Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Populær
Updated
Ugens Monsterdrøn
Heavy metal veteranerne Saxon ude med deres hårdeste album siden '79! De gode gamle New Wave of British Heavy Metal briter, Saxon, er tilbage med et nossesparkende album; det hårdeste bandet har begået siden starten i 1979. "Lionheart" er Saxon's 16. studie album i en karriere, der også har budt på to greatest hits-albums og hele fire livealbums.

Saxon var med, da "det hele" startede, dvs. da de sammen med Iron Maiden, Diamond Head, Def Leppard og alle de andre på tærsklen til 1980 startede den nye bølge af britisk heavy metal. Der blev spyttet albums ud i starten. Alene i firserne gav Saxon os otte studie albums og to live albums. De stærkeste var så afgjort "Strong Arm of the Law" (1980), "Denim and Leather" (1981) og "Power and the Glory" (1983) - og sikke da nogle metalliske titler! Saxon var så klart med til at lave soundtracket til de metalliske start-firsere; ikke mindst med den fantastiske sang "747 (Strangers in the Night)" med et af de fedeste guitartemaer, da NWOBHM'en var ung.

Saxon var med. Saxon satte aftryk. Men var noget så tæt på at lide den amerikanske radiodød i slutfirserne. Fra 1985 og fem år frem var bandet tæt på at være ligegyldigt, indtil de i 1990 fik et udmærket comeback med "Solid Ball of Rock". 14 år efter dét comeback, får vi nu "Lionheart" fra gutterne, som da snart må have passeret de 50 et par gange. Men det kan man bare ikke mærke.

Bare fordi man er gammel, behøver man jo ikke være en vatpik, der spiller Smokie til alle mulige halballer. Saxon, der anno 2004 kun har to originale medlemmer tilbage, Biff Byford (sang) og Paul Quinn (guitar), sparker igennem på "Lionheart" både med high speed metal som på den barske albumåbner "Witchfinder General", med melodisk og stærkt riffet metal ("Searching for Atlantis") og tungt og alligevel energisk hårdtslående metal ("Man and Machine").

Saxon er tilbage med hævn og det lover godt for koncerten i Pumpehuset den 17. oktober - og ikke mindst for et andet med længsel ventet comeback: Judas Priest med Rob Halford. De hårdtslående comebacks er jo på mode. Ja, selv Europe sparker røv. Et smuglyt til det nye album lover dyster moderne metal så langt væk fra "The Final Countdown" som muligt. Up the irons!

Kunstner
Titel
Lionheart
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4