Stabil stoner
Populær
Monster Magnet med karismatiske Dave Wyndorf i front spillede for et velbesøgt Pumpehuset, og endnu engang fik man bekræftet, at de er blandt stonerrockens mest stabile leverandører, når det omhandler psykedelisk og tung rock.
2. Powertrip
3. Melt
4. Superjudge
5. Twin Earth
6. Look to Your Orb for the Warning
7. Dinosaur Vacume
8. Cage Around the Sun
9. Tractor
10. Dopes to Infinity
11. Space Lord
---
12. I Want More
13. Face Down
14. Negasonic Teenage Warhead
”We are all here my friends
Alive and spaced but all so beautiful”
(’Dopes to Infinity’)
Da Monster Magnet indtog scenen i Pumpehusets store sal lørdag aften, var det med vanlig coolness fra frontmand Dave Wyndorf, der med læderjakke og vind i håret førte os igennem sit univers, hvor psykedelia, tegneseriefortællinger, B-films-æstetik, rockmytologi og macho-attitude går hånd i hånd.
Wyndorf er stadig en übercool og karismatisk sanger, og han er en sikker leverandør af den tunge og druggy stonerrock, der er blevet bandets varemærke. Han er vokset betragteligt siden de skinny halvfemsere, og efter en pilleoverdosis, der fik ham til at kvitte stofferne og tage voldsomt på, var der en periode, hvor man kunne være bange for, hvor det hele mon ville ende.
Men han er kommet efter det, er han. Og det er bandet også. På trods af en musikalsk set lettere uinspireret periode op gennem nullerne har Monster Magnet stadig til gode at udgive et decideret dårligt album, og den seneste udgivelse med nyt materiale, ’Last Patrol’ fra 2013, viste bandet i absolut topform, hvor Wyndorf ikke bare havde skrevet nogle af sine bedste sange længe, men også havde fundet tilbage til den tunge psykedelika og den kosmiske space rock, der gjorde, at man begyndte at holde af dem til at starte med.
Pålidelig postmodernitet
Wyndorf har skabt sin egen alternative boble, hvor han selv står som rockhelten, der ufortrødent fortsætter med at videreføre den tunge, 70’er-inspirerede stonerrock i en omverden befolket af idioter, der er optaget af trends. Men vi forstår ham, og vi har tillid til ham, og han ved det, og han udnytter den tillid til vores alles fordel. Man tager ikke til koncert med Monster Magnet for at blive overrasket, man tager til koncert med Monster Magnet for at skråle med på tekster om herskere fra rummet, eksploderende hoveder og om at køre rundt på en traktor på sin drug farm. Og det smitter af. Man får selv lov til at føle sig som en konge, når man træder ind i Monster Magnets rifftunge psykedeliske rum, og så længe musikken spiller, er man ét med Wyndorf og hans karikerede, postmoderne mytologi. ”Tonight I’m gonna walk with the gods and punks”, som han selv så glimrende har formuleret det i en af sine nyere sange.
Det er et sted, der er godt at være, og man føler sig hjemme i den rockmytologi, som Monster Magnet formidler. Man finder hos dem en pålidelighed, som måske kan være kedelig i længden, men som man lærer at sætte pris på. For det er det, Monster Magnet har vist sig at være: Et pålideligt band, først og fremmest.
70’er-pastiche
Før Dave Wyndorf & co. overtog scenen, var det dog texanske Scorpion Child, der stod for underholdningen. At høre Scorpion Child var som at træde ud af en tidsmaskine, der var sat til at ankomme i start-halvfjerdserne, så tro var de mod forbillederne i Led Zeppelin og Deep Purple. Forsanger Aryn Jonathan Black var iført velourskjorte, og mellem hans brystlange, krøllede hår hang en hajtand om hans hals. Der var trompetbukser, der var denimveste, der var sving med mikrofonen på bedste Robert Plant-facon, og der var et keyboard, som der for det meste ikke var hul igennem til, men som, når det endelig fik plads, mest af alt emulerede Jon Lord. Trommeslageren Jon ”The Charn” Rice (der også turnerer med 1349 og er medlem af Job For a Cowboy!) slog igennem og overdøvede næsten resten af bandet, mens Aryn Black lavede hoftevrid og hoppede højt til sit bands accentueringer.
Det var sådan set ikke, fordi det var dårligt, det var bare inderligt ligegyldigt, og det er måske det værste, musik kan være. Igennem de 45 minutter, Scorpion Child spillede, kom de igennem den huggende boogierock, den tunge heavyrock og den obligatoriske stille sang, der voksede til et freakout, hvor keyboardet endelig fik plads til en tydelig solo. Det lød som ’Child in Time’ i en kortere version, og lige her løftede bandet sig og blev helt engagerende, men i det store hele fik Scorpion Child ikke gjort op med billedet af, at man ved at efterligne sine forbilleder til punkt og prikke også kan dræbe den magi, man forelskede sig i til at starte med.
