Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA '15: Altid et sikkert kort

Populær
Updated
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort
WOA '15: Altid et sikkert kort

In Flames er sikkerheden selv. Ikke bare i musikalsk performance, men også for Wackens arrangører, der med bandet ved, at succesen er hjemme for festivalens kernepublikum. Showet var godt, men bandet kan levere magi, og det fik man ikke denne gang.

Kunstner
Dato
31-07-2015
Trackliste
Only for the Weak
Everything's Gone
Bullet Ride
Where the Dead Ships Dwell
Paralyzed
Alias
Deliver Us
Cloud Connected
Drifter
The Chosen Pessimist
The Quiet Place
Delight and Angers
Rusted Nail
The Mirror's Truth
Take This Life
My Sweet Shadow
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Svenske In Flames er ikke noget nyt syn på Wackens store scener. De er nærmest kæledægger for den tyske festival, og man må sige, at bandet i udstråling også leverer, som om de er det eneste værdige hovednavn til en festival af Wackens størrelse. Sangene er velvalgte i forhold til det, som har gjort bandet stort, men man kan da håbe, at festivalen alligevel tør driste sig til at få bandet tilbage i 2017 og spille hele ‘The Jester Race’, melodødsklassikeren fra 1996. På den måde kan pladens 20 års fødselsdag hyldes et år for sent, præcis som i tilfældet Amorphis og Samael på årets festival med deres fejringer af triumfer, der havde 20 år på bagen sidste år.

Sætlisten kom dog ikke længere tilbage end et par sange fra ‘Clayman’ fra år 2000 og et par stykker fra ‘Reroute to Remain’ fra 2002. Og når man så lægger ud med ‘Only for the Weak’, så er man sikret en vis opmærksomhed fra publikum. Sangen er bandets første hint mod den ørevenlige og yderst veleksekverede metalretning, bandet senere skulle tage. Festen var i den grad i gang, og det var herefter let for Anders Fridén og co. at styre publikum til energiudladning – også selvom frontmanden flere gange nævnte, at bandet var blevet bedt om ikke at opfordre til crowdsurfing. Den slags ved vi nok alle, hvordan ender... Vagterne ved barrieren foran scenen havde i hvert fald travlt.

Floskler og fede growls

Selvom bandet osede af overskud og selvtillid ad libitum, så var der alligevel en art træthed at spore denne gang. Det var, som om det var blevet for let for bandet, der har masser af rutine i bagagen fra optrædener på festivalens store scener og fra andre festivaler. Bandet savnede måske lidt udfordring, og den sikre sætliste hjalp ikke på den front. Måske derfor havde Anders Fridén kigget dybere i alkoholiske sager inden showet, end godt var. Om han egentlig var fuld eller bare ikke havde så frygteligt meget på hjerte og indimellem virkede lidt fjern, skal være usagt, men de steder, hvor der var indlagt længere pauser mellem et par numre, blev det godt nok til en enten stille eller intetsigende ordaffære fra vokalisten.

Vokalmæssigt var der dog lidt ekstra at komme efter. Manden kan synge, og det fik han virkeligt vist ved flere lejligheder, hvor han legede med vokallinjerne og lavede nye nuancer. Men andre steder – især i ‘Take this Life’ – lavede han særheder, der måske ikke var direkte ringe, men i hvert fald virkede utroligt sløsede. Til gengæld smed han så nogle absurd seje og dybe growls ind, hvor man tog sig selv i at ønske ham ind i et seriøst brutalt dødsmetalband.

Mudderfrit og modigt

På en festival, der havde oplevet mere regn og mudder, end hvad rimeligt var, blev Anders Fridén det mest kridhvide, man kom til at opleve på årets udgave af Wacken. Det var ren "Tintin i Congo". Hans egen forklaring var, at nu havde han passeret de fyrre, og så behøvede man jo ikke gå i sort længere. Og visuelt var der da også pondus i den meget hvidklædte mand i et show, hvor lys og pyro var flot, og de levende billeder på storskærmene blev ofte mødt af effekter, så det lignende egentlige musikvideoer. Men det var skam live-optagelser.

Det gjorde dog også, at den føromtalte formodede brandert og herrens sømandsskæg gjorde, at hans udseende var fjollet, som var han vært på børne-tv. Der manglede blot en propel i toppen af den hvide kasket.

Og på en eller anden sær måde var det jo netop fedt. For det er jo også mod, og sammen med det velspillende band, der havde superb lyd og ikke satte en finger forkert i fremførelsen af sangene, så virkede det fjollede og det useriøse som en alligevel vigtig kontrast til alt det perfekte.

Men i sammenligning med tidligere bedrifter på selvsamme festival var det overordnet set lidt skuffende. Underholdningen blev leveret, og det var svært at være rigtig utilfreds, men magien udeblev bare denne gang.