Regelmæssigt for vildt
Populær
Kold novembersløvhed og efterårsdepression fik fingeren, da High on Fire søndag aften rykkede Lille Vega rundt i ottetal.
Rumors of War
Carcosa
Death Is This Communion
Luminiferous
The Falconist
Cometh Down Hessian
The Sunless Years
The Dark Side of the Compass
10,000 Years
Slave the Hive
--------------------
Fertile Green
Snakes for the Divine
Det står skrevet med tyk, sort tusch, at vi her på Devilution er begejstrede for den californiske metaltrio High on Fire, thi vores navn har vi tyvstjålet fra bandets måske bedste sang til dato, hentet fra bandets måske bedste plade til dato, mesterværket ’Blessed Black Wings’ (2005). Det var da også denne plade, der søndag aften i en omtrent halvfuld Lille Vega gjorde sig bedst, da en af den nyere metalhistories bedste sange, ’Cometh Down Hessian’, halvvejs inde i koncerten nogenlunde rev strengene af samtlige luftguitarer i salen. Når High on Fire er på toppen, er de kort sagt bedre end stort set alle andre. Det giver i sig selv kudos at blande Motörheads musikalske opskrift med Slayers, men når man samtidig formår at tilføje det færdige resultat en original smag af noget personligt og rendyrket, gør det i særdeleshed.
High on Fire har tidligere i år smidt deres syvende studiealbum på gaden, ’Luminiferous’, der er bandets bedste i en årrække, men som nu alligevel har et godt stykke vej op til det kraftniveau, der har præget også tidligere storværker som debutpladen ’The Art of Self Defense’ (2000) og ’Death Is This Communion’ (2007). Aftenens sætliste bestod forståeligt nok i høj grad netop af sange fra bandets seneste studiealbum. Og selv om man egentlig er begejstret for udgivelsen og stadigvæk ofte sætter den på hjemme hos sig selv, er det i koncertregi, man bliver opmærksom på, hvor mange andre sange, man hellere havde hørt. Selv om det selvfølgelig er et luksusproblem.
Tæt trio
Det evige sætlisteproblem synes i særdeleshed at være et luksusproblem, når der er tale om så velspillende og sultent et band som i dette tilfælde. Det kan godt være, at High on Fire om blot et par år vil kunne fejre 20-årsjubilæum, og det kan godt være, at frontmand Matt Pikes ukronede regeringstid som GuitarGud går endnu længere tilbage end det – til hans tid i det notoriske band Sleep (som spiller på Roskilde Festival til næste år!) – men at de stadigvæk har masser at byde på, skal High on Fire nok være de første til selv at demonstrere. For de er tydeligvis på rov efter mere. Meget mere. Måske er de endda mere sultne i dag, end de har været de sidste par år. Det er ikke længe siden, Matt Pike kæmpede med alkoholen, og specielt under bandets sidste besøg i Danmark syntes det at være noget af en... hm... prøvet frontmand, bandet havde med sig. Alkoholen er dog angiveligt lagt på hylden nu, og det var skønt at se Matt Pike være mere nysgerrig, end han måske nogensinde har været før. Nysgerrig efter publikum forstås. Interesseret i deres reaktion på sangene og i det hele taget meget engageret i nuet.
Lyden i Lille Vega
Vegas Stauningsal overraskede også positivt denne aften – og det kommer vi til om lidt. Lyden i spillestedets mindre sal er derimod nu engang det, den er, hvilket vil sige, at tit er lyden langt fra optimal, og dog kammer den aldrig over i det decideret elendige. Man kan sige, at lyden i salen generelt hører til i den middelmådige ende, og det gjorde den også denne aften. At der ikke skal meget tyngde til fra hverken trommer og bas, før akustikken i det snævre trælokale udfordres, var denne aften på forhånd en bekymring. For er der noget, High on Fire har mere end rigeligt af, så er det netop tyngde. Fuldblodstyngde! Det gælder egentlig alle tre musikere, at de tager dybe, soniske spadestik med deres respektive instrumenter, men det gælder især Des Kensels tønder.
