Satan sejrede i Aarhus
Populær
Alt gik op i en højere enhed, da Mayhem overlegent vakte hovedværket 'De Mysteriis Dom Sathanas' til live i Aarhus.
2. Freezing Moon
3. Cursed in Eternity
4. Pagan Fears
5. Life Eternal
6. From the Dark Past
7. Buried by Time and Dust
8. De Mysteriis Dom Sathanas
Ud af det negative kommer der altid en sprække, hvor det positive trænger igennem. Det ligger instinktivt i vores natur. Opgiv og dø eller kæmp videre – ved at tænke i nye baner.
Da den teknologiske udvikling drænede musikbranchens pengekasser, var Lars Ulrichs forsøg på at bekæmpe Napster et prisværdigt træk i håb om at beskytte sin primære indtægtskilde fra det fysiske pladesalg.
Men forbud fører sjældent til sejr. Kampen var åbenlyst tabt på forhånd.
Før årtusindeskiftet turnerede bands som et led i at promovere nye plader. I dag turnerer bands for at overleve. Og som publikum næppe gider at gå i biografen for at se den samme film to gange, kræver det nye forestillinger fra musikerne hver gang for at sælge billetter.
Som musikfans bør vi være begejstret for forandringen. Vi får oplevelser de tidligere generationer aldrig fik. I særdeleshed muligheden for at høre plader spillet i deres helhed. Som Metallica netop var tidligt ude med at gøre, da ’Master of Puppets’ blev fejret i 2006 i anledning af pladens 20-årsjubilæum.
Den slags jubilæumskoncerter har vi efterhånden overværet en hel del af. Men det er også en kunst at kunne slippe af sted med det. Alle pladens numre skal være af stærkt format og passe ind i resten af koncerten eller alene kunne holde til at være en decideret koncert i sig selv.
Der var begejstring blandt fans og kritikere, da Anthrax for nylig fremførte hele hovedværket ’Among the Living’ i Amager Bio, og ditto konsensus om, at da pladen var overstået, fremstod det som en flad fornemmelse at få ”almindelige” numre serveret bagefter.
Tilsvarende tamme fornemmelse har vi før stået med, da Behemoth lagde ud med hele ’The Satanist’ i Amager Bio i 2016 og sluttede af med de løse numre.
Modsat King Diamond, der forstod, at den omvendte rækkefølge netop gav mere mening, som da han sluttede af med hele ’Abigail’ på sidste års Copenhell.
I King Diamonds tilfælde er der netop ekstra pondus for pengene, da ’Abigail’ er en konceptplade, der fortæller en samlet historie, som Diamond vækkede til live ved at folde handlingen visuelt ud i sammenspil med musikken.
Intet er mere teatralsk end black metal
For King Diamond har det visuelle altid gået hånd i hånd med musikken. Og det er ikke tilfældigt, at black metal har hentet så megen inspiration hos danskeren.
Ingen genre i musikhistorien har været mere visuel og teatralsk end bølgen af black metal-bands, der kom frem i starten af 1990’erne.
Det fungerer i takt med musikken, når Watains Erik Danielsson bader sig i blod på scenen. Når Gorgoroths kulisse består af korsfæstede kvinder. Når Behemoth ligner Satans soldater. Eller Mayhem inkarnerer ondskaben ved, at forsangeren sprætter sig selv til blods, og afskårne grisehoveder står i flammer.
Sådan kendte vi Mayhem med Maniac i front indtil 2004, hvor ungarske Attila Csihar overtog og siden har stået i spidsen som en shaman i forskellige okkulte outfits og messet og hvæset sig igennem Mayhems koncerter.
Før 2004 var Attila ikke medlem af Mayhem, men blot hevet ind som lejesvend på indspilningen af ’De Mysteriis Dom Sathanas’ i starten af 90’erne som afløser for sangeren Dead, der tog livet af sig selv i 1991.
I maj 1994 udkom pladen endelig. Tilfældigvis i de samme dage, hvor bassisten Varg Vikernes – der i en kort periode afløste Jørn "Necrobutcher" Stubberud – blev dømt for kirkebrænde og drabet på guitaristen, Mayhems ophavsmand, Øystein "Euronymous" Aarseth.