Hyldest til storhedstiden
Anderledes blev det dog, da Monster Magnet gik på. Et væld af musikere har været del af gruppen igennem de 30 år, de har eksisteret, hvilket gør, at resten af bandet (måske bortset fra rytmeguitaristen Phil Caivano, der har været med siden 1998) virker lettere anonyme, men det er også mest af alt Dave Wyndorfs band. Så længe han er der, kan det ikke gå helt galt. Og mens medmusikanterne bakker ham solidt op, så står han der som en halvtyk klippe og fører sig frem, gestikulerer og forfører alt imens han tager os igennem sit repertoire, som så mange gange før. Hans stemme er stadig vital og rå, og når han leverer sine hooks på stribe med sært appellerende tekster, som når han på ’Powertrip synger ”Well, I died a million times/And I picked my culture well”, er det svært ikke at knuselske ham.
Tourens titel er ”Celebrating the A&M Years”, og A&M var det pladeselskab, Monster Magnet var signet på fra 1993 til 2001. Årene omfatter pladerne ’Superjudge’, ’Dopes to Infinity’, ’Powertrip’ og ’God Says No’, og det kan nok siges at være der, hvor bandet peakede og i hvert fald havde sin kommercielle storhedstid. Der var lagt op til, at der ville blive spillet sjældenheder, hvilket var mere end velkomment, da Monster Magnet er et af de bands, der har de obligatoriske hits, men også har en lang række deep cuts med lige så stort hit-potentiale. Det er dog ikke uvant for Monster Magnet at variere sætlisten, for de har på tidligere turneer spillet flere af deres plader i fuld længde, heriblandt ’Dopes to Infinity’ og ’Last Patrol’. Så spørgsmålet var i højere grad hvilke sjældenheder, der var tale om?
For et band, der i forvejen spiller ret ofte i Danmark, var det også en fornøjelse at se dem på en større venue end Lille Vega eller Loppen, hvor de har været i de senere år. For Monster Magnet fortjener det, og selvom det ikke var et tætpakket Pumpehuset, så var der stadig et overraskende flot fremmøde af rock-supportere.
Stabil stonerudskejelse
Bandet lagde ud med en stærk treenighed bestående af sangene ’Crop Circle’, ’Powertrip’ og ’Melt’, numre, der hver og en rocker hårdt og giver en lyst til at bunde fadøl og råbe med armene i vejret, før de vendte blikket mod stonerfuzz-albummet ’Superjudge’ og leverede psykedelika i stride strømme ved at spille fire numre herfra, deriblandt højdepunktet ’Cage Around the Sun’. ’Dopes to Infinity’-perlen ’Look to Your Orb for the Warning’ var en lille afstikker, der var sikkert placeret imellem ’Superjudge’-sangene, og det er et nummer, hvis knusende groove og rumskibsomhandlende tekst sørger for øjeblikkelig lykke- og fællesskabsfølelse.
Den fantastisk tunge og slæbende ’Dopes to Infinity’ fulgte sikkert op, og så kom selvfølgelig ’Space Lord’, bandets bedst kendte nummer og største hit. Det er til gengæld også det måske bedste radiorocknummer fra 1990’erne, fordi det er så ulasteligt cool, så spændingsopbyggende, så forløsende og hele vejen igennem har en stærk signatur af den der Wyndorf'ske charme og et præg af tyk kosmos-rock. Det er et nummer, som det er svært at blive træt af, og som derfor bliver ved med at minde en om, hvorfor man holder så meget af Monster Magnet.
Det var dog ikke den helt samme følelse, man var efterladt med i encoren, da den rimelig ukendte og noget dvaske B-side-sang ’I Want More’ var første ekstranummer. Det blev efterfulgt af ’Superjudge’-singlen ’Face Down’, som er et ganske solidt nummer, men uden at have den samme forløsende effekt som Monster Magnets senere og mere classic rock-influerede sange har. Bandet kom dog efter det, da de sluttede koncerten med den sublime ’Negasonic Teenage Warhead’ (bare titlen gør den elskværdig), hvis hooks bliver ved med at hjemsøge en, lang tid efter man har hørt den færdig.
Man fik alt det, som Monster Magnet står for, denne aften i Pumpehuset, men personligt havde jeg håbet, at de havde gravet dybere ned i sangskatten og luftet færre sange fra ’Superjudge’ og flere af de suveræne deep cuts fra ’Dopes to Infinity’ eller ’Powertrip’, som de normalt ikke spiller live – sange som ’All Friends and Kingdom Come’, ’Temple of Your Dreams’ eller ’3rd Eye Landslide’, som alle er på niveau med bandets obligatoriske, crowdpleasende hits.
Sådan blev det dog ikke, men mindre kan også gøre det, når man hedder Monster Magnet og næsten kun har lavet gode plader. ’Melt’ var sætlistens eneste sang fra det nye årtusinde, og den glimrende ’Last Patrol’ blev derfor slet ikke rørt i løbet af aftenen, ligesom der heller ikke blev spillet noget fra den fænomenale debut ’Spine of God’.
Det får man dog med garanti mulighed for at opleve en anden gang. For det bedste ved Monster Magnet er, at man ved, de ikke stopper. Dave Wyndorf fortsætter med at levere den stabile stoner, til han selv eller universet brænder ud, og indtil da skal man bare følge troskyldigt med og hylde dem, hver gang de kommer forbi. Det er vi heldigvis en del, der er villige til.