Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aber dabei...

Populær
Updated
Aber dabei...

Danske Monkey Okay får på debutalbummet af sammen navn vist, at bandet besidder potentiale til et gennembrud. Men samtidig fremgår det også, at det mangler materiale til et helt vellykket album.

Kunstner
Titel
Monkey Okay
Dato
15-06-2015
Trackliste
Monkey Okay
Call Of Confusion
Shadows In Flames
Fire Inside
I Wanna Know
Inferno
The Tide
Heroes Stand Alone
Wonderful Life
Find A Way
Karakter
3

Monkey Okay fra Aalborg er ude med debutalbummet af samme navn. Første sang på albummet hedder samtidig også ’Monkey Okay’, så nu navnet da vist også fuldt ud anvendt.

'Monkey Okay' (albummet) begynder i fin stil. Bandet har blandt flere andre inspirationskilder en grungeinspiration, og titelsangen giver mindelser om Alice in Chains og Stone Temple Pilots. Men samtidig er der også tråde tilbage til de tidlige halvfjerdseres hard rock, hvor bl.a. Led Zeppelin endnu en gang kaster en skygge.

Hvor første sang var vellykket, så er sang nummer to ’Call of Confusion’ på det nærmest sublim. Bandet får kreeret en halvfjerdser-doomet sang med et monsterriff, hvor forsanger Jeppe Juul Stephansen rammer en tone mellem Ozzy og Troubles Eric Wagner. Det er godt!

Desværre holder niveauet ikke hele vejen

Men resten af albummet når slet, slet ikke det niveau, som der lægges ud med. De næste par sange er ok halvtunge sange. ’Fire Inside’ er en sjov lille sag, der lyder lidt som et punket mix af Gasolin’ og The Doors.



Men fra sang nummer fem, ’I Wanna Know’, og frem går det for alvor ned ad bakke. ’I Wanna Know’ lyder lidt som et teenagedeprimeret Nirvana, men ude de riffs, som Kurt Cobain kunne smide på sådan en sag. Sangen slutter med en uendeligt lang guitarsolo, der kører løs i samme musikstykke, hvor man nærmest kan fornemme, hvordan rytmesektionen er ved at gå til over at skulle spille det samme stykke igen og igen over en forfærdelig masse takter.

Sangtitlen ’Inferno’ giver forhåbninger om en rigtig kæberasler af en sang. Men skuffelsen er ikke desto mindre større, da det viser sig, at Monkey Okay på denne sang kaster sig over noget, der mest lyder som The Sandmen.



På vejen mod slutningen bliver lytteren også udsat for en mørk ballade i form af ’Heroes Stand Alone’. Det er i sig selv en ikke dårlig om end temmelig uoriginal sag, men det er bare skuffende, at de gode takter fra albummets start aldrig vender tilbage.

Monkey Okay (bandet) har bestemt potentiale. Men man bør nok sætte sig ned og overveje, i hvilken retning man vil gå. 'Monkey Okay' (albummet) stritter i for mange retninger.

Man kunne ønske, at albummet kun havde været en ep bestående af de første fire sange. Det ville have været en forrygende ep. Nu står bandet kun med et ganske godt album. Men mindre kan heller ikke gøre det efter den flotte start på albummet.

Vi skal nok komme til at høre mere til aberne fra Aalborg.