Prognoder i akustikvenlige rammer
Populær
Det er flere år siden, Steven Wilson rockede så hårdt, som han gjorde fredag aften i sidste uge i Koncerthusets store sal. Mere af det, Wilson!
First Regret
3 Years Older
Hand. Cannot. Erase.
Perfect Life
Routine
Home Invasion
Regret #9
Transience
Ancestral
Happy Returns
Ascendant Here On...
Sæt 2:
Dark Matter
Harmony Korine
My Book of Regrets
Index
Lazarus
Don't Hate Me
Vermillioncore
Sleep Together
Encore:
Space Oddity
The Sound of Muzak
The Raven That Refused to Sing
Steven Wilson besøgte fredag aften i sidste uge Koncertsalen i København, hvor han med band gav en koncert, der både var meget Wilsonsk og ærkegenkendelig og samtidig noget mere tungrocksøgende, end Wilson har været længe. Det var dog ikke de bornerte rammer, der på prog-anarkistisk vis syntes at få rockhovedet op i Wilson. Så mædl er han vist alligevel ikke, den ungdommelige 48-årige brite, at han udøver revolte mod de rammer, der inviterer ham indenfor, hvilket der imidlertid heller ikke var grund til. Tværtimod, de betingelser, Wilson befandt sig under i fredags, passede mere eller mindre perfekt til aftenen, der i øvrigt skulle vise sig at blive den længste koncert, han hidtil har givet i Danmark. Små tre timer er dog ovre på en studs, når så velspillende musikalske hænder samtidig præsenteres under så akustikvenlige forhold som Koncertsalens.
Men det, der efter alt at dømme fik løftet låget yderligere for tungrocksiden i Wilsons musik denne aften, for samtidig at lægge en mindre dæmper på de progressive jazzelementer, der ellers har præget de mange nuancer i hans musikalske spor på i hvert fald de seneste tre solofuldlængder, skyldtes musikerne, han denne gang havde med sig, henholdsvis to musikere, som kendere af Wilson tidligere har set med ham, samt to nye ansigter, som begge har bidraget til hans seneste udgivelse, ’4 ½’, der netop er udkommet. De nye ansigter kommer vi til. Gengangerne er dog i den grad også til at tage og føle på og fortjener rosende ord med på vejen.
Gamle kendinge
Tag nu Nick Beggs, der har spillet sammen med den tidligere frontmand i Porcupine Tree både på plade og i liveregi siden ’Grace for Drowning’ (2011), og som gradvist synes at blive en mere og mere sammentømret enhed med Wilsons repertoire, for hver gang man oplever ham sammen med Progprinsen. Den karismatiske Beggs koncentrerer sig hovedsageligt om at spille bas, men åbner i liveregi for sin brede musikalske spændvidde ved hist og pist også at skifte til guitar, Chapman Stick og tangenter. Som backingsanger er han desuden noget nær eminent. Også 57-årige Adam Holzman har været på besøg i Danmark med Wilson tidligere. Den amerikanske pianist er søn af stifteren af Elektra Records, Jaz Holzman, og har så æggende musik i blodet, at det i begyndelsen af 80’erne tilmed rakte til en plads som såkaldt musical director for selveste Miles Davis i en årrække. De soniske kunstner, han hos Wilson får ud af sit tangentplateau af keyboard og orgel, er fortryllende.
Nye ansigter
De musikere, der imidlertid fik aftenen i Koncertsalen til at adskille sig fra Wilsons tidligere besøg, er Craig Blundell og Dave Kilminster, henholdsvis på trommer og guitar. Når man efterhånden har oplevet Wilson spille live i nærheden af tredive gange, enten solo, sammen med Porcupine Tree eller under et af den flersprogede musikers mange andre kunstneriske aliasser, er det efterhånden de ting, der skiller sig ud, man på sin vis begynder at lægge mærke til og samtidig ofte sætte underligt meget pris på. Og disse to musikere fik på godt og ondt netop Wilsons aften i Koncertsalen til at skille sig ud.
Blundell har eksempelvis en markant anden spillestil end Marco Minnemann, som er trommeslageren, vi ellers har været vant til at se spille sammen med Wilson, når han tidligere har givet solokoncerter i København. Blundell er mindre excentrisk, ikke nær så jazzet og har en kontant spillestil. Det klæder store dele af repertoiret og især de mere tunge stykker. Den legendariske og køligt overlegne Dave Kilminster klædte derimod helhedsindtrykket 100 %. Man er lige ved at sige, det er den sejeste guitarist, man til dato har oplevet med Wilson. Sidste gang, denne skribent oplevede Kilminster, var i øvrigt, da han besøgte Parken med Roger Waters i 2013. Hos Waters blev han placeret oppe på toppen af The Wall og gav Gillmour seriøs kamp til stregen under 'Comfortably Numb', og det var netop den der specielle guitarsignatur, som umiskendeligt har skrevet Gilmour all over, der denne aften gav Wilsons materiale en anderledes vedkommende epik. At han derudover bidrager med trompetbukser samt en kølig, ærkebristisk og hippielurvet Lee Dorriansk fremtoning, gør ham ikke mindre vedkommende på en scene.
Hand. Cannot. Erase.