Kensel har en karismatisk, bastant forkærlighed for at lade stortromme og tammer fylde meget i sit lydbillede. Som en musikalsk bulldozer er han indbegrebet af tyngde, og under aftenens første par numre sejlede lyden på hans bulldozer da også helt af helvede til. Et af sætlistens bedste numre, ’Rumours of War’, fik man derfor ikke meget ud af, så slemt stod det til. Bandets lydmand, der i øvrigt også er Matt Pikes AA-sponsor, må dog gradvist have fået Vegas betingelser mere sikkert ind under huden, for fra og med det nye nummer ’Carcosa’ fungerede lyden efter Vegas bedste middelmådige betingelser.
Den festlige ballade
Men det var det positivt overraskende og ikke lyden, vi kom fra. Det var aftenens, omfavnelsesrige, festlige ballade, vi kom fra! På befriende vis var der utroligt højt til loftet i Vega. Øllene koster selvfølgelig stadigvæk en million, og den 25 kr. dyre garderobe kommer man ikke udenom, også selvom man forsøger. Den hårde rabalderfest, der må og skal til for at give en koncert med High On Fire den grad af næve, musikken fortjener, var dog smukt og revolterende til stede i Vegas ellers bornerte rammer. Det tog muligvis flere numre, før publikum var blevet sikre nok på henholdsvis omgivelserne og deres egen søndagsbrandert, til at de gav sig selv lov til at lægge almindelige sociale konventioner på hylden og i stedet finde ind til deres sande, medmenneskelige metalhoved.
Da festen under det nyere, fremragende nummer ’The Falconist’ først dukkede op, forblev den dog på et imponerende højt niveau stort set indtil publikumshitteren 'Snakes for the Divine' lukkede og slukkede. Publikum stagedivede, røg smøger og moshpittede i en grad, man stort set aldrig oplever i Vega. Eller i Amager Bio for den sags skyld, der også har en strammere koncertpolitik. Pointen er, at det kun gjorde koncerten dét bedre, at Vega viste sit publikum denne tiltro og gav dem lov til at feste, drikke og ryge på musikkens præmisser uden indblanding og løftede pegefingre. Er der noget, man som koncertgænger har brug for i disse råddent paranoide dage med terror, er det blandt andet at få lov til at mærke livemusikken sammen med ligesindede. Det fik man lov til i Vega. Stemningen emmede af bagstiv mayhem, men der var kontrol over situationen. At musikken i øvrigt kun blev bedre, i takt med at festen blev bedre og vice versa, siger det hele: Mere røget fest på spillestederne også fremover!
Solidt!
De bedste, mere faretruende koncerter med High on Fire, ligger formodentlig alle bag dem. Den alkoholdjævel, der i sin tid fik Matt Pike ned med nakken, var dengang paradoksalt nok samtidig med til at give bandets koncerter en stor del af den vildskab, der egentlig gjorde meget af forskellen. Alkoholen bragte vanviddet med sig. At der stadigvæk er masser at komme efter hos Matt Pike og co. også i 2015 på den tørlagte side, bliver imidlertid indlysende, når man hører de tre rutinerede musikere sammen. Jøsses, hvor spiller de fedt – sammen og hver for sig. Hvad angår det instrumentale, synes de faktisk kun at blive bedre for hver gang, man er til koncert med dem. Derudover har både Pike, bassist Jeff Matz og Kensel så pissemeget personlighed på en scene, at deres respektive excentriske autoritet i sig selv virker motiverende for koncertoplevelsen. Det vil ikke være forkert at kalde dem undergrundsmetalstjerner. Som nævnt havde man gerne set, hvis bandet havde byttet et par af de nyere sange ud med noget ældre (og bedre) materiale. Især ’The Sunless Years’ og ’The Dark Side of the Compass’ gjorde koncerten en smule tung i røven, men disse luksusproblemer tager man med. High on Fire bragte en velspillet næve med sig, publikum var dedikerede til vanvidsfulde og Vega lod denne dedikation få frit løb. Det var alt sammen med til at gøre denne kolde søndag aften til en af de absolut bedre.