SRF '15: Rutinepræget rockstar
Populær
Giraffen blev beset, og selvom den var mere levende end man kunne have forventet, savnedes alligevel gnist og overskud i eftermiddagssolen foran hovedscenen.
2. Nightrain (Guns N’ Roses cover)
3. Avalon
4. Back from Cali (Slash cover)
5. Wicked Stone
6. You Could Be Mine (Guns N’ Roses cover)
7. Bent To Fly
8. World On Fire
9. Anastasia
10. Sweet Child O' Mine (Guns N’ Roses cover)
11. Slither (Velvet Revolver cover)
12. Paradise City
I lidt over en time flød tungtdvælende guitarrock ud fra Festival Stages alt for lavtopskruede højttalere, ledet af en mere end kompetent og dreven frontmand, Alter Bridges Myles Kennedy, der nok ved hvornår man taler og hvornår man tier. Underforstået, hvornår koncerten var hans show og hvornår det var drømmen om Guns N' Roses, der fik publikum til at klappe i takt. Hvordan skal man ellers håndtere Guns' aflagte numre når disse bød sig til? Men det gjorde Kennedy i ærbødigt respekt for numrene og med talent som påkrævet, og for dét gives den største respekt.
Selveste Hr. Hudson stod et par kilo mere svær end i velmagtsdagene og lignede ellers nøjagtig den samme flab der spillede de riffs der skulle vise sig at bane vejen frem for Guns N' Roses for over 25 år siden. Afdæmpet og sikker lænede han sig lige lovlig vel tilbage på rutinen, men med hans stadig overlegne attitude og den lidt ældre end gennemsnittet festivalgænger som fluffer, var alt som det skulle være.
Myles Kennedy har ganske vist brilleret i Alter Bridge, men hans vokale overskud var alligevel bemærkelsesværdigt. Det var ikke en blærerøvsseance med ulidelige skaleringer, snarere solid stemmekontrol med en dyb og personlig glød, der supplerede hele pakken optimalt.
Sætlisten bød på forskelligt fra musikalsk middelmådige 'Apocalyptic Love' (2012) og den ditto udgivelse 'World on Fire' fra 2014, der syntes at få lidt mere liv live end i albumversion, uden at være tæt på at sprænge rammerne for noget som helst nyt. Samlet set spillede Slash, Myles og The Conspirators et habilt miks af guitarbåret rock 'n roll naturligvis med velkendte Guns-sange som 'Nightrain', 'You Could Be Mine', 'Sweet Child O' Mine' og afslutningsvis 'Paradise City' som bærende katalysatorer.
Kan Slash stadig spille? Fremstår han anno 2015 jævn og rutinepræget? I dén grad. Han lever på sin navn og er i sin gode ret til det samme. Slash beviste at han endnu har ikke ramt bunden som en pensionsopsparende falleret rockstjerne, for han rocker lidt endnu og spillestilen kan ingen tage fra ham. Denne torsdag eftermiddag blev musikken leveret uden excentricitet, men var stabil underholdning, der desværre, som mange andre af Sweden Rocks koncerter, var præget af den lave lyd.