Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'14: Fuldfed monsterfest

Populær
Updated
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest
RF'14: Fuldfed monsterfest

Rob Zombie leverede en overrumplende fed headlinerkoncert på orange scene.

Kunstner
Dato
05-07-2014
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Indrømmet. Jeg var lidt skeptisk før Rob Zombies koncert på Orange scene fredag aften.

Vi taler headlinertid her, og hvor mange mennesker ville være tiltrukket af mandens horror-koreograferede electro-metalrock? Og hvor meget ville Rob Zombie og hans medzombier egentlig kunne nå ud over kanten på den krævende hovedscene?

Svarene fulgte som følger: En solid og dedikeret fanskare samt flere nysgerrige var mødt frem, henholdsvis så langt som det krævedes. Og lidt mere endnu.

Bandet gik til bidet med et imponerende engagement og energitryk, og Rob Zombies showmandsattitude skabte pronto en sydende symbiose med publikum.

Numre som 'Living Dead Girl' og hittet fra White Zombie-90er-epoken 'More Human Than Human' satte gang i sagerne, og det groovede og gyngede noget så uhyggeligt fedt henover festivalpladsen.

Den hypervisuelle sceneopsætning sad lige i øjnene, og lyden var decideret fænomenal – måske den bedste festivallyd, jeg har oplevet siden King Diamonds på sidste års Copenhell?

Okay, Rob Zombies industrialinfluerede metal og hard rock kan måske godt virke lidt stram, indkapslet og maskinel, men fredag aften blev den leveret med et kæmpestort overskud. Der var rigelig plads til nuancer og charmerende udsving, herunder fra den veloplagte guitarist John 5, og i hele sætlistens indskudte medleyer af Alice Cooper-klassikeren 'School's Out' og 'Am I Evil?' (oprindeligt engelske Diamond Head, men udødeliggjort af Metallica), som gav et spontant og perfekt blow-job på det partykogende publikum.

Jeg skal skåne Devilutions læsere for yderligere sexual metaforik i forbindelse med koncertens klimaks, men jeg kunne næsten have udført ovennævnte akt på mig selv under den sublimt fremførte Grand Funk Railroad-standard 'We're An American Band' (som bandet også har indspillet på deres seneste album, 'Venomous Rat Regeneration Vendor', men her særlig inspireret af USA's uafhængighedsdag den 4. juli). Til gengæld var der ingen nåde for de sagesløse festivalgæster, der havde den ulykke at stå lige omkring deres udsendte, som fik rystet garn og skrålet vaskeægte falsk med i omkvædet. 

En totalt set forrygende koncert, der var ligeså gennemført, som den var overrumplende og kærkommen – ja,  en decideret nødvendighed på årets festival, hvor det –  på forhånd – har set sparsomt ud med de store metal-oplevelser.

Her var til de tungfedeste grader én, så herfra leveres der fem svin til zombierne for en fuldfed monsterfest.