Sober hyldest til Chuck
Populær
Death To All gæstede Voxhall en tirsdag aften i Aarhus, hvor Cynic og Steve DiGiorgio på passende vis hyldede Chuck Schuldiner og hans musik.
2. Leprosy / Left To Die
3. Suicide Machine
4. In Human Form
5. Spiritual Healing / Within The Mind
6. Cosmic Sea
7. Zombie Ritual / Baptized In Blood
8. Crystal Mountain
9. Spirit Crusher
10. Together As One
11. Lack Of Comprehension
12. Pull The Plug
Det er vel næppe nogen hemmelighed, at denne anmelder anser bandet Death som værende et af de vigtigste bands overhovedet. Chuck Schuldiners arv er for evigt mejslet ind i undertegnedes pandelapper som det afgjort bedste dødsmetal nogensinde lavet. Og der er langt ned til de næste på listen, der indeholder favoritter som Morbid Angel, Deicide, Suffocation m.fl.
Så da nyheden om, at hyldestturnéen Death To All ville svinge indenom Europa, kom, var glæden stor hos denne nordjyde. Bedre blev det, da det viste sig, at jeg skulle til Aarhus for at opleve det. For det havde da været nemmere, hvis de havde valgt Aalborg eller Dronninglund. Men Aarhus var det eneste rigtige sted for undertegnede. For, som jeg har fortalt min omgangskreds en million gange (de er for længst blevet trætte af historien!), så var det netop i Aarhus d. 28. september 1995, at jeg så min første og eneste koncert med Death. Voxhall deler fysisk lokaler med det, der dengang hed 'Huset, hvor koncerten fandt sted, så det var jo lige, som det skulle være.
Det var aftenen også. Først var der et par opvarmningsbands i form af Darkrise og Obscura, men dem forbigår vi i tavshed. Sidstnævnte var så dårligt, at da jeg blev tilbudt en røvfuld uden for, måtte jeg lige stoppe op og overveje, hvad der mon ville være bedst (tak til en unavngiven bassist i et unavngivent dødsmetalband fra Silkeborg for den formulering).
For det, det hele handlede om, var selvfølgelig Death To All. For det her er ikke Death. Lad os slå det fast med det samme. Men det er så tæt på det, som vi kan komme. Musikerne i Death To All har nemlig alle en stor andel i det rigtige Death. Det er trommeslager Sein Reinert og guitarist Paul Masvidal fra Cynic, der sammen med bassisten Steve DiGiorgio udgør den kerne, der også var med til at indspille den nu legendariske 'Human'-plade, der blev Deaths helt store gennembrud. De har fundet sammen med Cynics forsanger Max Phelps, der så skal gøre det ud for Chuck Schuldiner.
Max lyder da også lidt som Chuck. Han har samme raspede vokal, og det gør det en anelse genkendeligt. Faktisk er det meget rart at høre numrene igen. For da fortæppet går fra, og det kæmpestore Death-logo pryder bagtæppet, og de sætter i gang med 'Flattering Emotions' mødes de af et kæmpebrøl fra en pænt pakket sal i Voxhall. Det her har folk set frem til i mange år. Muligheden for at hylde ikonet Chuck Schuldiner og dennes musik.
Det første, der slår mig, er Steve DiGiorgio, der spiller i bare tæer i sine sandaler og så ellers skifter mellem en seks- og trestrenget bas. Det er noget anderledes, men hold da op, hvor man kan høre basgangen i Voxhall. Herligt.
Før det hele bliver for lyserødt, bør det dog lige nævnes, at Death To All holdt koncerten i et adstadigt tempo. De havde bestemt ikke travlt med at komme gennem sangene. De kunne sagtens have sat tempoet en anelse op, men det er åbenbart et bevidst valg. Efter 'Cosmic Sea' fra netop 'Human'-pladen stopper de med at spille, og der rulles et filmlærred ned. Her vises der så udvalgte videoklip og billeder af Chuck Schuldiner i nogle minutter. En passende visuel hyldest midt i den lydmæssige ditto fra scenekanten. Det er her, at det sådan for alvor bliver gjort klart, at dette ikke bare er en koncert, men netop en hyldest.
Efter billedmontagen går de på scenen til 'Zombie Ritual' fra debutpladen, og efter et par numre kommer forsangeren og trommeslageren fra Obscura op på scenen og spiller med på 'Spirit Crusher', hvilket de er meget beærede over at få lov til. Death To All slutter af med 'Lack Of Comprehension' og så selvfølgelig 'Pull The Plug' som sidste stik.
Efter halvanden time var publikum også godt møre. Der var blevet sunget med, moshet igennem til den helt store guldmedalje, en moshing, der sågar sendte enkelte hjem med blodsprængte læber, og generel headbanging, der altid sikrer ømme nakkemuskler dagen efter.
Jeg kunne godt have tænkt mig, at de også lige havde spillet det store hit 'The Philosopher', men Chucks anstrengte forhold til Paul Masvidal under tilblivelsen af netop den sangs tekster gjorde selvfølgelig, at den blev udeladt. Tempoet kunne også godt have været lidt højere, men når de to små kritikpunkter er blevet bragt til torvs, så har jeg faktisk kun godt at sige om aftenen.
Det var nostalgisk, bekvemt og fedt at være en del af. Steve DiGiorgio var manden, der førte publikum gennem aftenen og det var passende. Death To All holdt det afdæmpet og gav plads til, at man kunne mindes manden og musikken. Jeg ved ikke hvor længe Cynic og Steve gider lave de her velgørenhedskoncerter, som det jo er, men hvis de kommer i nærheden af de festivaler, som jeg skal til i sommeren 2014, så oplever jeg det gerne igen. For nu, hvor Chuck blev taget fra os i december 2001, så er det her så godt, som det kan blive. Som Jack Nicholson ville have sagt det: Det bli'r ikke bedre.