Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.

Populær
Updated
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.
WOA'16: Farvel og tak. Det har været en fornøjelse.

Twisted Sister gjorde, hvad de skulle. Spillede en flot tysk afskedskoncert og sagde farvel med manér.

Dato
06-08-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
5

"This is our last tour. We are not Black Sabbath. We are not coming back." Når det kommer fra Dee Snider, ved man, at det er sandheden. Det er Twisted Sisters sidste tour. Det er sidste gang, Twisted Sister står på scenen på Wacken. Naturligvis på True Metal Stage. Den eneste rigtige scene for det ikoniske band.

Det var et naturligt sørgmodigt øjeblik, da bandet gik på scenen. En sidste gang i det tyske. Men samtidig var det en fest uden lige. Ikke at det overrasker. Twisted Sister spillede som de så oftest har gjort før. Som vi så dem gøre det på Copenhell 2014. I marts året efter døde A. J. Pero. Det, og de mange andre store tab 2016 har budt på, har uden tvivl sat sine spor. Det blev adresseret direkte og har med sikkerhed haft medindflydelse på bandets beslutning om at stoppe.

Det her var muligheden for at takke af. For bandet og publikum. Med Mike Portnoy placeret bag tønderne var alle parat til at give en sidste salut til et ikonisk band, der sandsynligvis har præget de fleste med hang til guitar på et eller andet tidspunkt. Under titlen ‘Forty and Fuck It’ tog den gamle cirkushest endnu en tur rundt i manegen. I symbiose med publikum, der havde alle intentioner om at sige farvel med manér.

Det er fascinerende at opleve et band som Twisted Sister. Al den historie samlet på et sted. Al den attitude og fandenivoldskhed indkapslet i bandets unikke lyd og kompositioner. Det var et magisk øjeblik på Wacken. Dét magiske øjeblik, der var på Wacken i år. Et øjeblik, man kan gå rundt og vente på i mange år. At baggrunden så var et farvel, var desværre en del af præmissen.

Men hvilket farvel. For et kort øjeblik glemte man alt om mudder, dårlig mad og den kommende tur tilbage til Danmark. Igennem 16 velspillede numre rockede hele Wacken med og sendte Twisted Sister videre mod afslutningen. Videre mod næste kapitel. Vi har set ikoner sige farvel før for at vende tilbage efter en årrække. Vi kommer næppe til at se Twisted Sister på scenen igen.

For en stor del af de fremmødte var det ikke kun Twisted Sister, der stoppede efter koncerten. Wacken stoppede. Der var ikke mere at komme efter. Med den magtdemonstration var der ikke behov for mere. Farvel Jay Jay French, farvel Eddie “Fingers” Ojeda. Farvel Mark “The Animal” Mendoza, og farvel Dee Snider. Det har været en fornøjelse at vokse op med jer, at se jer finde sammen igen, og denne aften var det, ironisk nok, en fornøjelse at sige farvel.