Vanvittig frontmand i sit es
Populær
Sverige producerer også deres del af specielle personligheder indenfor black metal.
Navnet Niklas Kvarforth. Hvis ikke du allerede kender det, så gør du nu. Manden bag bl.a. Skitliv og aftenens sidste opvarmningsband; Shining. Med en særpræget fremtoning tog Shining imod publikum på Train nærmest indhyllet i Entombed-merchandise; en åbenlyst cadeau til nogle af deres inspirationskilder.
Med en forpint version af black metal gik Kvarforth og co. til opgaven med oprigtighed og seriøsitet. Sangene vekslede mellem det meget hurtige, garagelydende black som vi kender det fra eksempelvis Darkthrone og Burzum, mens der også var mere langsomme passager med klagesang og misantropi, meget lig nogle af Mayhems sange. Et specielt miks der blev understreget af den meget specielle frontmand.
Tydeligvis en arret sjæl der også bar arrene udenpå, og som via lidt sceneshow understregede sit åbenlyse vanvid. Kvarforth gik i krig med en flaske rødvin og en flaske Jack D., som han vekslede lidt imellem mellem sangene, for en velsmurt gane skriger bedre. På et tidspunkt tager han en stor slurk af majssuppen, går hen til bassisten og spytter det hele ned i halsen af denne, som var det en fuglemor der gylpede dagens fangst ned i ungernes halse. Han afsluttede seancen med et langt og ømt tungekys. Black metal? Øh, jo tak. En lettere bizar variant heraf, men så sandelig ikke det værste jeg har set igennem tiderne.
Det blev det først da han åbnede sine ar på højre arm, for selvfølgelig nåede Kvarforth at blive utæt i løbet af koncerten, og denne teatralske forestilling fik publikum lov til at overvære i omkring 40 minutter. Shinings musik faldt fint ind i Kvarforths morbide fremtoning, men resten af bandet led under at frontmanden i dén grad stjal billedet. Det føltes aldrig rigtig nærværende, så derfor kun en middelmådig karakter, omend jeg ikke et sekund betvivler at Kvarforth mener det alvorligt. Det er hans egen krop et umiskendeligt sandhedsvidne på.