Havde man på forhånd smugkigget på denne turnés sætliste hjemmefra, vidste man, at aftenens koncert skulle blive inddelt i to sæt, og at det første udelukkende ville fokusere på sidste års 'Hand. Cannot. Erase.' i sin helhed. Eftersom Wilson også (næsten) spillede hele albummet, da han sidste år gæstede Amager Bio i april måned, var der ikke noget videre bemærkelsesværdigt ved det, om end det var cool at få hans måske bedste soloplade til dato leveret fra start til slut uden "forstyrrelser" i form af andre sange til at "ødelægge" det konceptuelle flow. Derudover var det ikke mindre end sublimt at få den bemærkelsesværdige 'Transcience' med, der forener det tydeligt Comus-inspirerede med Wilsons melodiøse omkvædsignatur, og som i Amager Bio sidste år stod tilbage som den eneste sang fra 'Hand. Cannot. Erase.', der netop ikke fandt vej til sætlisten. Sangen er et af pladens bedste numre og var det også live.
Der var som nævnt flere skæringer fra 'Hand. Cannot. Erase.', der fik et anderledes liv i hænderne på de nye musikere, Wilson denne gang havde hevet med sig på vejen. Det gælder især pladens tungere sange såsom den sublime 'Home Invasion', der er et slags gustent møde mellem Meshuggah og Rush, og det gælder den sidste halvdel af den tretten minutter lange 'Ancestral, der starter ud som en aparte xylofonlydende progudgave af Massive Attack, inden den bevæger sig over det store episke for på opbyggelig vis at ende som regulær progmetal. Den løstsiddende fornemmelse for rytme, som Minneman giver disse sange i deres studieversioner, skar Blundells spillestil i liveregi væk for et mere bastant udtryk, hvilket – overraskende nok – klædte numrene. Anderledes stod det til på pladens anderledes poppede, nidkære numre. Titelnummeret eksempelvis – pladens absolut bedste nummer (og tilmed verdens bedste nummer, er vi nogle, der fanboyagtigt mener!) – faldt desværre til jorden. Minnemans trommespil er selve the backbone på dette nummer, og Blundells forsøg på at simplificere dets hæsblæsende elegance og fantastiske, jordnære rytmik fejlede.
Et mellemstadie
Der var også helt nye sange på repertoiret – eller sange, som vi kan kalde, ”nye for publikum”. For kun et par uger siden udgav Wilson som nævnt pladen med den lettere finurlige titel ’4 ½’, som består af seks sange, der er blevet til under arbejdet med henholdsvis ’The Raven that Refused to Sing’ (2012) og ’Hand. Cannot. Erase.’, men som af forskellige årsager ikke kom med på disse udgivelser. Fra ’4 ½’ fik vi i aftenens andet sæt to nye titler, ’My Book of Regrets’ og ’Vermillioncore’ plus pladens nyfortolkning af Porcupine Trees ’Dont Hate Me’. Til trods for at ’4 ½’ sandsynligvis er Wilsons mindst interessante udgivelse til dato, er det for den rutinerede Wilson-livegænger alligevel forfriskende med nogle nye skæringer på sætlisten. I hvert fald delvist. For når begge nye sange har så meget genbrug og sikker Wilsonsk genkendelighed over sig, at de samtidig får en til at ønske sig længere tilbage i hans bagkatalog, så står sangene vel tilbage på både godt og ondt.
Det gode ved dem er dog, at de begge lyder mere af Porcupine Tree, end Wilson vel omtrent har gjort, siden han lagde sit forhenværende band i bero. Den instrumentale ’Vermillioncore’ placerer sig eksempelvis et sted mellem ’Futile’ og ’Halo’, uden dog at være helt så nærværende, stærk og krasbørstig som de to sange. Og til trods for at 'My Book Of Regrets' udstråler brandsikker sangskrivning og på flere måder sender tankerne tilbage på Porcupine Trees pragtdage med 'Stupid Dream' (1999) og 'Lightbulb Sun' (2000), er det samtidig en sang, der ikke kender sine egne begrænsninger. Både på plade og live virker den for lang og for repetetiv – og det er til trods for at den i sine små nuancer ellers har noget aldeles fremragende over sig.
Høj standardklasse – og så lige lidt til...
Fremragende synes dog i det hele taget at være mottoet for langt størstedelen af fredagens koncert i Koncertsalen. Det var fremragende at høre Porcupine Tree-sangen 'Dark Matter' igen, som jeg ikke mindes på en sætliste siden 2009. Det var fremragende at overvære og høre 'Lazarus' blive dedikeret til David Bowie. og det var på sin plads med et covernummer af Bowies 'Space Oddity', der muligvis ikke står tilbage blandt Wilsons bedre coverversioner, men som alligevel gav koncerten et godt, varmt feel. Derudover var det aldeles fremragende at blive motiveret til at headbange i de ellers ikke særlige headbanger-venlige rammer under 'Sleep Together', ligesom det var noget nær for flippet at se Wilson gå in character under den stormfulde, mørke sag, 'Index'. At desuden opleve det med et publikum, der var så tysse, at de syntes som værende hypnotiserede, var kun skøn progkrydderi for ens musikalske smagsløg.