Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Populær
Updated
Ugens Monsterdrøn
Pyroflammer i juletræet og drøn på surround anlægget: Rammstein har begået en virkelig lækker dvd/cd-boks, skriver Morten Vejlstrup. Der er så mange ting, at elske Rammstein for, så selv om man måske ikke er stor fan af musikken i sig selv, så har bandet en altoverskyggende karisma, som både live (på dvd’erne i denne boks) og på cd (qua sin kraftfulde tysksprogede vokal) skinner igennem. Universal Music har her begået en lækker lille boks med to dvd’er; én med klip fra fire forskellige koncerter samt én med dokumentar, interviews og ”making-of” , suppleret med en live cd. Kort sagt alt for den kræsne, kvalitetsbevidste fan.

Normalt kan man diskutere, om alle de rigtige numre er inkluderet når bands udgiver den slags materiale her, men der er rent faktisk næsten ligevægt mellem alle bandets albums i denne "Völkerball" boks. Numre som ”Rammstein”, ”Sehnsucht” og ”Ich Will” sætter naturligvis ild i lortet, men også nyere ørehængere som ”Amerika” og ”Benzin” synes at fungere bemærkelsesværdigt godt i dvd formatet. Nu vi er ved ild, så er hele Rammsteins univers jo næsten bygget op omkring pyroteknik, hvilket i detaljer bliver forklaret i dokumentarmaterialet af bandet selv og de mennesker omkring bandet, som naturligvis også har et stort lod i tyskernes succes.

Man kan grundlæggende diskutere om musik skal udgives på dvd og ikke bare cd/plade som i gamle dage, men når man som Rammstein er i stand til at præsentere køberen for så lækkert et produkt som dette, både sammensætningsmæssigt og ikke mindst visuelt, så er der ingen tvivl om, at det er et must for alle fans af bandet at købe denne udgivelse.

Om der er noget at hente for ”ikke-fans” er naturligvis et relevant spørgsmål? Til dette kan jeg kun svare, at man skylder sig selv at se Rammstein live og mærke atmosfæren… og denne udgivelse er meget tæt på, hvis man ellers får skruet ordentlig op for sit surround anlæg.

Udgivelsen findes også i en special, special edition med en ekstra cd og en stor bog med imponerende fotos, så hvis man går med planer om at investere, så er det her kronerne skal lægges!

NB: "Völkerball" udgives på mandag den 20. november. Ud over de to ovennævnte special-versioner udkommer "Völkerball" også i en standard version med 'bare' en live-DVD og live-cd.

Kunstner
Titel
”Völkerball”
Distributør
Karakter
5