Tinderbox '15: Fortabt rockfest
Populær
Rival Sons gjorde, hvad de kunne, for at sparke døren ind på Tinderbox, men deres klassiske rock nåede aldrig ind under huden hos publikum.
2. Good Luck
3. Secret
4. Pressure and Time
5. Manifest Destiny, Part 1
6. Torture
7. Face of Light
8. Tell Me Something
9. Rich and the Poor
10. Where I've Been
11, Get What's Coming
12. Keep On Swinging
13. Open Eyes
Blot få timer efter at Tinderbox havde fået sprunget sin jomfruhinde, indtog Rival Sons fredag eftermiddag den ene af festivalens to store scener, der for forvirringens skyld blot har fået farve-navne. Turen var altså nu kommet til “rød” scene, efter at både “blå” og “gul” var blevet indviet.
Og det virkede som en god idé netop at sætte de fire amerikanere til at spillet støvet frem med deres bluesede rock, som de især kan takke Led Zeppelin for, ligesom den også indeholder en snert af americana, mens de lægger sig fint i rækken af den femte (sjette, syvende?) rock-revival med The Black Keys i spidsen.
Desværre var publikum ikke af samme opfattelse, som frygtet. For rocken virkede på forhånd til at være en noget nedprioriteret størrelse på Fyns nye festivalflagskib, når man tager dagens senere hovednavne i Major Lazer, The Prodigy og Calvin Harris, med det ligegyldige ry som verdens bedst betalte DJ, i betragtning.
Kun et par tusinde var stimlet sammen foran scenen, der altså stemningsmæssigt, til dels også grundet den stadig overvejende beherskede beruselse hos de fleste publikummer, unægtelig må have ramt gruppen en smule.
Lyden kiksede
Ikke at de lod sig gå på af det. Desværre for bandet blev starten dog blot ekstra vanskelig, da de allerede i første nummer, 'Electric Man', blev forhindret i at eksplodere udover pladsen, da lyden til den ene guitar gik. Lyden blev heldigvis hurtigt fikset, og så kunne rocktoget endelig rulle afsted.
Sådan nogenlunde. Set i lyset af det modvillige publikum kunne det måske have været på sin plads med lidt opildnen fra orkestret, der dog mestendels valgte at lade tonerne tale. Og skrige. For i Jay Buchanan har Rival Sons en ægte rockstjerne, der både i udseende og stemmebrug er en forbilledlig mand i front.
Det hele startede også med ham, for gruppen har på nærmest ingen tid gået fra at være Jay Buchanans sideprojekt til et verdensomspændende rock-cirkus med det crowd-pleasende hit 'Pressure & Time' – fra 2011-albummet af samme navn – som den store katalysator. Og vi skulle da heller ikke langt ind i koncerten, før gruppen trak det kort. Uden at det løftede gevaldigt på stemningen.
En kæmpe øver
I stedet begyndte man at få en følelse af, at det må havde været som verdens største øver for bandet, der trods en stramt spillet opvisning ikke kunne nedbryde den barriere mellem dem og publikum, der hvilede som en forbandelse over hele deres show. Af moderne rocknavne virkede de ellers som et velvalgt træk fra festivalen, som forståeligt nok har måtte føle sig frem i dens første år – og deraf måske var havnet med et jævnt skizofrent program.
Mod slutningen forsøgte bandet at pumpe blod ind i det sløve fremmøde med 'Keep on Swinging,' men lige lidt hjalp det. Så alt imens Rival Sons gjorde sit for at lokke folk ind i deres velspillede og ikke ligefrem farlige rock-univers, blev Tinderbox langsomt fyldt op med gæster, der mere koncentrerede sig om at lade benene hvile før aftenens store EDM-brag.