016. Men der var i den forbindelse ikke tale om en kardinalfejl med uoverstigelige konsekvenser for Devilutions læsere.
Tyske Rage har eksisteret siden 1984 og har haft et hav af medlemmer. Siden sidste udgivelse, der mærkværdigvis (og på baggrund af en meget lang historie) blev udgivet under navnet LMO (Lingua Mortis Orchestra), er hele besætningen kølhalet, og alene på broen er bandets eneste oprindelige medlem, bassist og sanger Peter "Peavy" Wagner. Med afgangen af guitarvirtuos Victor Smolski er der samtidig sagt farvel til den mere progressive og symfoniske metal. Tilbage er noget mere traditionel tyskermetal, hvor der hentes lidt thrash her og lidt power metal her, og det krydres så lidt med noget hard rock og pub-rock.
Albummet lægger ud med en thrashy sag i form af titelsangen, der lyder som en blanding af Slayer og Helloween. Det er ikke kønt, men dog ganske effektivt.
Denne heftige begyndelse følges op af den ganske fine ’My Way’, der er en sand metalrocker, der ganske flot sammensmelter typisk tysk metalkultur med en mere amerikansk metal.
Men herefter begynder kvaliteten af sangene så småt at mindskes. ’Back on Track’ lægger ud med et metalriff a la Judas Priest, men går videre i noget, der lyder som Lemmy, der synger en punket drikkevise på en engelsk pub lige før lukketid.
De resterende sange på ’The Devil Strikes Again’ er ikke decideret dårlige. Men de er til gengæld heller ikke særlig spændende. Der er i den forbindelse ganske frustrerende, hvordan Peter Wagner skifter imellem at lyde som den onde selv og at forsøge at synge melodiske omkvæd i sangene, der alle høvler af sted i et opskruet tempo.
Albummets afslutningssang skal nævnes. ’Dark Side of the Sun’ minder i ganske forbløffende grad om noget, som Pretty Maids kunne have skrevet og indspillet. På sangens omkvæd lyder Wagner også en del som Ronnie Atkins. Det er en fin sang at slutte af med.
Når man lytter albummet igennem, er det såmænd en god oplevelse. Men der er ikke rigtig nogen sange, der bundfælder sig og giver lyste til gentagne lyt. Rage har svært ved at finde identiteten på ’The Devil Strikes Again’. Det virker, som om man ikke helt kan bestemme sig for, om man vil være et melodisk power metal-band, eller man vil forsøge sig i en lidt mere metallisk retning. Den manglende musikalske retning er ikke til gavn for nogen af Rages nuværende eller potentielle fans. Et godt metalalbum, men så heller ikke mere end det.