Et ærkeamerikansk band
Populær
Tyketto er tilbage med deres andet album efter den seneste gendannelse i 2008. Og bandet har så sandelig stadig fornemmelse for den melodiske amerikanske hard rock.
02. Big Money
03. Kick Like A Mule
04. Circle The Wagons
05. I Need It Now
06. Tearing Down The Sky
07. Letting Go
08. The Fastest Man Alive
09. Remember My Name
10. Sparks Will Fly
11. Scream
12. The Run
Tyketto blev dannet i New York i 1987. I den oprindelige besætning var Danny Vaughn, der tidligere havde været sanger i britiske Waysted. Waysted, der var Pete Ways band, efter at han i en periode forlod det engelske hard rock-band UFO. Tyketto bestod oprindeligt endvidere af Brooke St. James (guitar), Jimi Kennedy (bas) og Michael Clayton (trommer).
Tyketto debuterede i 1991 med albummet ’Don't Come Easy’ på Geffen Records med relativt stor succes. Men så kom grunge, og Tyketto mistede fodfæste. Danny Vaughn forlod bandet og blev erstattet af Steve Augeri, der senere landede i Journey i nogle år.
Gendannelse
Siden 2008 har der dog med Danny Vaughns tilbagevendeng til bandet været en relativt stabil besætning, hvor de tre oprindelige medlemmer Vaughn, Kennedy og Clayton har udgjort grundstammen.
I 2012 udkom ’Dig in the Deep’, og nu er Tyketto altså klar med opfølgeren ’Reach’ på Frontiers Records. Og lad det være sagt med det samme: Tyketto spiller amerikansk rock i en blanding af hard rock, hård bluesrock, southern rock, 80’er-glam rock og AOR. Så hvis man hader den slags musik, så er ’Reach’ nok ikke ligefrem et album, der skal øverst på ønskesedlen til jul.
Men til gengæld, hvis man er pjattet med Journey, REO Speedwagon, Kiss, Bon Jovi, Damn Yankees, Aerosmith, Steve Miller Band, Survivor, Loverboy, Warrant og Winger, så er der en ganske god sandsynlighed for, at man vil blive ret begejstret for ’Reach’.
Manglende originalitet, men fine kompositioner
Albummet lægger fint ud med titelsangen, der samtidig gør sig som første videoudspil. Det vækker bestemt minder om Journey, men det er slet ikke dårligt.
Verset er måske lidt slapt, men bro og omkvæd er til gengæld gode til at skabe en ørehænger.
Der er egentlig ikke så meget at sige om albummet i sin helhed, udove, at alle sangene er voldsomt inspireret af de ovenfor nævnte bands sammen med de britiske bands, som for 20, 30 og 40 år siden virkelig flyttede den britiske blues og hard rock til staterne og påvirkede den amerikanske rock, som eksempelvis Foghat, Whitesnake, Peter Frampton og Bad Company.
Skal enkelte sange fremhæves, vil det dog være naturligt at nævne hard rockeren ’Kick Like a Mule’, der lyder lidt som en fugtig sammenkomst mellem Ted Nugent og Jon Bon Jovi, hvis noget sådant ellers kan forestilles.
Også ’The Fastest Man Alive’, der lyder som en blanding af Kiss og Lynyrd Skynyrd, er værd at lægge et øre eller to til.
Endelig skal bestemt nævnes albummets afslutningssang ’The Run’, der begynder helt akustisk, men hurtigt bevæger sig over i en nærmest episk hard rock-sang. Det er ganske overbevisende.
Tyketto har med ’Reach’ ikke skabt et originalt værk. Ved gennemlytning af albummet vil man til stadighed få associationer til andre gamle sange og bands. Men til gengæld er der faktisk ingen rigtigt ringe sange på albummet, hvis man ellers holder af den amerikanske hard rock og AOR.
’Reach’ kunne være månedens album til bilstereoen for den midaldrende hard rock-fan.