Copenhell '17: Storladen tyngde
Populær
Risings musik lød fantastisk på Hades-scenen, men kontakten til publikum måtte godt have været større for virkelig at være festskabende. Musikalsk fik man dog høj klasse.
Da Rising i 2012 sidst spillede på Copenhell, skrev den udsendte anmelder, at bandet ikke fyldte scenen ud. Dengang var det på den lille scene, mens bandet efter et nyt album sidste år var blevet opnormeret til den større Hades-scene. Det kunne lyde farligt, når nu der var anker over netop det med at fylde scenen ud, men det må også tilføjes, at det er et helt andet Rising, man ser nu. Dengang var bandet en trio, men siden har guitarist Jacob Krogholt udskiftet resten af bandet samt ændret i den musikalske vision. Bandet er derfor nu en kvintet, og Krogholt er ikke længere alene om guitardyderne. Mest bemærkelsesmærdigt er det nok, at vokalen er gået fra mavesurt brøl til high-pitchet vokal, der giver nogle mere klassisk metalliske antydninger i den tunge sludge-lyd.
Bandet kom godt fra start. Lyden var massiv og brølede derudad. Guitarerne tunge, og bassen som en ildevarslende buldren. Trommerne solide og med det rette smæk, mens vokalen med en skarp præcision skar igennem, og fik en til at lytte efter. En fantastisk lyd kan jo ikke gøre det i sig selv, men bandet lader i starten musikken snakke og gør ikke meget for at få det forventningsfulde publikum til at deltage og starte en fest. Først halvvejs inde i koncerten er det mere end de første rækker, der har næverne i vejret til en taktfast support. Her kommer der også lidt snak til publikum, men det forbliver stadig en kende inadvendt i udtrykket.
Tungt og stort
De nye sange egnede sig rigtigt godt til denne store scene. Der er kommet godt luft under musikken, når tyngden bakkes op af den flotte rene vokal fra Morten Grønnegaard. Det er klart, at når bandet har haft en helt anden lyd på den vokale front, vil vandene deles. For denne anmelder giver den nye vokal en helt anden dimension til musikken. Den tunge lyd, især fra den herligt buldrende bas, holder fast i sludge-delen, mens enkelte riff og vokalen trækker på en fed, oldschool og klassisk heavy/rock-lyd, og i det mix sker der uhyre interessante ting. Det er noget, der godt kan tåle at være mere udadvendt, end bandet valgte at gøre det i denne live-situation.
Det var musikalsk en fornem præstation, men kan bandet få åbnet bedre for kontakten til publikum, så vil magien for alvor kunne opstå.