Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'14: Tunge vibrationer

Populær
Updated
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer
RF'14: Tunge vibrationer

Ved hjælp af tyngde og et stærkt materiale lykkedes det stort set Electric Wizard at spille den store Arena-scene op - eller ned i kulkælderen - torsdag på Roskilde, og frygten for den store Arena-scenes indvirkning på præstationen blev gjort delvis til skamme.

Dato
03-07-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Med en placering af stoner/doom-kultbandet Electric Wizard på den store Arena var der på forhånd lagt op til en programlægningskatastrofe af de større – utroligt, at Roskilde ikke selv kan se det på lang afstand, når nu alle andre kan.

Som et ikke videre begavet 5-årigt band på forhånd kunne have fortalt Roskilde, kom det ikke til at ske. I stedet havde man fornøjelsen af en slags intimkoncert i et meget stort rum, for der var knageme ikke mange, der havde fundet frem til Electric Wizards åbning af Arena. Til gengæld var der langt imellem dem.

Det var et overraskende fyldt Arena-telt, der blev åbnet af stoner/doom-kultbandet Electric Wizard torsdag kl. 18 på Roskilde Festival, og fremmødet var således en del bedre end frygtet; en godt fyldt pit og et halvfyldt telt var sgu okay, selvom man da havde foretrukket en mindre scene og mørke i stedet for megatelt og dagslys.

Sidst, Electric Wizard spillede på Roskilde, var de med på et afbud, men gav en fremragende koncert kl. 12.00 på festivalens mindste scene, Pavilion. Om det er på baggrund af den, at blev booket, skal jeg ikke kunne sige, men det virkede på forhånd som et lidt underligt metaltopnavn for Roskilde. Electric Wizard har ikke udgivet noget siden 2010, og den mellemliggende tid er gået med line up-rod og pladeselskabsskift. Det kan selvfølgelig også være, at bandets navn er vokset betragteligt herhjemme siden sidst, eller at det handler om noget helt andet. For musikkens kvalitet er selvfølgelig ligeså høj, som riffene er tunge, og måske håbede festivalen, at det i kombination med et Twiggy-tyndt metalprogram alligevel ville få den metalhungrende del af festivalpublikummet til at flokkes om et band, der til daglig ikke har så mange fans i Danmark.

Men okay, da briterne iført trompetbukser, langt hår og kultfilm med bryster i fri dressur på storskærmen indtog scenen med deres stenhårde og psykedelisk smadrede bølledoom, så forstod man det bedre. Og selvom det var lyst udenfor, så medbragte Electric Wizard alligevel selv mørket med deres skramlende, buldrende, hashsløve take på den musikalske arv, Black Sabbath har givet verden.

Det tog lige lidt tid at komme i gang for englænderne, der lagde ud med en lidt for lav lydstyrke, der ikke klæder dem. Det gik ud over åbneren ’Supercoven’, men blev dog rettet til, og som sættet skred frem, fik basstyrken fløjlsbukserne til at vibrere lystigt. Electric Wizard blev i det hele taget holdt godt sammen af bassen, der nu er i hænderne på Clayton Burgess fra Satan’s Satyrs, mens trommeslageren gjorde det, han skulle. Guitarist og sanger Jus Oborn er ikke verdens mest udadvendte frontmand, men han har en eller anden hashoman psykopatfaktor på en scene, som altid er underholdende.

Sættet var lidt af en greatest hits-parade – i det omfang, man kan sige ”Electric Wizard” og ”hit” i samme sætning – hvor doomschlagere som ’Doomentia’ og ’Funeralopolis’ gjorde det fremragende, og hvor ’Witchcult Today’ (bizart nok) fik fremprovokeret en lille pit hos et publikum, der efter lugten at dømme ikke holdt sig for gode til at ryge af de rockcigaretter, som Oborn & co. henter en betragtelig inspiration fra.

En fin start på festivalen, men ikke helt den magtdemonstration, som 2011-koncerten var. Dertil var scenen trods alt lige stor nok til bandet, der gør sig bedst under noget mere intime former. Ikke desto mindre en stor og positiv overraskelse, at bandet kunne fylde scenen ud.