Hornbriller versus corpse paint
I samme periode blev flere medlemmer fra Emperor også dømt for mord og kirkebrænde. Emperor, der i februar 1994 udgav ’In the Nightside Eclipse’, der sammen med ’De Mysteriis Dom Sathanas’ betegnes som to af de mest essentielle udgivelser i black metal-genren.
To plader, som fans har fået muligheden for at opleve i deres helhed. På to vidt forskellige faconer.
Emperor valgte festivaler og sommerens solskin, da de med velfriseret skæg og hornbriller høvlede sig igennem klassikeren – langt fra fortidens kutter, nitter og drabelige corpse paint.
Mayhem er gået anderledes til værks. De har gjort oplevelsen af 'De Mysteriis Dom Sathanas' til en helhed. Første gang på Black Christmas Festival i december 2015, hvor pladens otte numre blev flankeret af skiftende kulisser.
Fra en lysende fuldmåne under klassikeren ’Freezing Moon’, til at scenen blev oplyst af 50 sorte fakler under pladens afsluttende titelnummer – hvor teksten handler om at påkalde Satan.
Sjældne toner i tågen
Så stort et setup har Mayhem forståeligt nok ikke kunne tage med sig på den igangværende turné. Vi fik med andre ord den lille pakke på Train i århus.
Men mindre kunne også gøre det. Og Mayhem gjorde netop det rigtige i at holde fast i opsætningen af ’De Mysteriis Dom Sathanas’ som en helhedsoplevelse. Og publikum fik muligheden for den sjældne oplevelse, der kommer i form af de numre, vi netop ikke plejer at få.
Som det fandenivoldske og fremragende åbningsnummer ’Funeral Fog’, jeg ikke kan mindes, vi nogensinde har hørt live på dansk grund. Før nu. I København og Århus.
Mayhem-fans kan næppe forlange mere. Og sikke en måde, vi fik åbningsnummeret på. Fra Hellhammer gav lyd fra sig bag sit enorme trommesæt, og de fire andre pludselig åbenbarede sig iført kutter i den tætte røg på scenen, mens kirkegårdsklokkerne stadig ringede. Som var Train forvandlet til de Dødes rige, som teksten fortæller om, mens Mayhem – som altid – tordnede tight af sted med topfart.
Respekt for Euronymous' arv
Normalt ser man aldrig Mayhem optræde i kutter. Men udover kutternes formål med at matche musikkens mystik tjener maskeringen samtidig et ærbødigt formål.
Guitaristerne Teloch og Ghul og bassisten Necrobutcher var netop ikke med på indspilningen af 'De Mysteriis Dom Sathanas' og har ikke del i pladens arv.
Musikken er først og fremmeste afdøde Euronymous' testamente i musikhistorien. Anonymiseringen af de tre kutteklædte musikere kunne meget vel være et tegn på respekt for Mayhems ophavsmand, hvis riffs og soli blev vakt til live på scenens kirkegård af især den kutteklædte Teloch, som symboliserede han Euronymous' genfærd, der havde rejst sig fra graven. Det fungerede fremragende.
Fra den formidable start med 'Funeral Fog' fortsatte showet over i ’Freezing Moon’, hvor det tætpakkede publikum forenet som disciple i flok førte hornene i vejret og rykkede håret rundt. Og mellem numrene blev der hujet og klappet, mens scenen i takt med de små pauser forandrede sig i form af okkulte kulisser og foruroligende lyde, toner eller musik, der fyldte stilhedens tomrum ud.
Som mellem ’Cursed in Eternity’ og ’Pagan Fears’, hvor Hellhammer satte ind med en ildevarslende trommehvirvel, som var vi vidner til optakten til en rituel ofring. Djævelen ligger i detaljen, som man siger.
Et kapitel for sig selv
Showets mange brikker blev sublimt forenet. Men styrken er naturligvis, at Mayhem besidder en musikalsk kaliber, som få andre kommer i nærheden af.
Syv af pladens otte numre varer i snit seks minutter, hvor hver skæring kræver kampform som atlet. Her var ingen mulighed for at fyre et nummer af i midttempo for at trække vejret.
’De Mysteriis Dom Sathanas’ kræver format at fremføre. Mayhem har det. Mayhem viste det. Og vi får næppe en reprise. Som vi heller ikke har behov for. Satans sejr i Aarhus talte for sig selv. Og står for sig selv i hukommelsen.